Det føles som årtier siden, jeg har ladet fingrene danse over tastaturet om de mange finurlige tanker, som krøller min hjerne, men det er det dog nok alligevel ikke. Altså jeg skriver jo rapporter og afleveringer, men det er som om jeg ikke finder samme afløb for mine inderste vridninger, når jeg skriver om logistik-analyser og får hovedbrud over matematiske formler, for ikke at tale om hvor helvede de pokkers taster sidder på en nymodens regnemaskine?! Da jeg gik i skole (og der lå 2 meter sne hver jul), var der tal, plus, minus, gange og lig-med på tastaturet og det gik sgu da meget godt, hvorimod i dag er det lige før der er flere taster end på computeren og det er åbenbart mere end blondinen her evner. Nå men fakta er, at jeg nok aldrig bliver den store nørd i den logiske tankegang , hvor 2+2 altid giver 4, men jeg er derimod ekspert om nogen, til at få livet igår gange livet i dag, til at give forskellige facit.
"Det er et spøjs sted" sagde en mand engang om de ting der sker bag min pandeskal og jeg har til tider en tilbøjelighed til at give ham ret, for hvad pokker er der at tænke over og så i den målestok? Og det er nok det jeg gør, når uvisheden lurer og jeg ikke har kontrol og når jeg stiller mig usikker og tvivlende overfor noget. Når linsen i øjet ikke længere kan læse hvad der sker omkring mig, enten fordi den er smurt ind i transfed hr. og fru Danmark-leverpostej, hvor vi alle er helt okay eller blot fordi objektet har rykket sig uden for mit synsfelt og et liv leves til fulde, uden jeg kan deltage.
I bund og grund savner jeg og nu ved jeg godt at man siger det nok er meget sundt for sjælen at opleve og det tror jeg nu egentlig også det er, hvis det altså er gengældt?! For hvis man har prøvet at savne og med følelsen af at det ikke returneres, er det som at stå i en ekkodal og råbe sit mellemnavn ud (Møller) og forvente den sjove genlyd af de grønne flaskers indhold retur, dog uden at få svar... Så virker man blot dum!
Og dum er altså ikke nogen særlig konstruktiv følelse at sidde med, for ikke at tale om sund og er den det, så er jeg apostel i ernæring! Jeg kan hoppe tilbage til børnehaveklasse-stadiet, for når nu jeg savner er det vel ikke for meget forlangt at det er gengældt og når nu jeg smerter, er det så for meget at bede om at du bider dig selv hårdt i armen, lader tårerne trille, blot for at sætte dig i mit sted et øjeblik?! Hvorfor bekymrer det overhovedet mig om du får sovet om natten, har ro i sindet og er okay, når nu jeg selv ikke mestre noget af dette for tiden?
Jeg springer lige tilbage til voksenlivet, for det gode ved at undvære, selvom det til tider kan være svært at få øje på, er at der skabes plads og muligheder til noget andet i stedet. Der skabes for eksempel plads til flere tanketimer, tid til forsømmelserne og til at erkende at savnet bunder i den reneste kærlighed, der er så svær at finde. Det skaber også plads til at se andet end dagligdagens klapsammen med Stryns, så selvom jeg måske sidder med følelsen af at nogen har stjålet min slikkepind og snart lægger hovedet på puden, hvor du lå, er der et håb forude....en drøm. I drømme bestemmer jeg og der føler jeg hverken sult, tørst eller savn og ekkoet fra dalen lyder rungende højt, vedvarende og klart i mit hoved. I mine drømme straffes slikkepinds-tyveri hårdt og der gives naturligvis findeløn (afregnet i naturalier).
