Jul mod muren

Julen er over os og lige meget hvor man kigger hen stråler diode lyskæderne om kap med aftenens frostklare stjerner. I aftes sad jeg alene i mørket, henslængt i sofaen og fik netop øje på en smuk stjerne som lyste nattehimlen op over lille Vinderslev. Nu kan min stedsans ligge på et meget lille sted, så selvom den virkede indenfor arms rækkevidde og lige over vores lille samfund, så det skulle ikke undre mig at den rent faktisk stod over London eller måske endda så fjernt som New York. Anyway, som den stod der i smukt kontrast på den midnatsblå baggrund, følte jeg en snert af den ellers udeblivende julestemning, som fik mig til at tænke tilbage på min barndoms jul, hvor man lå søvnløs i spænding over julens komme og morgendagens fyld i julesokken. Dengang julen var magisk og man i sin naive barnetro troede at det var julemanden, der havde hugget mors gavepair og lagde pakker under træet. Det var også dengang julen var Ferrari-rød, med Familie Journalens kravlenisser på hver en hylde, hæklede hvidskæggede små mænd stod linet op hen ad sofaryggen og før der gik bolig indretnings HAY hysteri i fejringen af Jesus fødsel. 
Min familie har nu aldrig rigtigt fejret Jesus fødsel, selvom sangene om frelserens komme, som vanligt blev brummet rundt om træet og "et barn er født i Betlehem" var udenadslære, mens resten af versene skulle læses i de små sangbøger fra OTA solgryn. Vi fejrede rettere endelig at have fri fra skole og job og at vi for en enkelt aften, havde råd til skamløst at fråse i tvangsfodrede ænder, kunstigt indfarvet marcipan og give ungerne phthalat-spækkede samlesæt med alt for små dele. Og der var gran og kogler i massevis, røde nissepiger og -drenge med træsko og engle klippet i gulnet karton og skæve musetrapper i kulørt glanspapir.

Nu skal jeg ikke revse dem, som har fingeren på pulsen, hvad angår moden for dette års julepynt og leger trendsættere i betonstøbning af adventskranse, for jeg ville sgu ønske jeg kunne følge med tiden, men når man kigger rundt i mit hjem er der intet der overhovedet minder om jul. Og så er det faktisk løgn, for jeg kan blot vende bloklyset på skænken, som har stået med tallene vendt mod muren siden sidste år og som mit fornærede jeg ikke nænnede at smide ud, blot fordi det ikke blev brændt ned sidste december. Egentlig kan man også tolke at jeg er ret godt med, for lyset er jo påbegyndt, selvom den 1. endnu ikke er brændt ned.... det er altså også et meget stort lys!
Men det er hvad julehyggen strækker sig til indtil videre i dette hus, med mindre man kan tælle vaniljepulveret i støvsugerposen med, så hele huset dufter af vaniljekranse hver gang ugens afkast af hundehår skal indsamles. Det var et trick jeg læste om på nettet og i min iver for at spare på de afsindig dyre duftekugler tænkte jeg: "Vanilje dufter dejligt og smager godt, så det skal da lige prøves". Det skal det så absolut ikke igen, for med mindre man er vaniljenarkoman, bliver den sødlige lugt hurtig temmelig kvalm. Duftekugler?! Tænk sig at vi køber parfume til et husholdningsapperat!

Selv hvis jeg havde pyntet op til jul, ville der nu også blive svært at finde ret meget som ligner julepynten fra min barndom, med undtagelse af et par enkelte arvestykker og jeg er ikke helt klar over hvorfor. Måske hænger det sammen med min trang til at skabe mine egne juletraditioner, da jeg flyttede hjemmefra for snart 22 år siden eller også er jeg selv smittet med Luxoliving-epidemien og oplever de første anti-røde symptomer? Jeg er nemlig blevet overfølsom overfor rød hvad angår julpynt og min selvdianostiserede OCD kammer helt over, når jeg ser blodet farve udført i stearin og omgivet af grangrene, bær og en gigantisk sløjfe, midt i min ellers naturfarvede bolig indretning. Jeg ved heller ikke om min ellers så trofaste julestemning der plejer at sætte ind ultimo november har valgt at udeblive, fordi jeg ikke har pyntet eller om der måske er noget symbolsk i det skide lys med tallene mod muren. Måske er det blot fordi jeg langt om længe er blevet så voksen, at stemningen først kommer når man ser julen spejle sig i et par godtroende barneøjne og her lader en 15-årig teenagers begejstring over et kvist i en klat ler, altså en hel del tilbage at ønske.
Nogen vil sikkert sige at jeg er helt galt afmarcheret og at julen ikke handler om Georg Jensen juleophæng er yt eller ej, men handler om nærvær og kærlighed og det tror jeg faktisk også at den gjorde..... en gang. Dengang julen ikke var på sociale medier og hvor vi pyntede op for vores egen og børnenes skyld og ikke for at deltage i kapløbet om hvem der kan dekorerer sin kubus-stage mest stilrent og få flest likes. Hvor børn fandt julens stemning i rædselsfulde knitrende guirlander og en crappy julekalender fra den lokale Brugs og hvor voksnes stemning steg i takt med dagens kalenderlåge blev åbnet, efterfuldt af det obligatoriske Nejjjj. Nu er tidens trend at julen skal være stilren og minimalistisk, så på en måde er jeg nærmest stil-ikon.... Her er julen sgu så minimalistisk at den er helt væk!

Den opmærksomme læser har nok efterhånden erfaret at jeg ikke rigtigt har fået julens ånd over mig og det er pt. langt fra sikkert den kommer i år. Ja, jeg tør faktisk ikke engang love at kalenderlyset bliver brændt, men så er det jo heldigt at julen har det med at vende retur år efter år og genbrug er faktisk trendy... Nu vil jeg vende mit lys, genfinde min stjerne og spille en absolut ynglings julesang, som passer til humøret!

Fairytale of New York

Syge tanker om tabu og kronjuveler

Livet er sgu en underlig størrelse og inden man ved af det har man fået kræft.... testikelkræft for at være anatomisk korrekt! Og når jeg nu siger man, så er det naturligvis ikke fordi jeg pludseligt har skiftet køn over night eller vokset mig et par vedhæng til i underetagen, men fordi jeg på et split sekund har skulle indtage pladsen som nærmeste pårørende. Jeg ved det er TABU, men jeg siger det alligevel... Det gør også ondt på mig!
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.

Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.

Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!

Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.

Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og  har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.

Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !


Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.

Siger det meget godt!