Hvad hovedet er fyldt med, render tasterne over med! I hvert fald når man som jeg, ynder at lade tasterne tale de ord jeg ikke kan få sagt (og måske også burde holde for mig selv), og så er det oftest den rene befrielse for mig at skrive en lille blog. Tankerne der kommer til udtryk her er for det meste dem jeg ikke er sikker på møder forståelse, eller dem som jeg i nuet ikke kan vende med dem der forstår mit tankemylder. Et tankemylder der kan sammenlignes med at have diarré i hovedet.... På et tidspunkt kan man bare ikke holde på det mere! (Pardon de fæle associationer).
Jeg har som sagt ikke skrevet meget på det sidste, men ikke så meget fordi jeg ikke længere har rumsteren bag pandeskallen, men mere fordi der er sket meget det seneste halve år og pragmatikeren har haft overtaget.
Hvad er det så der kan få den følsomme og drømmende fisk, til at tænke så rationelt at de vanlige forundringer har kunne skubbes i baggrunden, indtil nu?
Jeg har og har haft travlt på arbejde og selvom det sjældent er der jeg drømmer mig væk, fylder det bestemt også når jeg får fri, for jeg er desværre ikke udstyret med en tænd/sluk-knap. Eller rettere sagt: Jeg er blot født som kvinde! Jeg har brugt en stor del af min fritid på min uddannelse, hvor jeg nu kun mangler at forsvare min hovedopgave og den afsluttende eksamen, inden jeg kan sætte flueben ved dette. Jeg føler selv jeg har knoklet og bidraget med at skabe et hjem, godt hjulpet af tapetafdamper, malerpensel og selvom der er et stykke vej endnu, har jeg stadig blod på tanden. I samme forbindelse er jeg jo fraflyttet min lejlighed med alt hvad det indebærer at nedpakning af minder til bortskaffelse af affektioner, for at give plads til nye. Det har i den grad trukket på mine kræfter og drevet mig til udmattelsens rand. Ikke blot fysisk, men også mentalt, men det er heldigvis overstået nu og jeg har med et vis vemod sagt farvel til det liv, jeg skabte efter min skilsmisse.
Jeg har i det hele taget fået grebet på alle de ting der fyldte og pressede sig på, men det lader til at indersiden af hovedet ikke rigtig følger med og finder hvile?! Jeg føler mig usikker som aldrig før og det eneste jeg er 100% sikker på er at jeg ikke er sikker på noget. Følelsen af utilstrækkelighed popper op fra tid til anden og jeg længdes efter tidligere tider, hvor disse følelser ikke fandtes på mit verdenskort og hvor eneste usikkerhed var en vaklen i benene efter hed elskov i berusende forelskelse. Jo jo, jeg ved godt at tingene finder et naturligt leje og at hverdagen altid vender tilbage, uanset hvor meget man ville ønske man kunne gøre det anderledes, men skal den absolut fyldes af "godmorgen", "godnat", med lidt fyldstof imellem...??? Sådan er det jo for alle, men er det grund nok til at lade det være et kvalitetsstempel på et godt liv?
Jeg har de seneste fem år lovet mig selv at jeg aldrig vil vende tilbage til det liv, hvor joggingbukser og sæbe-opblødte negle fyldte dagene og forskellen imellem weekend og hverdag var kendetegnet af hvor længe man sov. Alligevel har jeg i den seneste tid nok ladet stå til i en grad jeg ikke selv bryder mig om og selvom det føles forkert, sidder jeg i dette nu, med enormt ud-groede hårrødder, rodet opsat med en clips, afskallet neglelak på de korte og flossede negle og tro det eller lad være.... I joggingbukser. Nice?.....NOT!!! Der er i dag fare for spejlet splintrer...
Jeg kan jo bare lave det om, men problemet er jeg aner ikke hvordan jeg havner i denne følelse, for jeg har jo i reglen ikke noget at brokke mig over, men mine halvhjertede forsøg på at slippe tankerne, puster blot til ilden.
For 1 år siden længdes jeg efter hverdagen og den tavse tosomhed og var der noget jeg hadede, var det den berusende forelskelse, hvor man end ikke kunne stole på sig selv og burde erklæres utilregnelig. Hvor man hele tiden var på stikkerne og ikke kunne være søndagsgrim, i frygt for at skræmme. Hvor feminismen blomstrede i takt med selvsikkerheden af at jeg endelig havde fundet mit sande jeg, et jeg, man kan tage eller lade være. Nu tænker jeg: "Hvad nu hvis man lader være?"
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg savner, men det panikken breder sig i mig, for det er en grim følelse at sidde med en følelse af at være grim! Så tag dig dog sammen, Tina og bliv smuk igen....i tankerne som i ydret... Godt det er lørdag i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar