Selv de usårlige og stærkeste har et svagt punkt og hvis man vil have dem til at vakle, så handler det jo blot om at puste i vindens retning, når de alligevel er i modvind og det gælder skam også for sådan en fisk som mig. Jeg føler mig selv rimelig psykisk stærk, godt hærdet af tidens og årenes oplevelser på godt og ondt, men det betyder ikke at selv jeg, til tider bliver sendt til tælling og må trække mig i kampen, med den knap så tilfredsstillende andenplads.
Det er dog heldigvis ikke så ofte det sker, for jeg kan jo oprigtigt ikke bruge det til noget konstruktivt overhovedet, og det letteste ville da også være at tage sig sammen, smile til mundvigene sidder fast i opadgående retning og smøre olie på skuldrene og lade det glide af. Ja, altså let sagt, i hvert fald, for jeg føler jeg har været i en stime af følelses-bombardementer på det sidste, blevet beskudt fra uventede kanter, som havde jeg i min forbløffelse, stået som målskive for en vis hr. Blackman til X-factor.
Der har været kritikere, der har ytret sig om mig og hvem de mener jeg bør være, hvilken kasse jeg skal passes i, hvor i hierarkiet jeg burde være, efterfulgt af en negligeren af mine oprigtige følelser. Og så er det jeg undres over andres trang til at bedømme mig, ikke ud fra mine kvalifikationer, min ageren eller manglen på samme, men derimod på hvem jeg er som person og som menneske?! For at beskrive hvorledes jeg er og fungerer dybt inde, nødsages jeg jo så også til at blotte mig og det er jeg nok ikke en af mine spidskompetencer, med mindre jeg stoler helt aldeles på modtageren og forventer, at jeg ikke daler i vedkommendes agtelse af den grund. Her tager jeg nogen gange fejl...
Jeg besidder et filter, som har skærmet mig for de fleste dumsmarte bemærkninger og kommentarer, der er sendt min vej igennem tiden, som dog ikke er finmasket nok til at standse strømmen, når der dannes overtryk og det hober sig op. Og det behøver nødvendigvis ikke være, de store slemme udgydelser, der sætter prikken og i'et og får mig til at vakle, men selv de mindste ting kan få indflydelse i mit tankespin, når blot de er talrige nok og så er det desværre den første der gennemtrænger muren, der får betydning.
Skulle jeg fra tid til anden, skærer mig på barberbladet under bruseren, så bløder jeg skam også rødt blod, præcis som alle jer andre, men det betyder ikke at jeg frivilligt hiver plasteret af, for at blotte et gabende sår. Hvis jeg såres, så græder jeg også, og selvom I ikke får billetter til første række, med popcorn og cola, så betyder det ikke at det er en evne, jeg mangler. Jeg er dog heller ingen porcelænsdukke, der skal håndteres varsom eller ikke må "leges" med, og selvom glasuren er en smule krakeleret med årene, så er revnerne sjældent dybere end de kan klinkes. Mine nærmeste er min lim!
"Tina, du er jo altid så pæn, sjov, glad og dygtig..... " Gu er jeg ej! Jeg er pissegrim om søndagen, aldeles humorforladt kl. 6 om morgenen og brænder sovsen på. Og det vil jeg have lov til, fra tid til anden, for selvom jeg for det meste, stræber efter perfektionen, set med min optik, så er jeg og vil have lov at være ligeså almindelig som alle andre!
Jeg er jo også et menneske, et helt menneske og selvom det til tider sikkert kan virke som om jeg er usårlig, upåvirkelig og måske endda kølig, så er dette langt fra sandheden, men det er ikke alle der får lov at se dette. For mit indre er ikke en monsun, jeg spreder ud over alle, som en syndflod af sympati-søgende tårer, ligeså lidt som min vrede, hugger hovedet af den første og bedste, der skulle stille sig under min opspændte guillotine. Men indrømmet, det hænder og her er det jeg priser mig mere end lykkelig for min lille, men trofaste skare af nærmeste, som uden en blodsdråbe, kan se at jeg bløder og uden en tårer, kan se jeg græder og fuld ud accepterer det som en del af mig!
Jeg rejser mig dog altid igen, som en anden tumling og med en større bagage og en erfaring, der igennem følelsen af svigt, vrede og skuffelse, får vist mig (ikke hvem jeg er) men hvorledes andre i virkeligheden ser mig og tusind tak for det, da. For den kasse jeg hermed bliver sat i, skal jeg da med glæde udfylde til fulde, for en ting er sikkert... kan du ikke se hele MIG, kommer det sgu nok ikke til at ske nu!
Makrellen
onsdag den 29. februar 2012
torsdag den 23. februar 2012
Loch Ness....
Hvordan ved man egentlig, om man er snublet over den perfekte mand, som opfylder den uendelige liste af krav og forventninger, vi kvinder har for vane at opstille, men som de færreste reelt kan leve op til? Og er det overhovedet muligt at få ham, når barren flyttes et hak højere, ved forventningen om, at han altid vil træffe det rigtige valg, alene i kraft af hans ufejlbarlighed? Det sætter utvivlsomt den stakkels mand, under et enormt pres og det ville overraske mig meget, hvis ikke en lille potion præstationsangst, ville udmønte sig i handlingslammelse, som en hare, der er fanget i billygternes skær. Skal han løbe frem, tilbage eller blot stå stille og håbe på at det hele nok går af sig selv, hvis blot han venter længe nok?!
Nu ved jeg rent faktisk ikke, hvad der sker inde bag pandeskallen af den perfekte mand, når en kvinde som jeg, pludselig bader ham i et spotlys af komplimenter og betaget afventer hans reaktion, da jeg hverken er synsk eller har de store erfaringer, med denne sjældne race. Men det betyder ikke, at jeg ikke ved, hvad der gør ham så pokkers fantastisk, set med mine øjne og hvorledes han ganske ubevidst, placeres på den oplyste pedistal, hvor der ikke er mulighed for at vælge andre veje, end op eller ned. Min mr. Right, ser jeg således:
Han, ikke alene, nyder det han laver i sit daglige virke, men han mestre rent faktisk også, at være god til det, samtidig med at han stræber efter at blive endnu bedre. Med andre ord, han ved endnu ikke hvor dygtig han er og har en naivistisk tilgang til nye udfordringer, som et barn, der modigt tager sine første skridt og endnu ikke ved at man til tider, vil snuble.
Han besidder empati og nærvær, selv på afstand og ikke fordi det er noget han har tillært sig, for at kunne charmere det andet køn, til kvinden sidder godt viklet ind, som en hornfisk på silkesnor, men fordi hans liv leves med hjertet. Hans livsværdier, er hans guide til et liv i ro og harmoni, og han giver ikke køb på dem, for et øjebliks euforisk rush, for han evner slet ikke at være afstumpet, hverken i forhold til sig selv eller andre, og selvom det ydre kan fremstå en smule amputeret, ses han som det komplette og fuldendte menneske.
Han har en karisma, der straks fylder et rum og smitter som luftbåren ebola-virus, så snart han betræder det og han kan med sin dybe stemme, fange hvert ører, uden så meget som at skulle hæve tonelejet og med sin drengede latter, afvæbne enhver forberedt bagholdsangreb. Hans ord bliver serveret, velovervejede og eftertænksomme, uden at de pakkes så godt ind, i glinsende papir og gavebånd, at de mister deres betydning og mening. Han har desuden en fantastisk evne til at tie stille og lytte, som er han momentært statist i en stumfilm, og på mærkværdig vis føler man sig hypnotiseret, til en ucensureret talestrøm, som han indtager, smager på, analyserer og vurderer, for efterfølgende at dømme og kommenterer, med samme stilfærdighed.
Hans flor-lette og blide berøring kan få, selv den mest jordnære kvinde til at lette og flyve, i den vished om at hans faste favntag, er så stærkt at hun aldrig kommer til at svæve i intetheden alene, og at han altid vil trække hende til sig, skulle tyngdekraften ophæves. Hans kys rammer, som små varme regndråber, på en sommerdag, efter lang tids tørke, men efterlader sig en atmosfære om en kommende monsum og man venter blot på at himlen skal åbne sig, til den store livgivende skylle, så de små frø kan vokse sig til trækroner, der rækker højere end øjet kan se.
Dette er min Mr Right, min Loch Ness og det værste er, at han ved det slet ikke. Han har endnu ikke opdaget, hvor perfekt han er for mig og hvor længe jeg har søgt efter denne sjældenhed, som en anden uddøende race, der måske er den sidste af sin art. Hvor værdifuld jeg ser ham og hvor meget jeg frygter, at han aldrig kommer til overfladen i min verden, men ender i min scrapbog, som et glimt af hvad der gemmer sig derude, men aldrig opnår!
Nu ved jeg rent faktisk ikke, hvad der sker inde bag pandeskallen af den perfekte mand, når en kvinde som jeg, pludselig bader ham i et spotlys af komplimenter og betaget afventer hans reaktion, da jeg hverken er synsk eller har de store erfaringer, med denne sjældne race. Men det betyder ikke, at jeg ikke ved, hvad der gør ham så pokkers fantastisk, set med mine øjne og hvorledes han ganske ubevidst, placeres på den oplyste pedistal, hvor der ikke er mulighed for at vælge andre veje, end op eller ned. Min mr. Right, ser jeg således:
Han, ikke alene, nyder det han laver i sit daglige virke, men han mestre rent faktisk også, at være god til det, samtidig med at han stræber efter at blive endnu bedre. Med andre ord, han ved endnu ikke hvor dygtig han er og har en naivistisk tilgang til nye udfordringer, som et barn, der modigt tager sine første skridt og endnu ikke ved at man til tider, vil snuble.
Han besidder empati og nærvær, selv på afstand og ikke fordi det er noget han har tillært sig, for at kunne charmere det andet køn, til kvinden sidder godt viklet ind, som en hornfisk på silkesnor, men fordi hans liv leves med hjertet. Hans livsværdier, er hans guide til et liv i ro og harmoni, og han giver ikke køb på dem, for et øjebliks euforisk rush, for han evner slet ikke at være afstumpet, hverken i forhold til sig selv eller andre, og selvom det ydre kan fremstå en smule amputeret, ses han som det komplette og fuldendte menneske.
Han har en karisma, der straks fylder et rum og smitter som luftbåren ebola-virus, så snart han betræder det og han kan med sin dybe stemme, fange hvert ører, uden så meget som at skulle hæve tonelejet og med sin drengede latter, afvæbne enhver forberedt bagholdsangreb. Hans ord bliver serveret, velovervejede og eftertænksomme, uden at de pakkes så godt ind, i glinsende papir og gavebånd, at de mister deres betydning og mening. Han har desuden en fantastisk evne til at tie stille og lytte, som er han momentært statist i en stumfilm, og på mærkværdig vis føler man sig hypnotiseret, til en ucensureret talestrøm, som han indtager, smager på, analyserer og vurderer, for efterfølgende at dømme og kommenterer, med samme stilfærdighed.
Hans flor-lette og blide berøring kan få, selv den mest jordnære kvinde til at lette og flyve, i den vished om at hans faste favntag, er så stærkt at hun aldrig kommer til at svæve i intetheden alene, og at han altid vil trække hende til sig, skulle tyngdekraften ophæves. Hans kys rammer, som små varme regndråber, på en sommerdag, efter lang tids tørke, men efterlader sig en atmosfære om en kommende monsum og man venter blot på at himlen skal åbne sig, til den store livgivende skylle, så de små frø kan vokse sig til trækroner, der rækker højere end øjet kan se.
Dette er min Mr Right, min Loch Ness og det værste er, at han ved det slet ikke. Han har endnu ikke opdaget, hvor perfekt han er for mig og hvor længe jeg har søgt efter denne sjældenhed, som en anden uddøende race, der måske er den sidste af sin art. Hvor værdifuld jeg ser ham og hvor meget jeg frygter, at han aldrig kommer til overfladen i min verden, men ender i min scrapbog, som et glimt af hvad der gemmer sig derude, men aldrig opnår!
tirsdag den 21. februar 2012
Bloggen, kun jeg forstår.....
Guess what, jeg er kvinde og alene af den grund, har jeg en tendens til at tolke og måske endda overfortolke, vil nogen nok påstå, på alle de ord der smides min vej, fra alverdens hjørner. Det er sådan et mode, vi kvinder evner at gå i, når vi savner svar på vores spørgsmål eller vi rent faktisk ikke helt forstod meningen, fordi det var pakket så pænt og nysseligt ind, at selvom dette er vores spidskompetence, så knudres gavebåndet blot endnu mere når vi forsøger at snuse i pakken.
Sådan et mode er jeg desværre faldet i lige nu og selvom jeg siger til mig selv SNAP OUT OF IT, så hjælper det lige lidt, når dagens ord spilles, som et kassettebånd fra dengang mor her var ung, og evindeligt spoles tilbage, om og om igen i mit hoved. Hvis det dog blot er det faktum, at jeg søger mening med ordene eller rettere mangel på samme, der gør at jeg nu har drukket så meget kaffe, at søvn ikke er en mulighed de næste par timer og i stedet (igen) sidder her og klapre løs på tasterne. Men næh nej, jeg evner skam samtidig at multitolke nok, til at drage sammenligninger med tidligere oplevelser og blende det hele sammen til en en smoothie af honning og citronsyre, som kildre sødt på tungen, men med en bitter eftersmag.
De ord, der tumler rundt bag panden, lige nu er "øhhhh, det føltes da lidt underligt"..... Ja, pardon me, men det er sgu da en UNDERLIG sætning, at sammenkæde til en dybtfølt bekymring, som var de blot mavekramper, der kunne forveksles med sult og jeg sidder nu og funderer over hvilken værdi, disse ord så har?! Tolke, tolke, tolke og vupti kom svaret, som var det sendt med et "månebarn" fra nattehimmelen.
Tina, nok er du ikke søvnig, men du vrøvler afsindigt, til absolut ingens forståelse og er træt, rigtig træt...... og du skal slukke pæren og gå i din seng og blot glæde dig over, at der i morgen venter en alt for længe ventet samtale, med en tur ned af memory lane og med tusinde spørgsmål, som du har hele livet til at få svaret på og som kan give dig inspiration til et utal af I live to wonder-blogs!
Sådan et mode er jeg desværre faldet i lige nu og selvom jeg siger til mig selv SNAP OUT OF IT, så hjælper det lige lidt, når dagens ord spilles, som et kassettebånd fra dengang mor her var ung, og evindeligt spoles tilbage, om og om igen i mit hoved. Hvis det dog blot er det faktum, at jeg søger mening med ordene eller rettere mangel på samme, der gør at jeg nu har drukket så meget kaffe, at søvn ikke er en mulighed de næste par timer og i stedet (igen) sidder her og klapre løs på tasterne. Men næh nej, jeg evner skam samtidig at multitolke nok, til at drage sammenligninger med tidligere oplevelser og blende det hele sammen til en en smoothie af honning og citronsyre, som kildre sødt på tungen, men med en bitter eftersmag.
De ord, der tumler rundt bag panden, lige nu er "øhhhh, det føltes da lidt underligt"..... Ja, pardon me, men det er sgu da en UNDERLIG sætning, at sammenkæde til en dybtfølt bekymring, som var de blot mavekramper, der kunne forveksles med sult og jeg sidder nu og funderer over hvilken værdi, disse ord så har?! Tolke, tolke, tolke og vupti kom svaret, som var det sendt med et "månebarn" fra nattehimmelen.
Tina, nok er du ikke søvnig, men du vrøvler afsindigt, til absolut ingens forståelse og er træt, rigtig træt...... og du skal slukke pæren og gå i din seng og blot glæde dig over, at der i morgen venter en alt for længe ventet samtale, med en tur ned af memory lane og med tusinde spørgsmål, som du har hele livet til at få svaret på og som kan give dig inspiration til et utal af I live to wonder-blogs!
mandag den 20. februar 2012
Det lille stik...
Er du jaloux? Mange vil sikkert svare, så absolut NO FREAKING WAY, til dette spørgsmål og bedyre at denne følelse, ikke alene er altødelæggende for et forhold, men også er et ord der ikke findes, på deres Google Translate. At jalousiens grimme ansigt, kun viser sig ved manglende tillid, når usikkerheden bliver den mest gennemsyrede faktor eller når man ikke selv, har rent mel i Ikea-krukken, man netop har erhvervet sig for at holde alverdens utøj ude.
Selvfølgelig er jalousi en forfærdelig, destruktiv djævel, når den udmønter sig i restriktive begrænsninger og projekteret skyldfølelse, eller når den er aller værst, med en psykisk eller fysisk voldshandling til følge. Og ligeså forfærdelig jalousien opleves, af den skinsyge part, ligeså uforståelig er den for modtageren, som ikke begriber hvorfra mistilliden kommer og hvorledes den bør håndteres. Dette er en ond cirkel.
Men der findes også den gode og bekræftende jalousi, som set med mine briller, kan være med til at give et forhold vitalitet og det livgivende pust, som man til tider kan mangle. Det er den, der giver et lille stik, som nødvendigvis ikke kræver nogen handling, men som alligevel rokker en smule ved vores, ellers så stålsikre tro på det romantiserede ejerskab, at vores livs kærlighed befinder sig præcis på der, vi efterlod vedkommende. Og den skal vi ikke på nogen måde skjule, overse eller nedgøre, for den er blot med til at bekræfte os i, at kærligheden er som en skrøbelig rose, der uden næring og pleje, vil visne og tabe de smukke kronblade, som dufter så fantastisk.
Vælger vi derimod at ignorerer den lille jalousi eller endda skabe illusionen af det modsatte, ender vi med en plastikblomst, som måske for evig tid vil fremstå farverig og uden torne, men som aldrig vil føles ægte, reel og være total duftfri, hvis den da er af ptalat-frit materiale. For i min verden skal kærlighed føles, duftes og sanses, også når den fra tid til anden giver sig til kende ved andet end bevingede insekter i maven, sporatiske svimmelhedsanfald og momentær euforisk sindsyge. Evner du slet ikke at føle jalousi, i selv den mindste form, vil jeg påstå at du er blevet franarret en gave, som faktisk kan være så ganske fantastisk og det er da i øvrigt en kærlighedserklæring af format, at du kan vække den følelse ved din partner!
Tilbage til mit indledende spørgsmål, som jeg jo så også passende kan rette imod mig selv. Er jeg jaloux? Ja, beklager, men vel er jeg da det, også selvom jeg til tider forsøger at bekæmpe og ignorere den, for at beskytte mig selv for de spidse tornes stik. Men samtidig forsøger jeg at minde mig selv om, at når følelsen dukker op, er det blot mit indre, der vil sikre sig, at jeg ikke går i stok og fortæller mig at jeg bør værdsætte den kærlighed, jeg så uselvisk får foræret og arbejde for at opretholde den og bringe den, til endnu ukendte højder. Tager intet for givet længere!!!
Selvfølgelig er jalousi en forfærdelig, destruktiv djævel, når den udmønter sig i restriktive begrænsninger og projekteret skyldfølelse, eller når den er aller værst, med en psykisk eller fysisk voldshandling til følge. Og ligeså forfærdelig jalousien opleves, af den skinsyge part, ligeså uforståelig er den for modtageren, som ikke begriber hvorfra mistilliden kommer og hvorledes den bør håndteres. Dette er en ond cirkel.
Men der findes også den gode og bekræftende jalousi, som set med mine briller, kan være med til at give et forhold vitalitet og det livgivende pust, som man til tider kan mangle. Det er den, der giver et lille stik, som nødvendigvis ikke kræver nogen handling, men som alligevel rokker en smule ved vores, ellers så stålsikre tro på det romantiserede ejerskab, at vores livs kærlighed befinder sig præcis på der, vi efterlod vedkommende. Og den skal vi ikke på nogen måde skjule, overse eller nedgøre, for den er blot med til at bekræfte os i, at kærligheden er som en skrøbelig rose, der uden næring og pleje, vil visne og tabe de smukke kronblade, som dufter så fantastisk.
Vælger vi derimod at ignorerer den lille jalousi eller endda skabe illusionen af det modsatte, ender vi med en plastikblomst, som måske for evig tid vil fremstå farverig og uden torne, men som aldrig vil føles ægte, reel og være total duftfri, hvis den da er af ptalat-frit materiale. For i min verden skal kærlighed føles, duftes og sanses, også når den fra tid til anden giver sig til kende ved andet end bevingede insekter i maven, sporatiske svimmelhedsanfald og momentær euforisk sindsyge. Evner du slet ikke at føle jalousi, i selv den mindste form, vil jeg påstå at du er blevet franarret en gave, som faktisk kan være så ganske fantastisk og det er da i øvrigt en kærlighedserklæring af format, at du kan vække den følelse ved din partner!
Tilbage til mit indledende spørgsmål, som jeg jo så også passende kan rette imod mig selv. Er jeg jaloux? Ja, beklager, men vel er jeg da det, også selvom jeg til tider forsøger at bekæmpe og ignorere den, for at beskytte mig selv for de spidse tornes stik. Men samtidig forsøger jeg at minde mig selv om, at når følelsen dukker op, er det blot mit indre, der vil sikre sig, at jeg ikke går i stok og fortæller mig at jeg bør værdsætte den kærlighed, jeg så uselvisk får foræret og arbejde for at opretholde den og bringe den, til endnu ukendte højder. Tager intet for givet længere!!!
søndag den 19. februar 2012
Nedfaldsfrugt..... (fortsat)
Min blog er åbenbart skrevet tilpas uforståelig, til at meningen ikke opfattes, som den var ment og det beklager jeg naturligvis for den har selvfølgelig et vigtigt budskab. Så jeg derfor vil jeg forsøge en lidt anden vinkel, som måske kan banke sømmet igennem planken, til selv de mest tykpandede (ja, det var dig, jeg mente). Her kommer samme blog, skrevet som pixiebogs eventyr:
Der var engang en kvinde, som ikke havde nogen mand. Ham, havde hun nemlig ladet sig skille fra for mange år siden og nu skulle hun finde en ny. Hun tilmeldte sig derfor et dyrt dating-site, hvor hun skrev med nogle mænd om de eventuelt kunne være ham, hun søgte. Det var de ikke, hvilket jo ikke var deres skyld, men hun fandt i stedet en lille niche i bloggen, hvor hun kunne sprede sine tanker. Her fandt hun venner, i alverdens afskygninger og fra hele Danmark og som delte hendes passion for ord.
Da hun udtrådte fra dette dating-site, mødte hun godt nok en mand, som fik prøvetid som potentiel livsledsager, men de viste sig ikke at være rette for hinanden, så hun vendte tilbage til singlelivet og til et andet dating-site. Men denne gang, ikke for at finde en mand, men for at fortsætte hvor hun slap, med at blogge og sprede sine ord, for hvem end der måtte lytte. Og hun levede lykkeligt til hun loggede af igen!
Med andre ord: Jeg tror ikke på, at jeg kan og skal søge kærligheden på nettet, men ved dog hvordan den føles, når den rammer og slår til i virkelighedens verden og jeg står overfor ham, for selvfølgelig kan også jeg rammes. Jeg er jo blot et menneske og når jeg falder for kærlighedens fod, så falder jeg head over heels og kan ikke yde andre den opmærksomhed. Den tilkommer ham, der når helt ind, hvor der ikke er plads til flere, som jeg også forsøgte at fortælle med det link jeg finder både sigende og smukt:
Der var engang en kvinde, som ikke havde nogen mand. Ham, havde hun nemlig ladet sig skille fra for mange år siden og nu skulle hun finde en ny. Hun tilmeldte sig derfor et dyrt dating-site, hvor hun skrev med nogle mænd om de eventuelt kunne være ham, hun søgte. Det var de ikke, hvilket jo ikke var deres skyld, men hun fandt i stedet en lille niche i bloggen, hvor hun kunne sprede sine tanker. Her fandt hun venner, i alverdens afskygninger og fra hele Danmark og som delte hendes passion for ord.
Da hun udtrådte fra dette dating-site, mødte hun godt nok en mand, som fik prøvetid som potentiel livsledsager, men de viste sig ikke at være rette for hinanden, så hun vendte tilbage til singlelivet og til et andet dating-site. Men denne gang, ikke for at finde en mand, men for at fortsætte hvor hun slap, med at blogge og sprede sine ord, for hvem end der måtte lytte. Og hun levede lykkeligt til hun loggede af igen!
Med andre ord: Jeg tror ikke på, at jeg kan og skal søge kærligheden på nettet, men ved dog hvordan den føles, når den rammer og slår til i virkelighedens verden og jeg står overfor ham, for selvfølgelig kan også jeg rammes. Jeg er jo blot et menneske og når jeg falder for kærlighedens fod, så falder jeg head over heels og kan ikke yde andre den opmærksomhed. Den tilkommer ham, der når helt ind, hvor der ikke er plads til flere, som jeg også forsøgte at fortælle med det link jeg finder både sigende og smukt:
If you’re not the one then why does my soul feel glad today?
If you’re not the one then why does my hand fit yours this way?
If you are not mine then why does your heart return my call?
If you are not mine would I have the strength to stand at all?
I never know what the future brings
But I know you are here with me now
We will make it through
And I hope you are the one I share my life with
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
If I don’t need you then why am I crying on my bed?
If I don’t need you then why does your name resound in my head?
If you’re not for me then why does this distance maim my life?
If you’re not for me then why do I dream of you as my wife?
I don’t know why you’re so far away
But I know that this much is true
We will make it through
And I hope you’re the one I share my life with
And I wish that you could be the one I die with
And I pray in you’re the one I build my home with
I hope I love you all my life
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
Cause I miss you, body and soul so strong that it takes my breath away
And I breathe you into my heart and pray for the strength to stand today
Cause I love you, whether its wrong or right
And though I can’t be with you tonight
And know my heart is by your side
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
If you’re not the one then why does my hand fit yours this way?
If you are not mine then why does your heart return my call?
If you are not mine would I have the strength to stand at all?
I never know what the future brings
But I know you are here with me now
We will make it through
And I hope you are the one I share my life with
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
If I don’t need you then why am I crying on my bed?
If I don’t need you then why does your name resound in my head?
If you’re not for me then why does this distance maim my life?
If you’re not for me then why do I dream of you as my wife?
I don’t know why you’re so far away
But I know that this much is true
We will make it through
And I hope you’re the one I share my life with
And I wish that you could be the one I die with
And I pray in you’re the one I build my home with
I hope I love you all my life
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
Cause I miss you, body and soul so strong that it takes my breath away
And I breathe you into my heart and pray for the strength to stand today
Cause I love you, whether its wrong or right
And though I can’t be with you tonight
And know my heart is by your side
I don’t want to run away but I can’t take it, I don’t understand
If I am not made for you then why does my heart tell me that I am?
Is there any way that I can stay in your arms?
lørdag den 18. februar 2012
Nedfaldsfrugt....
Hvor finder man sig en mand? Sådan en stabil, kløgtig og ganske uimodståelig én af slagsen, som selvfølgelig anser mig, som den smukkeste og dejligste kvinde og hvis største drøm, er at vågne op med halvdelen af min hårpragt i munden, mens han nyder synet af gårsdagens udtværede make up?! Sådanne mænd hænger vist ikke på træerne, for selvom der findes masser af singlemænd i vores lille Danmark, finder jeg det stadig sværere, i takt med at antallet af mine årringe stødt stiger for hvert år (de bedste er jo som regel taget). Det kan selvfølgelig også være at jeg er for krævende, selektiv og satser helt forkert, og selv vælger at træde den længste og mest kuperede, snørklede sti til kærlighedens destination?!
Der findes efterhånden et utal af dating-sider, som alle har det til fælles, at skabe rammer for dem, der har fundet ud af, at visse ting i livet er sjovere når man er to, og de stiler hver især imod forskellige målgrupper, alt efter hvilke krav, ønsker eller præferencer man har. Der findes sider for landmænd, de intellektuelle, forretnings-folket, kæledyrs-ejerne, de lystige, de grimme, de tunge, ja selv de gifte og selvom jeg kun selv har benyttet de knap så kassetænkende af slagsen, kan jeg nok betegnes som øvet og jomfruelig på samme tid.
Øvet, fordi jeg nu ved, hvorledes denne verden fungerer, (eller ikke gør) og jeg har en idé om hvordan andre beskuer den (og i særdeleshed mig), igennem de lyserøde datingbriller, når de søger med lys og lygte, efter den næste eneste ene. Jeg kender gamet og ser hvor vigtigt det er, at sælge sig selv godt, når man håber på at blive spottet af ham, der der endnu ikke har været klar over din eksistens, som hende han ikke kan leve livet uden. Erfaren nok til at vide, hvilke værdier jeg finder vigtige og hvad der sætter dette hjerte i brand.
Jomfruelig, fordi jeg endnu aldrig har fundet en kæreste på et sådan site, og aldrig har taget skridtet til sælge mig selv, med en beskrivende profiltekst, hvor jeg fortæller om min hang til hygge og god rødvin. Så jeg kan jo undre mig over, hvorfor jeg så vælger at oprette en profil, med et marcipan-filtreret, dog vellignende billede, et fantastisk intetsigende nickname og med præcis så sparsomme oplysninger, at man efter endt læsning, ikke er blevet en skid klogere?! Endnu mere forunderligt er det at jeg ikke søger noget, hverken kæreste, date eller flirt, hvilket jo i sig selv er en modsigelse til min tilstedeværelse og som dog også overrasker de fleste, som finder modet til at invitere, til et eventuelt møde.
For selvfølgelig vil jeg gerne have en kæreste, en livsledsager, en mand, som jeg kan kalde min bedre halvdel, men jeg har ikke lyst til at være den plukkemodne frugt, som frister en tilfældig Adam og han kan veje og måle, finde køn nok, sød nok eller bare en passende trøstesnack. Så hellere overmodnes, satse på Murhy's lov og med saftsprøjt og buler i panden til følge, lade mig dumpe ned i hovedet på ham og håbe på at mit lettere forslåede og uperfekte skind, stadig vækker en livslang appetit, selvom trætoppen vrimler med fristende, rød frugt.
Jeg tror dog faktisk at datingsites virker, hvis man vitterlig søger en kæreste eller en date, hvilket jeg har set med selvsyn en flere gange, som fx. hende der nu venter barn med sin netdate og hende der netop er blevet gift med sin netdate og jeg kunne blive ved. Men jeg har endnu ikke min mand og benytter derfor den del af datingverdenen, jeg finder sjovest og kan beherske, nemlig bloggen på Onlylove.dk, som ikke lænser min pengepung og som henvender sig til alle...... Selv nedfaldsfrugt, som mig!
Der findes efterhånden et utal af dating-sider, som alle har det til fælles, at skabe rammer for dem, der har fundet ud af, at visse ting i livet er sjovere når man er to, og de stiler hver især imod forskellige målgrupper, alt efter hvilke krav, ønsker eller præferencer man har. Der findes sider for landmænd, de intellektuelle, forretnings-folket, kæledyrs-ejerne, de lystige, de grimme, de tunge, ja selv de gifte og selvom jeg kun selv har benyttet de knap så kassetænkende af slagsen, kan jeg nok betegnes som øvet og jomfruelig på samme tid.
Øvet, fordi jeg nu ved, hvorledes denne verden fungerer, (eller ikke gør) og jeg har en idé om hvordan andre beskuer den (og i særdeleshed mig), igennem de lyserøde datingbriller, når de søger med lys og lygte, efter den næste eneste ene. Jeg kender gamet og ser hvor vigtigt det er, at sælge sig selv godt, når man håber på at blive spottet af ham, der der endnu ikke har været klar over din eksistens, som hende han ikke kan leve livet uden. Erfaren nok til at vide, hvilke værdier jeg finder vigtige og hvad der sætter dette hjerte i brand.
Jomfruelig, fordi jeg endnu aldrig har fundet en kæreste på et sådan site, og aldrig har taget skridtet til sælge mig selv, med en beskrivende profiltekst, hvor jeg fortæller om min hang til hygge og god rødvin. Så jeg kan jo undre mig over, hvorfor jeg så vælger at oprette en profil, med et marcipan-filtreret, dog vellignende billede, et fantastisk intetsigende nickname og med præcis så sparsomme oplysninger, at man efter endt læsning, ikke er blevet en skid klogere?! Endnu mere forunderligt er det at jeg ikke søger noget, hverken kæreste, date eller flirt, hvilket jo i sig selv er en modsigelse til min tilstedeværelse og som dog også overrasker de fleste, som finder modet til at invitere, til et eventuelt møde.
For selvfølgelig vil jeg gerne have en kæreste, en livsledsager, en mand, som jeg kan kalde min bedre halvdel, men jeg har ikke lyst til at være den plukkemodne frugt, som frister en tilfældig Adam og han kan veje og måle, finde køn nok, sød nok eller bare en passende trøstesnack. Så hellere overmodnes, satse på Murhy's lov og med saftsprøjt og buler i panden til følge, lade mig dumpe ned i hovedet på ham og håbe på at mit lettere forslåede og uperfekte skind, stadig vækker en livslang appetit, selvom trætoppen vrimler med fristende, rød frugt.
Jeg tror dog faktisk at datingsites virker, hvis man vitterlig søger en kæreste eller en date, hvilket jeg har set med selvsyn en flere gange, som fx. hende der nu venter barn med sin netdate og hende der netop er blevet gift med sin netdate og jeg kunne blive ved. Men jeg har endnu ikke min mand og benytter derfor den del af datingverdenen, jeg finder sjovest og kan beherske, nemlig bloggen på Onlylove.dk, som ikke lænser min pengepung og som henvender sig til alle...... Selv nedfaldsfrugt, som mig!
torsdag den 16. februar 2012
Dream on.......
Problemet med mig, er at jeg ikke besidder noget filter, der kan afholde de største drømme, fra at flyve ud af munden min og lyde som en lille bøvs af forventninger, som var jeg blevet smidt over skulderen og klappet nænsomt på ryggen. Og så kan jeg så sidde her på bagkant og ærgre mig over, at mine evner til at standse strømmen fra mit verbale organ, er nogenlunde ligeså veludviklet, som min evne til at undgå drømmenes himmelfugt, når søde ord hviskes i mit øre.
Selvom mine drømme til tider føles, at række efter stjernerne, er de så ganske uskyldige og jordnære, at det for andre, er de rene bagateller og selvfølgeligheder, som ikke er værd at sende mange tanker efter og jeg kan med undren og en anelse misundelse, ikke begribe at de negligeres?! Jeg drømmer ikke længere om materielle ting, som den nye VW Passat, der ville stå godt til min nye håndtaske, det fede LCD-tv, der med et smukt design, kunne erstatte det gamle husalter, selvom det sjældent er tændt og jeg drømmer ikke om rejser til fjerne destinationer, hvor solen kunne brune den vinterhvide hud, mens jeg bestiller den næste strawberry daqueri, med ordene "keep'em comming". Ikke at alle disse ting ikke, på hver sin måde, er lækre, men de er dog blot nice to have og har ikke førsteprioritet i mit indre Utopia, hvor mine need to have er af ganske anden karakter.
Og nu kunne jeg jo godt fortælle, med de mest maleriske ord og synonymer, hvad det præcist er, jeg misunder alle jer andre, men det er her jeg skal tie og tøjle tungen, bag de lettere, skæve tænder i undermunden. For hvis det er meningen, at jeg skal nå stjernerne og opfylde mine drømme, i dette liv, sker det alligevel ikke ved at jeg kaster dem for andres fødder, med chancen for at de bruges som dørmåtte eller blot bliver overset i deres beskedne form og manglende højde. Ingen lotto-gevinst kan købe mig disse drømme, ligeså lidt som nogen anden end mig, kan definere hvilke drømme, der er værd at stræbe efter og kæmpe for at opleve i dette så korte liv, selvom det bliver svært at realisere uden en vis udefrakommende indvirken.
Forskellen ligger måske i, at så snart drømmene er sendt ud af hovedet, ned på skrift eller sagt højt, bliver de for modtageren til forventninger, som måske kan virke ligegyldige, urealistiske eller måske ligefrem ufravigelige krav, som var de underskriften på en bindende aftale?! Forventningens glæde er dog som sagt den største, og derfor ikke nødvendigvis noget negativt, da forventninger jo også kan betragtes, som modsætningen til ligegyldigheden, som de færreste finder særlig flatterende eller berigende. Men jeg ved dog også alt for godt, hvorledes andres og egne formodede forventninger, kan virke skræmmende og afskrækkende, også selvom de blot er naive drømme, ønsker og forestillinger, fremstammet i et svagt øjebliks tankespin, som tog på detour, ud i virkelighedens verden.
Konklusionen må derfor være, at Tina snart skal lære at hendes naive, små drømme hører til, bag hendes egen pandeskal, imellem kl. 24:00 og 05:15 og at hun i tidsrummet derudover, bør spise flere hold-kæft-bolcher og så i øvrigt finde en materialiseret drøm, hun kan indfrie næste gang hun vinder i lotto, for det sker jo all the fucking time, right?!
Selvom mine drømme til tider føles, at række efter stjernerne, er de så ganske uskyldige og jordnære, at det for andre, er de rene bagateller og selvfølgeligheder, som ikke er værd at sende mange tanker efter og jeg kan med undren og en anelse misundelse, ikke begribe at de negligeres?! Jeg drømmer ikke længere om materielle ting, som den nye VW Passat, der ville stå godt til min nye håndtaske, det fede LCD-tv, der med et smukt design, kunne erstatte det gamle husalter, selvom det sjældent er tændt og jeg drømmer ikke om rejser til fjerne destinationer, hvor solen kunne brune den vinterhvide hud, mens jeg bestiller den næste strawberry daqueri, med ordene "keep'em comming". Ikke at alle disse ting ikke, på hver sin måde, er lækre, men de er dog blot nice to have og har ikke førsteprioritet i mit indre Utopia, hvor mine need to have er af ganske anden karakter.
Og nu kunne jeg jo godt fortælle, med de mest maleriske ord og synonymer, hvad det præcist er, jeg misunder alle jer andre, men det er her jeg skal tie og tøjle tungen, bag de lettere, skæve tænder i undermunden. For hvis det er meningen, at jeg skal nå stjernerne og opfylde mine drømme, i dette liv, sker det alligevel ikke ved at jeg kaster dem for andres fødder, med chancen for at de bruges som dørmåtte eller blot bliver overset i deres beskedne form og manglende højde. Ingen lotto-gevinst kan købe mig disse drømme, ligeså lidt som nogen anden end mig, kan definere hvilke drømme, der er værd at stræbe efter og kæmpe for at opleve i dette så korte liv, selvom det bliver svært at realisere uden en vis udefrakommende indvirken.
Forskellen ligger måske i, at så snart drømmene er sendt ud af hovedet, ned på skrift eller sagt højt, bliver de for modtageren til forventninger, som måske kan virke ligegyldige, urealistiske eller måske ligefrem ufravigelige krav, som var de underskriften på en bindende aftale?! Forventningens glæde er dog som sagt den største, og derfor ikke nødvendigvis noget negativt, da forventninger jo også kan betragtes, som modsætningen til ligegyldigheden, som de færreste finder særlig flatterende eller berigende. Men jeg ved dog også alt for godt, hvorledes andres og egne formodede forventninger, kan virke skræmmende og afskrækkende, også selvom de blot er naive drømme, ønsker og forestillinger, fremstammet i et svagt øjebliks tankespin, som tog på detour, ud i virkelighedens verden.
Konklusionen må derfor være, at Tina snart skal lære at hendes naive, små drømme hører til, bag hendes egen pandeskal, imellem kl. 24:00 og 05:15 og at hun i tidsrummet derudover, bør spise flere hold-kæft-bolcher og så i øvrigt finde en materialiseret drøm, hun kan indfrie næste gang hun vinder i lotto, for det sker jo all the fucking time, right?!
mandag den 13. februar 2012
Be My Valentine?
Hvis det skulle have glippet din opmærksomhed, så er Valentinsdag lige om hjørnet og selvom den ikke er en "indfødt" tradition, lader det til at danskerne har taget imod den. Dette er til trods for de mange protester, om at det er en smart amerikansk opfindelse, for at øge salget af blomster, kort og bling bling, til at smyge om en kvindes hals. Og sådan er det da sikkert også startet i tidernes morgen, på lige fod med mor's dag og halloween, som også begge er af amerikansk oprindelse, med gaveregn og udklædning til stor profit for butikkerne.
Men hvorfor er disse dage mere forkastelige at fejre end så mange andre? Vi fejre jo med glæde Jesus fødsels, selvom vi ikke tror på ham, men sætter en lille rødklædt tyk mand i stedet, for at have en undskyldning for at fortsætte. Vi fejre påsken, igen i Jesus navn, men har udskiftet det makaber billede af en korsfæstet mand med blødende hænder, med små fluffy kyllinger og lam, så vi stadig med god samvittighed kan sige, at vi har fortjent disse arbejdsfri dage. Jeg forsøger ikke at revse nogen, for jeg er ikke selv den mest ihærdige kirkegænger, så længe der ikke er nogen der skal giftes eller er døde, og i Danmark er det i øvrigt næsten mere populært at lade sig skille, end det er at blive gift eller dø!
Nå, men tilbage til Valentinsdag, som jeg faktisk for første gang EVER, har tænkt mig at fejre, til trods for at jeg har haft muligheden adskillige år. Og nu tænker du måske, at det er noget mærkværdigt noget, når nu jeg er single og slet ikke har nogen kæreste at købe roser og hjerteformet vingummi til, men hvem siger at man skal have det? Jeg behøver ikke en kæreste for at vide at kærlighed, er noget af det smukkeste der kan ske for mig og jeg nok altid vil stræbe efter dens kærtegn og beruselse, som den love-addict jeg er. Jeg er på sin vis bedøvende ligeglad med hvem, hvad og hvor Valentinsdag er opfundet og hvem, der profiterer herpå, så længe jeg synes budskabet er smukt og der ikke indføres købetvang af røde langstilkede roser.
Som de fleste andre kvinder, elsker jeg naturligvis at blive begavet med blomster, hvilket i øvrigt ikke sker for tit, men jeg vil faktisk på denne dag sætte langt højere pris på hyldesten til kærligheden, ved kys, knus og kærlige ord, for de visner aldrig i mit hoved eller mit hjerte. Dem kan jeg finde frem ligeså mange gange jeg skulle lyste til, hvis de altså gør indtryk nok til at fremkalde af hukommelsens gemmer..... Men de er der faktisk allerede og dem vil jeg hive frem i morgen og lade dem gennemstrømme mig, mens jeg hylder det jeg evigt søger og aldrig kan få nok af... Dig!
Men hvorfor er disse dage mere forkastelige at fejre end så mange andre? Vi fejre jo med glæde Jesus fødsels, selvom vi ikke tror på ham, men sætter en lille rødklædt tyk mand i stedet, for at have en undskyldning for at fortsætte. Vi fejre påsken, igen i Jesus navn, men har udskiftet det makaber billede af en korsfæstet mand med blødende hænder, med små fluffy kyllinger og lam, så vi stadig med god samvittighed kan sige, at vi har fortjent disse arbejdsfri dage. Jeg forsøger ikke at revse nogen, for jeg er ikke selv den mest ihærdige kirkegænger, så længe der ikke er nogen der skal giftes eller er døde, og i Danmark er det i øvrigt næsten mere populært at lade sig skille, end det er at blive gift eller dø!
Nå, men tilbage til Valentinsdag, som jeg faktisk for første gang EVER, har tænkt mig at fejre, til trods for at jeg har haft muligheden adskillige år. Og nu tænker du måske, at det er noget mærkværdigt noget, når nu jeg er single og slet ikke har nogen kæreste at købe roser og hjerteformet vingummi til, men hvem siger at man skal have det? Jeg behøver ikke en kæreste for at vide at kærlighed, er noget af det smukkeste der kan ske for mig og jeg nok altid vil stræbe efter dens kærtegn og beruselse, som den love-addict jeg er. Jeg er på sin vis bedøvende ligeglad med hvem, hvad og hvor Valentinsdag er opfundet og hvem, der profiterer herpå, så længe jeg synes budskabet er smukt og der ikke indføres købetvang af røde langstilkede roser.
Som de fleste andre kvinder, elsker jeg naturligvis at blive begavet med blomster, hvilket i øvrigt ikke sker for tit, men jeg vil faktisk på denne dag sætte langt højere pris på hyldesten til kærligheden, ved kys, knus og kærlige ord, for de visner aldrig i mit hoved eller mit hjerte. Dem kan jeg finde frem ligeså mange gange jeg skulle lyste til, hvis de altså gør indtryk nok til at fremkalde af hukommelsens gemmer..... Men de er der faktisk allerede og dem vil jeg hive frem i morgen og lade dem gennemstrømme mig, mens jeg hylder det jeg evigt søger og aldrig kan få nok af... Dig!
søndag den 12. februar 2012
R.I.P
I nat mistede verden en sanglærke, der med sin unikke stemme, har berørt mange i sterinlysets skær, og bidraget til mange romantiske stunder, med den eneste ene. For ikke kun teksterne hun fik skrevet til sig, kunne sætte ord på følelserne, men stemmen kunne få det til at gå op i en højere enhed og minde os om at der er en bodyguard derude til os alle.Tak for sangen, Whitney!
A few stolen moments is all that we share
You've got your family, and they need you there
Though I've tried to resist, being last on your list
But no other man's gonna do
So I'm saving all my love for you
It's not very easy, living alone
My friends try and tell me, find a man of my own
But each time I try, I just break down and cry
Cause I'd rather be home feeling blue
So I'm saving all my love for you
You used to tell me we'd run away together
Love gives you the right to be free
You said be patient, just wait a little longer
But that's just an old fantasy
I've got to get ready, just a few minutes more
Gonna get that old feeling when you walk through that door
Cause tonight is the night, for a feeling alright
We'll be making love the whole night through
So I'm saving all my love
Yes I'm saving all my love
Yes I'm saving all my love for you
No other woman, is gonna love you more
Cause tonight is the night, that I'm feeling alright
We'll be making love the whole night through ....
You've got your family, and they need you there
Though I've tried to resist, being last on your list
But no other man's gonna do
So I'm saving all my love for you
It's not very easy, living alone
My friends try and tell me, find a man of my own
But each time I try, I just break down and cry
Cause I'd rather be home feeling blue
So I'm saving all my love for you
You used to tell me we'd run away together
Love gives you the right to be free
You said be patient, just wait a little longer
But that's just an old fantasy
I've got to get ready, just a few minutes more
Gonna get that old feeling when you walk through that door
Cause tonight is the night, for a feeling alright
We'll be making love the whole night through
So I'm saving all my love
Yes I'm saving all my love
Yes I'm saving all my love for you
No other woman, is gonna love you more
Cause tonight is the night, that I'm feeling alright
We'll be making love the whole night through ....
lørdag den 11. februar 2012
Howling at the Moon...
Ulv i fåreklæder! Dette label har vi vist alle givet mennesker, vi har mødt på et eller andet tidspunkt og som trådte os lidt forkert over lilletåen, som i forvejen er øm af for smalle stiletter, og som viste sig at have andre og mere slette værdier end vores. Det er mennesker, som alle andre, men som enten har en evne til at fremstå som andet end den de er, eller også har vi selv sat barren i en højde, som ikke engang en stangspringer ville kunne nå og vi må skuffede se dem dratte af pedistalen og ned på et menneskeligt plan. Bevares, der findes naturligvis også dem, der blot mestrer løgnen og usandhedernes kunst og som med hånden på biblen og med deres afdøde forældre i mente, kan sværge stolpe op og ned, uden at man kan spotte det mindste tegn på udvidede pupiller og svedperler på panden.
Vi har alle stået med den følelse, at mennesker vi gav vores tillid, ikke fortjente den og vi kunne ønske dem hen et sted hvor monsunregn, malaria og hajfyldte farvande, ville stå mål med deres personlighed. Hadet og vreden tager hurtigt over, som et skjold for vores egne bristede illusioner og det gør det lettere at håndtere vores omgang med disse personer, på vores vej videre. Andre gange har vi ikke tilladt dem tæt nok på, til at kunne nå ind til vores følelsesregister, fordi vores intuition eller mavefornemmelse har advaret os, med store larmende bogstaver, at man synker dybt, når man bygger slotte på kviksand.
Jeg tror altid at vi vil være præget af vores møder, med varulvene i det fluffy-uldne outfit, for selvom de måske ikke fortjente vores opmærksomhed, indsigten i vores inderste og de efterfølgende tårer, så har vi også lært noget. Vi lærer at ikke alle vil os det godt og det er ingen dårlig lærdom, så længe det ikke afholder os fra at være åbne for alle andre, med knap så mange lånte fjer som forklædning og jeg kan personligt sige, at jeg finder det som noget af en udfordring. Især når man nu har en forventning om, at vedkommende blot venter på at sætte hjørnetænderne i den tyndeste hud på halsen og på bestialsk vis, tage for sig af dit liv, uden at give noget retur.
For hvad pokker stiller man så op, når man står overfor mennesket i ulveklæder, som ved at det ydre skræmmer, men forsøger at kaste den kåbe og blotte sit sande jeg? Når mennesket, der ifølge alle indre alarmklokker burde tappe dig, udnytte din naivitet og med knuste drømme til følge, viser sig at give mere end du troede var muligt?! Når ulven viser sig, at være alt andet end et glubsk vilddyr, der planlægger et bagholdsangreb, men blot søger optagelse og accept i din flok og et partnerskab ved din side, hvor drømmende skal udfordres sammen og hylene imod månen, udføres som duet?!
Det er svært at turde indgå et nyt partnerskab og endnu sværere at lade være, for arrene fra den sidste varulvs tandsæt, står tydeligt frem i dit spejlbillede, alt imens et andet menneske, gentagne gange lader sin bløde mund ramme din hals, uden at efterlade så meget som en antydning af brudt skin. Jeg ved at jeg selv vælger at blotlægge halsen til bid og at det måske blot er et spørgsmål om tid, før jeg såres, men når nu kyssene føles så ægte, er det svært ikke at overbevise mig selv om, at det ikke sker... Offerrollens panser klæder desuden ikke nogen og arrene kan jo heldigvis dækkes med make up, men derfor føler jeg nu ingen trang til at være bidedyr, for kløende hjørnetænder, selv i fuldmånens forførende genskin!
Vi har alle stået med den følelse, at mennesker vi gav vores tillid, ikke fortjente den og vi kunne ønske dem hen et sted hvor monsunregn, malaria og hajfyldte farvande, ville stå mål med deres personlighed. Hadet og vreden tager hurtigt over, som et skjold for vores egne bristede illusioner og det gør det lettere at håndtere vores omgang med disse personer, på vores vej videre. Andre gange har vi ikke tilladt dem tæt nok på, til at kunne nå ind til vores følelsesregister, fordi vores intuition eller mavefornemmelse har advaret os, med store larmende bogstaver, at man synker dybt, når man bygger slotte på kviksand.
Jeg tror altid at vi vil være præget af vores møder, med varulvene i det fluffy-uldne outfit, for selvom de måske ikke fortjente vores opmærksomhed, indsigten i vores inderste og de efterfølgende tårer, så har vi også lært noget. Vi lærer at ikke alle vil os det godt og det er ingen dårlig lærdom, så længe det ikke afholder os fra at være åbne for alle andre, med knap så mange lånte fjer som forklædning og jeg kan personligt sige, at jeg finder det som noget af en udfordring. Især når man nu har en forventning om, at vedkommende blot venter på at sætte hjørnetænderne i den tyndeste hud på halsen og på bestialsk vis, tage for sig af dit liv, uden at give noget retur.
For hvad pokker stiller man så op, når man står overfor mennesket i ulveklæder, som ved at det ydre skræmmer, men forsøger at kaste den kåbe og blotte sit sande jeg? Når mennesket, der ifølge alle indre alarmklokker burde tappe dig, udnytte din naivitet og med knuste drømme til følge, viser sig at give mere end du troede var muligt?! Når ulven viser sig, at være alt andet end et glubsk vilddyr, der planlægger et bagholdsangreb, men blot søger optagelse og accept i din flok og et partnerskab ved din side, hvor drømmende skal udfordres sammen og hylene imod månen, udføres som duet?!
Det er svært at turde indgå et nyt partnerskab og endnu sværere at lade være, for arrene fra den sidste varulvs tandsæt, står tydeligt frem i dit spejlbillede, alt imens et andet menneske, gentagne gange lader sin bløde mund ramme din hals, uden at efterlade så meget som en antydning af brudt skin. Jeg ved at jeg selv vælger at blotlægge halsen til bid og at det måske blot er et spørgsmål om tid, før jeg såres, men når nu kyssene føles så ægte, er det svært ikke at overbevise mig selv om, at det ikke sker... Offerrollens panser klæder desuden ikke nogen og arrene kan jo heldigvis dækkes med make up, men derfor føler jeg nu ingen trang til at være bidedyr, for kløende hjørnetænder, selv i fuldmånens forførende genskin!
onsdag den 8. februar 2012
Jeg mangler min sko....
Hvad er dine værdier og her beder jeg ikke om prisen på dit dyreste fodtøj?! Jeg synes jeg har taget stilling til så mange af mine, i løbet af mit voksenliv og alligevel, føler jeg at de konstant afprøves og testes om de nu også kan holde vand, uden at jeg mister noget af mig selv. Det er en svær knivsæg, at bevæge sig på, når ens verden rent hypotetisk er meget sort/hvid og pludselig blusser op i alle regnbuens farver og man går på kompromis med sine egne holdninger, for at følge sin mavefornemmelse. For mine værdier og holdninger, taler ikke altid samme sprog som mit indre, og her taler jeg ikke om den knurrende stemme, når sulten melder sig, men om den indre stemme der kan retfærdiggøre enhver urationel handling.
Jeg kunne sagtens gøre mig som brevkasse-redaktør for et kvinde-magasin og udbrede min vifte af holdninger og gode råd, som med fornuftens stemme, kunne liste do's og don't's op og få det til at fremstå som det eneste rigtige at gøre. Det er straks langt værre når brevet, der skal besvares, har mig selv som afsender, for jeg kender skam godt mine holdninger og værdier, men jeg vil nok også altid søge svaret i en anden retning og håbe på thumbs-up-ikonet på at jeg ikke er så tosset endda.
Men jeg er slet ikke altid så fornuftig, som jeg udgiver mig for og min store akilleshæl er min evne til at argumentere, for de bolde jeg ville råde alle andre til at lade ligge, kan jeg uden at tøve, finde en grund til selv at spille. Mange citater og sangtekster fortæller mig at jeg "only live once" og at livet er for kort til at fortryde og de ser også tiltalende ud på skrift, med skråskrift og oversået med hjerter i marcipan, men sådan er livet jo ikke, vel? Livet i lille Danmark er jo ikke et klip fra det tyvende århundredes Askepot, "Pretty Woman", hvor helten og heltinden får hinanden i enden og skurken får en lang næse, godt udtværet i deres lykkerus, er det?! Hvor titler og status er noget der er uden betydning, hvor andres mening er noget de kan stoppe op hvor solen ikke skinner og hvor kærligheden har den største vægt af alle?!
Og alligevel fastholdes jeg i troen på, at jeg kan være mere og andet end den jævne jyske pige, som blot har ventet på miraklet kunne ske og som trodser fornuften, for at leve drømmene ud og opnå den euforiske lykke. At jeg er den Askepot, som blot venter på at prinsen finder mig, i mine lasede klæder (okay, så HM-tøj) og indser at jeg i virkeligheden er en prinsessetitel værdig og bortføre mig til et liv ved hans side. Men jeg er ingen ægte Askepot, for det første fordi jeg ikke ejer et ildsted og det eneste aske jeg tømmer, er de røgne cigarretters eftermægle og for det andet fordi jeg inderst inde godt ved at eventyr er noget der findes i drømmerens verden alene. Altså min verden!
Gad vide hvorledes Askepot's eventyr havde set ud, hvis det var skrevet i dag? Mon hun havde været lidt mere kostbar og fortalt prinsen at hun var en selvstændig kvinde og ikke kunne charmeres med en ridetur og en manglende sko, for dem kan vi sgu altid købe flere af, men at han kunne komme igen på 3. date og få svaret om han var mand nok til hende? At der skulle mere end en enkelt dans og lidt søde ord, til at komme under hendes skørter, mens han er midt i en selektions proces (ballet) om hvem der skal være den heldige arving af hans kapitalpension?! Prinsessen med blåt blod og grimme sko eller fattigrøven med de smukke drømme? Tough choice!
Askepot var vel ikke fornuftig, men blot heldig at eventyr på den tid, altid endte lykkeligt. At prinser var ridderlige og målsatte mænd, som jagtede verden rundt, klatrede tårne, nedkæmpede drager og onde stedmødre, blot for at få deres prinsesse! Hendes værdier og holdninger var at pippe, med fuglene hun var iblandt og så håbe på at hendes mave kunne lede hende til en bedre verden, hvor aske var glemt og fortrængt og noget andre kunne feje op.
Hvad vil jeg sige med alt dette? Måske bare at jeg holder op med at ryge, den dag prinsen kommer med min glassko, uanset hvad fornuften og mavefornemmelsen fortæller mig!
Jeg kunne sagtens gøre mig som brevkasse-redaktør for et kvinde-magasin og udbrede min vifte af holdninger og gode råd, som med fornuftens stemme, kunne liste do's og don't's op og få det til at fremstå som det eneste rigtige at gøre. Det er straks langt værre når brevet, der skal besvares, har mig selv som afsender, for jeg kender skam godt mine holdninger og værdier, men jeg vil nok også altid søge svaret i en anden retning og håbe på thumbs-up-ikonet på at jeg ikke er så tosset endda.
Men jeg er slet ikke altid så fornuftig, som jeg udgiver mig for og min store akilleshæl er min evne til at argumentere, for de bolde jeg ville råde alle andre til at lade ligge, kan jeg uden at tøve, finde en grund til selv at spille. Mange citater og sangtekster fortæller mig at jeg "only live once" og at livet er for kort til at fortryde og de ser også tiltalende ud på skrift, med skråskrift og oversået med hjerter i marcipan, men sådan er livet jo ikke, vel? Livet i lille Danmark er jo ikke et klip fra det tyvende århundredes Askepot, "Pretty Woman", hvor helten og heltinden får hinanden i enden og skurken får en lang næse, godt udtværet i deres lykkerus, er det?! Hvor titler og status er noget der er uden betydning, hvor andres mening er noget de kan stoppe op hvor solen ikke skinner og hvor kærligheden har den største vægt af alle?!
Og alligevel fastholdes jeg i troen på, at jeg kan være mere og andet end den jævne jyske pige, som blot har ventet på miraklet kunne ske og som trodser fornuften, for at leve drømmene ud og opnå den euforiske lykke. At jeg er den Askepot, som blot venter på at prinsen finder mig, i mine lasede klæder (okay, så HM-tøj) og indser at jeg i virkeligheden er en prinsessetitel værdig og bortføre mig til et liv ved hans side. Men jeg er ingen ægte Askepot, for det første fordi jeg ikke ejer et ildsted og det eneste aske jeg tømmer, er de røgne cigarretters eftermægle og for det andet fordi jeg inderst inde godt ved at eventyr er noget der findes i drømmerens verden alene. Altså min verden!
Gad vide hvorledes Askepot's eventyr havde set ud, hvis det var skrevet i dag? Mon hun havde været lidt mere kostbar og fortalt prinsen at hun var en selvstændig kvinde og ikke kunne charmeres med en ridetur og en manglende sko, for dem kan vi sgu altid købe flere af, men at han kunne komme igen på 3. date og få svaret om han var mand nok til hende? At der skulle mere end en enkelt dans og lidt søde ord, til at komme under hendes skørter, mens han er midt i en selektions proces (ballet) om hvem der skal være den heldige arving af hans kapitalpension?! Prinsessen med blåt blod og grimme sko eller fattigrøven med de smukke drømme? Tough choice!
Askepot var vel ikke fornuftig, men blot heldig at eventyr på den tid, altid endte lykkeligt. At prinser var ridderlige og målsatte mænd, som jagtede verden rundt, klatrede tårne, nedkæmpede drager og onde stedmødre, blot for at få deres prinsesse! Hendes værdier og holdninger var at pippe, med fuglene hun var iblandt og så håbe på at hendes mave kunne lede hende til en bedre verden, hvor aske var glemt og fortrængt og noget andre kunne feje op.
Hvad vil jeg sige med alt dette? Måske bare at jeg holder op med at ryge, den dag prinsen kommer med min glassko, uanset hvad fornuften og mavefornemmelsen fortæller mig!
tirsdag den 7. februar 2012
Collateral Damage!
Jeg sad i bilen, på vej hjem fra min skønne veninde og tænkte over, hvad dagens blog skulle dreje sig om og jeg havde faktisk det meste af tanke-spinnet på plads i hovedet, lige fra overskrift til det vanlige link, som jeg altid understreger mine blogs med. Jeg satsede på en times skriveri, efter min datter var lagt i seng, efterfulgt af et blik på et layout, der skal laves om og gerne være klar snarest, hvis vi da endelig skal komme videre i det projekt, der har stået stille for længe. Inden dette skulle diverse gøremål afvikles, så som ned med affald, sætte vaskemaskine- og opvasker i gang og tømme postkassen for den evindelige strøm af reklamer og rudekuverter, som bliver ved med at komme til trods for vores papirløse samfund.
Iblandt lå en stor kuvert, hvilket sagtens kunne have været en af de mange ting, jeg i et svagt øjeblik, har indkøbt på nettet, men blot havde fortrængt eller måske havde jeg for en gangs skyld været den heldige vinder, af et eller andet smart?! Det var dog hundesnoren, jeg glemte i julen ved mine daværende svigerforældre, som både jeg og hunden dog sikkert havde overlevet uden, men som pludselig også var en påmindelse om at have haft en familie af andet, end mit eget blod. Vedhæftet var et langt og håndskrevet brev og det var med blandede følelser og et stille suk, jeg påbegyndte læsningen af beskeden jeg ikke havde ventet.
Det gav et sug i maven og for første gang i lang tid, trillede tårerne ned af mine kinder, for det var ikke alene smukt af dem at skrive, men indholdet beskrev deres følelser for min datter og mig, til trods for den korte tid vi har kendt hinanden. Det var/er hjertevarmt og bekræftende, og alligevel afsindigt trist at erfarer, at man har berørt andre mennesker, så dybt og inderligt, blot ved sin tilstedeværelse og nu også har påvirket dem, med beslutningen om at bryde forholdet til deres søn.
Det var uventet og bragte mig grædende i knæ, men bekræftede mig også i følelsen jeg havde, da jeg mødte dem for første gang, sommeren sidste år. At vi havde en god kemi og hurtigt skabte et bånd, som stak dybere end blondinen, der var med på slæb og det gælder hele den familie. De er naturligvis uforskyldt i dette og selvom det ikke kunne være anderledes, smerter det mig dog, for vi var jo også kommet til at holde afsindig meget af dem. De er nogle fantastiske mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for min datter og jeg, og alene for det er jeg dem evigt taknemmelig, men det er desværre ikke nok at bygge på.
Uanset hvorledes udfaldet kunne have været, må vi se i øjnene at båndet, der bandt os sammen nu er brudt, men vi kan dog glæde os over at vi fik muligheden for at sætte fodspor i hinandens liv. Det trøster mig at vide at de havde ligeså positiv en oplevelse af vores sammenbragte liv, og jeg kan love at jeg aldrig vil glemme dem, selvom vores veje måske skilles her. Der vil dog altid være plads, til en sludder og en kop kaffe, hvis de skulle lyste dette, for selvom de måske føler de betaler en pris for vores valg, behøver det naturligvis ikke være sådan.
Jeg vil gerne sige dem tak fordi de inviterede min datter og jeg, ind deres inderste, tak for det smukke brev og vil afslutningsvis give dem mine varmeste anbefalinger, til den pige der får dem som svigerforældre en dag.
Iblandt lå en stor kuvert, hvilket sagtens kunne have været en af de mange ting, jeg i et svagt øjeblik, har indkøbt på nettet, men blot havde fortrængt eller måske havde jeg for en gangs skyld været den heldige vinder, af et eller andet smart?! Det var dog hundesnoren, jeg glemte i julen ved mine daværende svigerforældre, som både jeg og hunden dog sikkert havde overlevet uden, men som pludselig også var en påmindelse om at have haft en familie af andet, end mit eget blod. Vedhæftet var et langt og håndskrevet brev og det var med blandede følelser og et stille suk, jeg påbegyndte læsningen af beskeden jeg ikke havde ventet.
Det gav et sug i maven og for første gang i lang tid, trillede tårerne ned af mine kinder, for det var ikke alene smukt af dem at skrive, men indholdet beskrev deres følelser for min datter og mig, til trods for den korte tid vi har kendt hinanden. Det var/er hjertevarmt og bekræftende, og alligevel afsindigt trist at erfarer, at man har berørt andre mennesker, så dybt og inderligt, blot ved sin tilstedeværelse og nu også har påvirket dem, med beslutningen om at bryde forholdet til deres søn.
Det var uventet og bragte mig grædende i knæ, men bekræftede mig også i følelsen jeg havde, da jeg mødte dem for første gang, sommeren sidste år. At vi havde en god kemi og hurtigt skabte et bånd, som stak dybere end blondinen, der var med på slæb og det gælder hele den familie. De er naturligvis uforskyldt i dette og selvom det ikke kunne være anderledes, smerter det mig dog, for vi var jo også kommet til at holde afsindig meget af dem. De er nogle fantastiske mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for min datter og jeg, og alene for det er jeg dem evigt taknemmelig, men det er desværre ikke nok at bygge på.
Uanset hvorledes udfaldet kunne have været, må vi se i øjnene at båndet, der bandt os sammen nu er brudt, men vi kan dog glæde os over at vi fik muligheden for at sætte fodspor i hinandens liv. Det trøster mig at vide at de havde ligeså positiv en oplevelse af vores sammenbragte liv, og jeg kan love at jeg aldrig vil glemme dem, selvom vores veje måske skilles her. Der vil dog altid være plads, til en sludder og en kop kaffe, hvis de skulle lyste dette, for selvom de måske føler de betaler en pris for vores valg, behøver det naturligvis ikke være sådan.
Jeg vil gerne sige dem tak fordi de inviterede min datter og jeg, ind deres inderste, tak for det smukke brev og vil afslutningsvis give dem mine varmeste anbefalinger, til den pige der får dem som svigerforældre en dag.
mandag den 6. februar 2012
Fy, fy...Bab, bab
Det er dog de mest utrolige ting, man skal have skudt i skoene til tider, uden man hverken har gjort det ene eller det andet. Nåh ja, bevares, jeg tænkte det, men jeg tænker så meget, og det er da absolut ikke ensbetydende med at jeg har tænkt mig at føre det ud i livet, og på uhæmmet vis lade alle blokader falde.
Men tænk dig engang, hvis vi altid, førte vores tanker og dagdrømme ud i livet, uden at skulle holde på normerne?! Puha alene tanken gør mig ør, for jeg tror mit liv ville være mere spændende end godt er og med det tankespin, jeg konstant render rundt med, ville det blive som en sæson af Big Brother på replay.
Og jeg synes faktisk ikke jeg har de store hæmninger, selvom jeg dog udemærket ved hvorledes man bør opføre sig til middag, med hvid dug, ved svigermor, uden at man behøver sidde og krumme tæer eller stoppe maden i halsen på mig, for at stoppe talestrømmen. Men jeg kan jo ikke love at der ikke sker en smutter engang imellem, når der ikke er langt fra tanken og til at det kan leves ud i livet, og jeg har ladet mig fortælle at mine øjne fortæller, when I have a bad mind. Det blik, man kender fra små børn, lige inden de smadrer skovlen i hovedet på Rasmus, eller er ved at stoppe den nyopgravede regnorm i munden, for en sanselig gourmet oplevelse.
Jeg hverken slår eller spiser regnorme, men inde bag pandeskallen, hænder det da, at den skadefro Tina, med imaginære telepatiske evner, får frit lejde til at gøre de mest utrolige ting, som en anden "Carrie." Det er ikke et fåtal, der pludselig har fået et udbrud af akne, samtidigt med at deres stol pludselig forsvinder under deres po po, altså i mine tanker og det er jo ganske forfærdeligt slemt. FY Tina!
Men nu er det jo ikke kun dårlige ting, jeg forestiller mig kunne ske i næste øjeblik, selvom de nok ikke altid går under kategorien lødige. Uha, som jeg har lagt mange en mand ned, blot ved tankens kraft, for derefter at slæbe ham op af kirkegulvet, uden at han har kunne protestere det mindste, og hvor han med glæde og hjerter i øjnene, har sat en hinkesten på min finger. Jeg har forført ham, uden at skænke en tanke hvem der så på, men blot med mit eget begær, min lyst, mit behov for øje....Altså i tankerne. Bab, bab, må ikke!
Så er det gudskelov at jeg har min gode opdragelse, til at påminde mig om at visse ting har det bedst af at forblive bag min iris, også selvom at hvis man kigger dybt nok, kan se filmen der afspiller sig i mit hoved. Så, bare rolig, jeg gør det ikke, men du kan fandme tro jeg overvejer det nøje, hvorledes jeg kan få den film på det store lærred! FYYYYYYYYYYYYYYY......!!!
Men tænk dig engang, hvis vi altid, førte vores tanker og dagdrømme ud i livet, uden at skulle holde på normerne?! Puha alene tanken gør mig ør, for jeg tror mit liv ville være mere spændende end godt er og med det tankespin, jeg konstant render rundt med, ville det blive som en sæson af Big Brother på replay.
Og jeg synes faktisk ikke jeg har de store hæmninger, selvom jeg dog udemærket ved hvorledes man bør opføre sig til middag, med hvid dug, ved svigermor, uden at man behøver sidde og krumme tæer eller stoppe maden i halsen på mig, for at stoppe talestrømmen. Men jeg kan jo ikke love at der ikke sker en smutter engang imellem, når der ikke er langt fra tanken og til at det kan leves ud i livet, og jeg har ladet mig fortælle at mine øjne fortæller, when I have a bad mind. Det blik, man kender fra små børn, lige inden de smadrer skovlen i hovedet på Rasmus, eller er ved at stoppe den nyopgravede regnorm i munden, for en sanselig gourmet oplevelse.
Jeg hverken slår eller spiser regnorme, men inde bag pandeskallen, hænder det da, at den skadefro Tina, med imaginære telepatiske evner, får frit lejde til at gøre de mest utrolige ting, som en anden "Carrie." Det er ikke et fåtal, der pludselig har fået et udbrud af akne, samtidigt med at deres stol pludselig forsvinder under deres po po, altså i mine tanker og det er jo ganske forfærdeligt slemt. FY Tina!
Men nu er det jo ikke kun dårlige ting, jeg forestiller mig kunne ske i næste øjeblik, selvom de nok ikke altid går under kategorien lødige. Uha, som jeg har lagt mange en mand ned, blot ved tankens kraft, for derefter at slæbe ham op af kirkegulvet, uden at han har kunne protestere det mindste, og hvor han med glæde og hjerter i øjnene, har sat en hinkesten på min finger. Jeg har forført ham, uden at skænke en tanke hvem der så på, men blot med mit eget begær, min lyst, mit behov for øje....Altså i tankerne. Bab, bab, må ikke!
Så er det gudskelov at jeg har min gode opdragelse, til at påminde mig om at visse ting har det bedst af at forblive bag min iris, også selvom at hvis man kigger dybt nok, kan se filmen der afspiller sig i mit hoved. Så, bare rolig, jeg gør det ikke, men du kan fandme tro jeg overvejer det nøje, hvorledes jeg kan få den film på det store lærred! FYYYYYYYYYYYYYYY......!!!
søndag den 5. februar 2012
Paint me a picture!
Hvor jeg dog elsker kunsten at farvelægge, formgive og modellere med ting, og se det transformere sig, hvad enten vi taler i ord, tegninger, malerier eller endda mit ansigt. Jeg drømmer mig langt væk i den leg og de muligheder, der viser sig når man står med et kønsløst og tomt lærred, som blot venter på at mine strøg giver det liv og vitalitet, men jeg må også indrømme at jeg ikke får gjort det nok.
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!
Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.
Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!
Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.
Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!
Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!
Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.
Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!
Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.
Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!
Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....
lørdag den 4. februar 2012
Money for nothing!
Når man surfer rundt på nettet, kan man læse mange gode råd om, hvorledes en mand bør charmerer en kvinde, så hun går bagover af betagelse, inden hun aner hvad ramte hende. Nu ved jeg jo ikke om disse råd virker, da jeg jo ikke skal charmere mit eget køn, men jeg har dog erfaret hvad der virker for og på mig og som beskrevet mange gange før, er det ord, der sætter mit indre i brand og tænder min nysgerrighed. Der skal dog handling bag!
Når det gælder om at sælge sig selv, skal man altid fremhæve sine bedste sider og yde de mindre gode et minimum af opmærksomhed, hvilket kan være svært, når man ikke har så pokkers meget gående for sig. Men så kan man jo altid vælge at pynte lidt på tingene eller blot lade intentionerne være det, der kendetegner sin identitet og lade som om man er en anden, mens man håber på at ingen opdager det virkelige jeg.
Jeg ved godt at mænd er bedre til at bedømme afstande, længder osv. på grund af deres veludviklede tunnelsyn, men derfor kan vi kvinder dog sagtens spotte når de usikre mænd har lagt 5-10 cm til deres højde, med mindre den er målt, iført stiletter. Men sådan noget går rigtige mænd jo ikke i, vel?! Desuden betyder det ikke så meget for os, om højden er passende, som I sjovt nok alle ønsker over de 180 cm, men mere om dette selvsyn, stemmer overens med virkeligheden.
De mænd, der betragter det som et kvalitetsstempel at dyrke en eller anden form for ekstremsport, som kan booste deres maskulinitet, får mig blot til at undres om de mangler andet end dåbsattestens bekræftelse på, at de har XY-kromosomet. Jeg indrømmer at det bestemt er at foretrække at en mand har andet at gå op i, end perverteret netporno og datingsider, men lad nu igen realiteterne tale deres tydelige sprog, inden i fremstiller jer som testosteron-bomber . Jeg bliver jo heller ikke bjergbestiger, blot fordi jeg i 1. klasse besøgte himmelbjerget og stadig har den graverede stok, som jeg iøvrigt købte for min mor's penge i souvenir-butikken, som bevis derpå, vel?!
Sjovt er det når visse mænd forsøger at appellere til vores bløde side, med de sødeste intentioner om tosomhed og fremtidige drømme, om candle-light dinners og sætter det store knæfald i sigte. Her er disse mænd kløgtige nok, til at undlade at gøre sætningen færdig og blot lade slutningen forblive i det uvisse og i deres tanker, men her er, beskrevet i parentes, hvad de ikke siger højt:
Jeg elsker en god middag efterfulgt af en biograftur (Hvis altså du betaler!)
Jeg vil gerne skabe et fælles hjem med dig (Så længe du selv betaler!)
Jeg vil giftes med dig (Så længe du selv betaler!)
Jeg er ikke utro (når du betaler!)
Jeg elsker dig (så længe det betaler sig!)
Jeg betaler (en anden gang!)
Ahhh, Tina. Nu lyder du bitter og forsmået, på de kære mænd, men der tager I fejl. For selvom jeg har betalt min pris (and then some), så er det jeg har beskrevet ovenfor, ikke en mand, men en misbruger der evigt vil søge sit fix. En rigtig mand, er i mine øjne ham, der rent faktisk ikke behøver at finde sin identitet i hans uopnåede drømme, hvad han ville præstere, hvis det ikke var for 1000 undskyldninger eller have mine almisser, for at få en hverdag til at hænge sammen. Det er ham, der kan se sig i spejlet og lide det han ser og så kan han være nok så almindelig og ordinær af udseende og profession, for han har ikke behovet for andres anerkendende blikke for at føle sig tilstrækkelig. Han besidder noget, som man ikke kan købe eller charmere sig til, nemlig integritet og det er det, jeg som kvinde elsker!
Hvis han så rent faktisk ER højere end de 180 cm, har ordet i sin magt, et job han elsker og det mest forførende blik, må betragtes som ren bonus!
Når det gælder om at sælge sig selv, skal man altid fremhæve sine bedste sider og yde de mindre gode et minimum af opmærksomhed, hvilket kan være svært, når man ikke har så pokkers meget gående for sig. Men så kan man jo altid vælge at pynte lidt på tingene eller blot lade intentionerne være det, der kendetegner sin identitet og lade som om man er en anden, mens man håber på at ingen opdager det virkelige jeg.
Jeg ved godt at mænd er bedre til at bedømme afstande, længder osv. på grund af deres veludviklede tunnelsyn, men derfor kan vi kvinder dog sagtens spotte når de usikre mænd har lagt 5-10 cm til deres højde, med mindre den er målt, iført stiletter. Men sådan noget går rigtige mænd jo ikke i, vel?! Desuden betyder det ikke så meget for os, om højden er passende, som I sjovt nok alle ønsker over de 180 cm, men mere om dette selvsyn, stemmer overens med virkeligheden.
De mænd, der betragter det som et kvalitetsstempel at dyrke en eller anden form for ekstremsport, som kan booste deres maskulinitet, får mig blot til at undres om de mangler andet end dåbsattestens bekræftelse på, at de har XY-kromosomet. Jeg indrømmer at det bestemt er at foretrække at en mand har andet at gå op i, end perverteret netporno og datingsider, men lad nu igen realiteterne tale deres tydelige sprog, inden i fremstiller jer som testosteron-bomber . Jeg bliver jo heller ikke bjergbestiger, blot fordi jeg i 1. klasse besøgte himmelbjerget og stadig har den graverede stok, som jeg iøvrigt købte for min mor's penge i souvenir-butikken, som bevis derpå, vel?!
Sjovt er det når visse mænd forsøger at appellere til vores bløde side, med de sødeste intentioner om tosomhed og fremtidige drømme, om candle-light dinners og sætter det store knæfald i sigte. Her er disse mænd kløgtige nok, til at undlade at gøre sætningen færdig og blot lade slutningen forblive i det uvisse og i deres tanker, men her er, beskrevet i parentes, hvad de ikke siger højt:
Jeg elsker en god middag efterfulgt af en biograftur (Hvis altså du betaler!)
Jeg vil gerne skabe et fælles hjem med dig (Så længe du selv betaler!)
Jeg vil giftes med dig (Så længe du selv betaler!)
Jeg er ikke utro (når du betaler!)
Jeg elsker dig (så længe det betaler sig!)
Jeg betaler (en anden gang!)
Ahhh, Tina. Nu lyder du bitter og forsmået, på de kære mænd, men der tager I fejl. For selvom jeg har betalt min pris (and then some), så er det jeg har beskrevet ovenfor, ikke en mand, men en misbruger der evigt vil søge sit fix. En rigtig mand, er i mine øjne ham, der rent faktisk ikke behøver at finde sin identitet i hans uopnåede drømme, hvad han ville præstere, hvis det ikke var for 1000 undskyldninger eller have mine almisser, for at få en hverdag til at hænge sammen. Det er ham, der kan se sig i spejlet og lide det han ser og så kan han være nok så almindelig og ordinær af udseende og profession, for han har ikke behovet for andres anerkendende blikke for at føle sig tilstrækkelig. Han besidder noget, som man ikke kan købe eller charmere sig til, nemlig integritet og det er det, jeg som kvinde elsker!
Hvis han så rent faktisk ER højere end de 180 cm, har ordet i sin magt, et job han elsker og det mest forførende blik, må betragtes som ren bonus!
Familieforøgelse...
fredag den 3. februar 2012
The Secret Garden...
Jeg elsker dig! Vi har forhåbentlig alle været til stede, i det fantastiske øjeblik, hvor de tre, små magiske ord falder, hvad end man er modtager eller giver. For mig har disse ord en enorm betydning, uanset om jeg står med smeltende hjerte og tager imod eller om jeg ikke selv kan finde andre ord, der er mere passende og jeg har endnu aldrig ladet disse ord kommer over mine læber, uden at det kom var mit indre. Ordene er aldrig sagt ud fra holdning eller beslutning, for at gengælde eller for at opnå en handling, men alene for at understrege og beskrive, hvem mine drømme omhandler.
Ja, nu ved jeg godt at der findes mennesker, der kan smide om sig med disse ord, som var de ved at anlægge en ny græsplane, for derefter at tromle, den stadig golde jord og afvente de grønne spirers gennembrud. Og det er der heller ikke noget galt i, så længe man også husker, at vande og gøde de spirende frø og ikke glemmer at ordene ikke vokser sig store alene, ved blot at så dem i andre. Hverken græs, ord eller kærlighed har, så vidt mine beskedne havekundskaber og livserfaringer fortæller mig, nogensinde vokset sig store, ved blot at betragte og afvente. Det er hårdt arbejde at elske, og det kræver, præcis som græsplænen, flid, vedligehold og til tider sved på panden, før man kan nyde synet af de grønne strå, svajende i takt med vinden. Og som årstidernes skifte, vil vi også opleve at bladene til tider vil dækkes af den kolde hvide sne, men så længe vi påmindes at græsset stadig står grønt, under det vatterede lag, vil det være værd at stå vinteren igennem og vente på forårets komme.
I mit liv har jeg mødt mænd, der elskede mig, i hvert fald på et tidspunkt og på hver deres måde, men jeg har også mødt dem, der ikke hurtigt nok kunne finde asfalt-maskinen og den grønne maling frem, når snefyldte skyer trak op. Jeg har nok inderst inde vidst, hvornår det var ægte og hvornår det var, næste forventede træk, i kærlighedens brætspil, men alligevel har jeg taget ordene til mig, mens jeg ventede på den gødning, der skulle få mig til at spire. Jeg visnede dog ned, når plænen fyldtes med tusindfryd. Den lille fine blomst, som jeg i barndommen rev bladene af, mens jeg forsøgte at spå om min naive kærligheds følelser, for lille mig. Elsker mig / Elsker mig ikke-blomsten er nok smuk, men den er dog som ukrudt for et forhold, med dens ubeslutsomhed og modsat det frodige græs, er den aldrig at finde under sne, men står kun i flor for en stund. Ikke alle smukke blomster har smukke intentioner og kan kvæle de spæde spirer, inden de får nok rodfæste til at modstå en vinter.
Derfor vil jeg sige, hvis du sår dette frø og blot afventer at høste frugten af dine ord, så kommer du til at se på gold jord meget længe. Hvis du derimod plejer din sæd (var ikke ment lummert....næsten), så kan jeg love dig, når ordene rammer dine egne ører, vil du kunne høre græsset gro og se spiren række, begærligt imod himlen! Når ordene kommer over mine læber, er det ikke for at gengælde dine, men fordi jeg vil gro med dig, svaje ved din side og elske under stjernerne, i hvad der bliver vores hemmelige have!
Ja, nu ved jeg godt at der findes mennesker, der kan smide om sig med disse ord, som var de ved at anlægge en ny græsplane, for derefter at tromle, den stadig golde jord og afvente de grønne spirers gennembrud. Og det er der heller ikke noget galt i, så længe man også husker, at vande og gøde de spirende frø og ikke glemmer at ordene ikke vokser sig store alene, ved blot at så dem i andre. Hverken græs, ord eller kærlighed har, så vidt mine beskedne havekundskaber og livserfaringer fortæller mig, nogensinde vokset sig store, ved blot at betragte og afvente. Det er hårdt arbejde at elske, og det kræver, præcis som græsplænen, flid, vedligehold og til tider sved på panden, før man kan nyde synet af de grønne strå, svajende i takt med vinden. Og som årstidernes skifte, vil vi også opleve at bladene til tider vil dækkes af den kolde hvide sne, men så længe vi påmindes at græsset stadig står grønt, under det vatterede lag, vil det være værd at stå vinteren igennem og vente på forårets komme.
I mit liv har jeg mødt mænd, der elskede mig, i hvert fald på et tidspunkt og på hver deres måde, men jeg har også mødt dem, der ikke hurtigt nok kunne finde asfalt-maskinen og den grønne maling frem, når snefyldte skyer trak op. Jeg har nok inderst inde vidst, hvornår det var ægte og hvornår det var, næste forventede træk, i kærlighedens brætspil, men alligevel har jeg taget ordene til mig, mens jeg ventede på den gødning, der skulle få mig til at spire. Jeg visnede dog ned, når plænen fyldtes med tusindfryd. Den lille fine blomst, som jeg i barndommen rev bladene af, mens jeg forsøgte at spå om min naive kærligheds følelser, for lille mig. Elsker mig / Elsker mig ikke-blomsten er nok smuk, men den er dog som ukrudt for et forhold, med dens ubeslutsomhed og modsat det frodige græs, er den aldrig at finde under sne, men står kun i flor for en stund. Ikke alle smukke blomster har smukke intentioner og kan kvæle de spæde spirer, inden de får nok rodfæste til at modstå en vinter.
Derfor vil jeg sige, hvis du sår dette frø og blot afventer at høste frugten af dine ord, så kommer du til at se på gold jord meget længe. Hvis du derimod plejer din sæd (var ikke ment lummert....næsten), så kan jeg love dig, når ordene rammer dine egne ører, vil du kunne høre græsset gro og se spiren række, begærligt imod himlen! Når ordene kommer over mine læber, er det ikke for at gengælde dine, men fordi jeg vil gro med dig, svaje ved din side og elske under stjernerne, i hvad der bliver vores hemmelige have!
torsdag den 2. februar 2012
Scared and scarred
Et enkelt lille bogstav adskiller de to ord, som har vidt forskellig betydning, men for mig hænger de unægteligt sammen. Her taler jeg hverken om spøgelser, mørke rum eller frygten for edderkopper, ligeså lidt som mine tanker går imod arvævet på maveskindet eller de arrede øjenbryn fra sammenstødet med spisebordet, i en alder af 4 år. For selvom vi alle sikkert går rundt med en lille fobi i maven, for ottebenede kryb, små lukkede rum eller at få vaniseret ansigtet, er det ikke disse tanker der præger og hæmmer min hverdag og trækker de store veksler på mit tankespin.
Jeg anser ikke mig selv for en speciel ængstelig person, men der er dog stadig oplevelser og følelser, der kan ryste min verden og få jordskælv til at ligne en milkshake-maskine, især når disse påfører mig uvished og tvivl. For hvor ville jeg dog gerne vide hvad morgendagen bringer af drømme og håb, men samtidig vil jeg helst leve nuet ud i uvidenhed, gå med skyklapper og lade det være nok, for at undgå at se meget længere end hvad den nærmeste fremtid måtte bringe af oplevelser. Men jeg tør ikke, alene af den årsag at jeg mange gange har erfaret, at når man flyver over skyerne og leder efter guldet for enden af regnbuen, mødes man af en gammel, langskægget dværg og vil kæmpe med næb og klør for at beholde krukken, han har gemt bag ryggen.
Ikke at jeg ikke er villig til at kæmpe bravt for mine drømme og mål, men jeg kan kun kæmpe så længe at jeg kan sanse og dufte deres tilstedeværelse, selvom jeg ikke kan se dem, med disse blå øjne. Drømme er for mig, som luften jeg indånder, der pumpes med livgivende ilt, igennem mine årer, og får dette hjerte til at slå og jeg er ganske sikker på at den dag jeg holder op med at stræbe efter mine drømme, vil jeg heller ikke trække vejret længere. Men drømme har det med at ændre sig hen af vejen, især hvis deres duft ikke længere kan fornemmes når jeg trykker næsen imod puden, forhindringerne for at nå dem, bliver for store eller hvis de ikke længere har nogen nævneværdig værdi. Jeg er jo desværre ingen alkymist?!
Men det kræver også mod at give slip på sine drømme, eller rettere turde lade dem blive til andet end drømme, hvad enten det handler om at ændre dem, lade dem flyve bort eller give dem liv i den virkelige verden. Dette mod har det med at svigte os, når vi med frygt, ser på de ar vores fortid har påført eller blot forestiller os det værste senarie om fremtiden, som fokuserede vi på risiciene ved en livsvigtig operation og samtidigt med det i mente, kan jeg undres om jeg lever med forbehold?!
Men det gør jeg desværre, for selvom jeg ville ønske at jeg blot kunne slippe alle tøjler og lade frygt og skrammer, være den bagage man efterlader i lufthavnen, for at skabe plads i rygsækken til velduftende parfumer og hvad man ellers ynder at pryde sig med, så forsøger jeg at helgardere mig ved at skabe plads nok til en faldskærm. Faldskærmen er min indre stemme, der påminder mig om, at selvom jeg flyver højt på drømme, er den hårdtslående jord ikke så fjern endda, når jeg lader mig falde i freestyle og at jeg ikke bør springe solo, før jeg er sikker på instruktøren er ædru og ved alle sine sansers fulde brug og vil bistå mig og bringe mig til sikker landing.
Stop, stop, stop, Tina.... Hvad fabler hun dog om? Kryb, dværge, drømme, operationer og faldskærme, som er smidt sammen i en pærevælling af metaforer, for (temmelig langtrukket) at beskrive et faktum, der kan siges meget kort:
Jeg anser ikke mig selv for en speciel ængstelig person, men der er dog stadig oplevelser og følelser, der kan ryste min verden og få jordskælv til at ligne en milkshake-maskine, især når disse påfører mig uvished og tvivl. For hvor ville jeg dog gerne vide hvad morgendagen bringer af drømme og håb, men samtidig vil jeg helst leve nuet ud i uvidenhed, gå med skyklapper og lade det være nok, for at undgå at se meget længere end hvad den nærmeste fremtid måtte bringe af oplevelser. Men jeg tør ikke, alene af den årsag at jeg mange gange har erfaret, at når man flyver over skyerne og leder efter guldet for enden af regnbuen, mødes man af en gammel, langskægget dværg og vil kæmpe med næb og klør for at beholde krukken, han har gemt bag ryggen.
Ikke at jeg ikke er villig til at kæmpe bravt for mine drømme og mål, men jeg kan kun kæmpe så længe at jeg kan sanse og dufte deres tilstedeværelse, selvom jeg ikke kan se dem, med disse blå øjne. Drømme er for mig, som luften jeg indånder, der pumpes med livgivende ilt, igennem mine årer, og får dette hjerte til at slå og jeg er ganske sikker på at den dag jeg holder op med at stræbe efter mine drømme, vil jeg heller ikke trække vejret længere. Men drømme har det med at ændre sig hen af vejen, især hvis deres duft ikke længere kan fornemmes når jeg trykker næsen imod puden, forhindringerne for at nå dem, bliver for store eller hvis de ikke længere har nogen nævneværdig værdi. Jeg er jo desværre ingen alkymist?!
Men det kræver også mod at give slip på sine drømme, eller rettere turde lade dem blive til andet end drømme, hvad enten det handler om at ændre dem, lade dem flyve bort eller give dem liv i den virkelige verden. Dette mod har det med at svigte os, når vi med frygt, ser på de ar vores fortid har påført eller blot forestiller os det værste senarie om fremtiden, som fokuserede vi på risiciene ved en livsvigtig operation og samtidigt med det i mente, kan jeg undres om jeg lever med forbehold?!
Men det gør jeg desværre, for selvom jeg ville ønske at jeg blot kunne slippe alle tøjler og lade frygt og skrammer, være den bagage man efterlader i lufthavnen, for at skabe plads i rygsækken til velduftende parfumer og hvad man ellers ynder at pryde sig med, så forsøger jeg at helgardere mig ved at skabe plads nok til en faldskærm. Faldskærmen er min indre stemme, der påminder mig om, at selvom jeg flyver højt på drømme, er den hårdtslående jord ikke så fjern endda, når jeg lader mig falde i freestyle og at jeg ikke bør springe solo, før jeg er sikker på instruktøren er ædru og ved alle sine sansers fulde brug og vil bistå mig og bringe mig til sikker landing.
Stop, stop, stop, Tina.... Hvad fabler hun dog om? Kryb, dværge, drømme, operationer og faldskærme, som er smidt sammen i en pærevælling af metaforer, for (temmelig langtrukket) at beskrive et faktum, der kan siges meget kort:
onsdag den 1. februar 2012
Undskyld, jeg smiler!
Jeg har gået med et enormt smil, tegnet over dette ellers så bemalede ansigt, det meste af aftenen igår og dagen i dag og det er absolut ikke gået ubemærket hen, hvilket fortæller mig, hvilke søde og opmærksomme mennesker, jeg omgiver mig med i min dagligdag. Og selvom de alle har vidt forskellige relationer til mig, kunne de med lethed spotte mit sprudlende humør, hvilket dog også foruroliger mig en smule, men det vender jeg tilbage til.
Det hele startede i aftes, da jeg troppede op hos min allerbedste kammerat, til endnu et fix, af dagens mange kopper kaffe og en hyggelig sludder om lidt af hvert, som vi med mellemrum dyrker, for at pleje det gode venskab. Han bemærkede straks, at det var en særdeles veltilpas Tina, der trådte ind af døren og nu skal jeg jo ikke kunne sige om det alene var det faktum, at jeg blev modtaget af en mand i lange, varme underklæder, der fik smilebåndet til at hæve sig, men jeg indrømmer at det var meget svært at lade være. Han påpegede at det var meget tydeligt at tyde mit humør, som bar jeg et skilt om halsen eller var en af de glitrende figurer, jeg havde som barn, der skiftede farve efter vejret.
Igen, da jeg i dag, skulle hente min bestilte morgenmad, for at stille min maves højlydte knurren og hurtigt ryge dagens smøg nr. hemmelig, ind imellem den travle mødeaktivitet, mødte jeg en god kollega i dørpassagen til frokoststuen. Hun ikke bare smilte, men nærmest grinte stort, som det ellers er længe siden jeg har set på hendes ansigt og jeg skulle netop til at spørge hende, hvad den dejlige modtagelse skyldtes, da hun kom mig i forkøbet. "hvorfor ser du så glad ud, Tina?"
Og nu igen til aften, da jeg så min dejlige venindes videobillede foran mig og hun mit, mens vi lige skulle have planlagt diverse kommende fødselsdagsfester, igen med kaffen behørigt indenfor venstrehåndens rækkevidde, blev smilet kommenteret. Ikke nok med at hun, så sødt, kommenterede onsdagens opsatte look, i de mest positive vendinger, så postulerede hun også at jeg ligefrem lyste op som en sol, bag de skærmens blålige skær. Hun behøvede ikke, ligesom min kammerat, at spørge hvorfor, for de kender mig bedre end de fleste og har så meget indsigt i mit inderste, at mit ansigt fortæller dem langt mere end brugen af ord, nogensinde kan.
Det foruroligende er dog, hvor meget mit smil kan påvirke andre og hvor stor magt vores humør har på andres velbefindende, da fælles for alle ovenstående, er at de oprigtigt blev glade og slet ikke kunne lade være med at lade sig påvirke af mig. Jeg kan jo så heller ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg sidst har været i så fantastisk en sindsstemning og om jeg eventuelt har bidraget til det modsatte også?!
Har de mon nogensinde gået og været små-mutte, når jeg har været overdynget af bekymringer og frustrationer, alene fordi de alle besidder en dybtfølt og ægte empati, hvor mit tankespin aldrig bliver som en triviel genudsendelse af Beverly Hills 90210?! Tænk sig engang at lille mig, kan påvirke andre på den måde og have en sådan indflydelse, uden helt at være det sig bevidst og kunne kontrollere den magt, der ligger bag ved.
Men magt er det og den bør bruges og udnyttes, men som så meget andet, bør det være konstruktivt og fordrende for alle parter og skal helst sprede sig som ringe i vandet, på mest positive vis. Smil koster ikke noget, men er blandt de gratis gaver vi kan give og skam en ting jeg hellere end gerne deler ud af. Jeg smiler stadig og mit indre er sprudlende, som aldrig før og det er der selvfølgelig en årsag til, som er at finde i hverdagens mange små succeser, som i den store sammenhæng er så ganske fantastiske.
Måske er det fordi jeg endelig fandt ud af, at der er andre end jeg, der kan vedligeholde kosten om hjørnet, måske er det på grund af at jeg endelig har fået lirket bagklappen af den nye BlackBerry, med kyndig fjernsupport og vejledning og måske er det blot det faktum at jeg elsker at være i mine sko lige nu! Uanset om det er det ene eller det andet, der smører smilet på disse læber, så vil jeg gøre mit ypperste, for at det skal forblive sådan, men har du mest lyst til at være mut og trist uden min indflydelse, ja så undskyld jeg smiler..... I can't help it!
Det hele startede i aftes, da jeg troppede op hos min allerbedste kammerat, til endnu et fix, af dagens mange kopper kaffe og en hyggelig sludder om lidt af hvert, som vi med mellemrum dyrker, for at pleje det gode venskab. Han bemærkede straks, at det var en særdeles veltilpas Tina, der trådte ind af døren og nu skal jeg jo ikke kunne sige om det alene var det faktum, at jeg blev modtaget af en mand i lange, varme underklæder, der fik smilebåndet til at hæve sig, men jeg indrømmer at det var meget svært at lade være. Han påpegede at det var meget tydeligt at tyde mit humør, som bar jeg et skilt om halsen eller var en af de glitrende figurer, jeg havde som barn, der skiftede farve efter vejret.
Igen, da jeg i dag, skulle hente min bestilte morgenmad, for at stille min maves højlydte knurren og hurtigt ryge dagens smøg nr. hemmelig, ind imellem den travle mødeaktivitet, mødte jeg en god kollega i dørpassagen til frokoststuen. Hun ikke bare smilte, men nærmest grinte stort, som det ellers er længe siden jeg har set på hendes ansigt og jeg skulle netop til at spørge hende, hvad den dejlige modtagelse skyldtes, da hun kom mig i forkøbet. "hvorfor ser du så glad ud, Tina?"
Og nu igen til aften, da jeg så min dejlige venindes videobillede foran mig og hun mit, mens vi lige skulle have planlagt diverse kommende fødselsdagsfester, igen med kaffen behørigt indenfor venstrehåndens rækkevidde, blev smilet kommenteret. Ikke nok med at hun, så sødt, kommenterede onsdagens opsatte look, i de mest positive vendinger, så postulerede hun også at jeg ligefrem lyste op som en sol, bag de skærmens blålige skær. Hun behøvede ikke, ligesom min kammerat, at spørge hvorfor, for de kender mig bedre end de fleste og har så meget indsigt i mit inderste, at mit ansigt fortæller dem langt mere end brugen af ord, nogensinde kan.
Det foruroligende er dog, hvor meget mit smil kan påvirke andre og hvor stor magt vores humør har på andres velbefindende, da fælles for alle ovenstående, er at de oprigtigt blev glade og slet ikke kunne lade være med at lade sig påvirke af mig. Jeg kan jo så heller ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg sidst har været i så fantastisk en sindsstemning og om jeg eventuelt har bidraget til det modsatte også?!
Har de mon nogensinde gået og været små-mutte, når jeg har været overdynget af bekymringer og frustrationer, alene fordi de alle besidder en dybtfølt og ægte empati, hvor mit tankespin aldrig bliver som en triviel genudsendelse af Beverly Hills 90210?! Tænk sig engang at lille mig, kan påvirke andre på den måde og have en sådan indflydelse, uden helt at være det sig bevidst og kunne kontrollere den magt, der ligger bag ved.
Men magt er det og den bør bruges og udnyttes, men som så meget andet, bør det være konstruktivt og fordrende for alle parter og skal helst sprede sig som ringe i vandet, på mest positive vis. Smil koster ikke noget, men er blandt de gratis gaver vi kan give og skam en ting jeg hellere end gerne deler ud af. Jeg smiler stadig og mit indre er sprudlende, som aldrig før og det er der selvfølgelig en årsag til, som er at finde i hverdagens mange små succeser, som i den store sammenhæng er så ganske fantastiske.
Måske er det fordi jeg endelig fandt ud af, at der er andre end jeg, der kan vedligeholde kosten om hjørnet, måske er det på grund af at jeg endelig har fået lirket bagklappen af den nye BlackBerry, med kyndig fjernsupport og vejledning og måske er det blot det faktum at jeg elsker at være i mine sko lige nu! Uanset om det er det ene eller det andet, der smører smilet på disse læber, så vil jeg gøre mit ypperste, for at det skal forblive sådan, men har du mest lyst til at være mut og trist uden min indflydelse, ja så undskyld jeg smiler..... I can't help it!
Abonner på:
Opslag (Atom)