Picture that...

De fleste mennesker i dag har en eller anden form for profil, på én eller flere sociale medier og jeg er naturligvis heller ikke undtagelsen, når det kommer til forsøget på at følge med det virtuelle beat, hvis man da kan kalde gode gamle facebook det. Det er et eminent forum at male sit billede af verden i de helt rigtige farver og fremstå præcis som man vil, hvis man da ellers tillægger sin gøren og laden nærmere dybere eftertanke.

Det er absolut ikke altid med de store overvejelser jeg liker, deler eller poster på fb, ligesom jeg har skrevet blogs her, jeg ikke længere kan blive helt enig med mig selv om det nu også var så kloge ord, der fandt vej gennem tankespindet. Men præcis som i virkelighedens verden hvor vi ser hinanden i øjnene, når ordene strømmer ud af oral-orglet og vores handlinger udstilles til omverdenens skue, så vælger jeg at lade det skrevne stå, på godt og ondt. Jeg kan jo heller ikke tage det talte tilbage eller slette minderne på andres indre harddisc, for ikke at tale om min egen som stadig formår at lagre en smule, trods de 38 somre. Det er jo ikke nødvendigvis her jeg er i dag og heller ikke sådan jeg vil betragtes, men det fortæller dog om den vej jeg er gået for at blive hende jeg er i dag.

Og hvordan vil jeg så gerne fremstå? Ja, allerhelst vil jeg naturligvis bades i det positivitetens spotlight, hvis jeg selv kunne vælge, men det er ikke min beslutning alene, for hvad end jeg udsender af handlinger, ord og billeder, ryger direkte til analyse hos alle jer, hvis facit jeg ikke nødvendigvis kan påvirke. Det er jo ikke kun i virkelighedens verden vi påvirker folk til at have en holdning om os, det gør vi i høj grad også i den virtuelle verden, hvor de mange sitrende pixels måske ligefrem slører vores ellers så udemærkede dømmekraft og sætter den ellers så gode opdragelse på højkant. For modsat de mange opdateringer om aftensmadens nærmest usynlige kalorieindhold og billeder af barnebarnets fremmelige pottetræning, så oplever jeg nogle gange at den gode etikette fuldstændig forsvinder, når jeg f.eks af total narcissistiske grunde skifter profilbillede.

Her er et udpluk af de kommentarer jeg har fået med på vejen, både skriftligt, men også verbalt ude i den store verden: "Det er alt for meget make up", "Er du ikke blevet for gammel til alt den spartel", "En sminkedåse", "Det ser unaturligt ud", "Hvorfor bleger du dit hår så lyst", "man kan jo ikke arbejde med så lange negle"... Okay indrømmet, jeg er nok en dullefrø, på godt og ondt, men guess what... Mit blod er også rødt!
Ordene sårer mig egentlig ikke, men det stikker faktisk i mig at nogle mennesker , mener det er okay at pådutte deres holdning, og som ikke regner mig for mere eller vælger at se andet end den foundation jeg har på.

Men, for der er jo altid et men, så kan man jo spørge sig selv om tænketanken slår endnu flere kolbøtter over alle de usagte ord, men det er en helt anden blog .....

All About The Bass

Who's watching?

Det er med ydmyghed og glæde, at jeg kan konstatere, at min blog nu har rundet de 6000 besøgende på de 9 måneder den har eksisteret. Og selvom jeg sikkert kan halvere dette tal, med alle dem der trykker forkert eller regner med et link til "Alice in wonderland", så er jeg alligevel lidt stolt over at der stadig er nogen der finder mine tanker værd at læse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem det egentlig er der sidder derude bag skærmene og får indsigt i mit liv på godt og ondt, og hvad pokker jeg egentlig gør for at fortjene nogle minutter af jeres sparsomme fritimer?! Nogen af jer kender jeg, som dem, der satte det hele i gang for 1½ år siden, da jeg første gang stiftede bekendtskab med blog-universet andet steds på nettet og som ledte mig vejen, med jeres sjove, underholdende, tankevækkende, alvorlige og til tider også ligegyldige kommentarer. Blot det faktum at I stadig holder ved og kigger forbi ved lejlighed, siger mig at jeg til tider rammer den nerve, der gør bloggen levnede og vital. For jer er det sikkert ingen overraskelse længere, hvor mange ord der brænder i mit bryst, tumler bag min pande og at jeg finder ro i denne verden, og I vil ikke kunne forestille jer mig holde kæft ret længe af gangen. Men det hænder dog til tider, at selv jeg løber tør for talestrøm, men dette sker oftest når andre har sat følelser og tanker i gang, som udvikler sig til bogstaver, ord og sætninger her og i skriveprocessen sætter tingene i rette perspektiv for mig.

Der er også dem af mine nærmeste, som efterhånden er så vant til mit tankespin in real life, at sensationen over denne online dagbog for længst er overgået til normen og blot anses som en følgeton af virkelighedens verden. Og så er der  jer,der er ny ankomne i mit wonderland og pludselig oplever en anden side af den Tina, I allerede kender og måske undres, begejstres, skuffes eller endda græmmes..... Særligt jer, vil jeg gerne takke for besøgene og for at finde mine tanker læsværdige, uanset opfattelsen.

Det kan til tider være med en smule ærefrygt, jeg må sande at personer jeg selv finder inspirerende, intelligente og har en afsindig stor respekt for, kan finde eftertanke i mine små-skriblerier herinde. Selv denne aftens blog er udsprunget af kommentarer til I live to wonder, fra én der indtrådte på disse sider med et blankt papir og oplevede noget, der kunne fylde linierne og fandt noget af værdi. Jeg vælger naturligvis selv hvad jeg ønsker at vise, men jeg er ikke specielt blufærdig med mine tanker, hverken her eller i verden udenfor, så længe jeg kan stå inde for mine ord, men jeg er en helt almindelig pige og alene det gør mig beæret. Det kan føles lidt som at afklæde sig foran vinduet, uden at vide hvem der kigger på derude i mørket, blot knap så krænkende for nogen af parterne og alligevel pirrer det (bare rolig, der kommer IKKE nøgenbilleder nu). Gør min trang, til at offentliggøre Tinas verden, mig til narcissist? Uden tvivl og jeg ville lyve hvis jeg sagde at interessen ikke tændte noget i mig og gør mig endnu mere nysgerrig for at hive tankerne ud og med herind.

Jeg bliver af ren og skær nysgerrighed, nødt til at spørge jer, faste, sporatiske, som nye læsere, hvad der gør min side et besøg værd? Jeg har naturligvis lavet denne blog med det formål at blive læst og meget gerne kommenteret, selvom jeg måske ikke altid stiller de store spørgsmål, så har jeg også behov for at vide hvilke emner der fanger jer og hvilke jeg burde undlade. Jeg søger hele tiden at udvikle mig selv og min blog, til at kunne give jer et indblik i mine tanker og meninger, uden at blotte mig selv eller andre i cyber, og selvom ros er en dejlig ting, åbner jeg her for forslag, kritik og indspark til fremtidige tanker og kommende blogs.

Men jeg er også nysgerrig efter at vide hvad I er for mennesker og hvad der regerer i hovedet på jer, når i surfer igennem strømmen af blogs og gør holdt her på siden min. Er i selv bloggere, skribenter, skriver dagbog eller har en anden kreativ udtryksform? Hvad tricker jeres tankespin? Du kender mig, men hvem er du egentlig?

???????????

Blotter-blogger

Nu er der efterhånden en del læsere på min blog og det er jo rigtigt dejligt at der rent faktisk sidder mennesker derude i vort kære land, som synes at mine beskedne ord er værd at læse. Jeg er dybt beæret og føler skam også en smule præstationsangst, når jeg tænker på hvad jeg rent faktisk ligger ud i cyperspace af tanker, holdninger og spontane udbrud.

Nogle har sagt jeg skal passe på hvad jeg skriver, da jeg jo (dog ganske bevidst) blotter mig og mit indre for åbent tæppe. Og selvfølgelig overvejer jeg hvad der skal skrives og hvad jeg ønsker set af jer, men ellers ser jeg ingen grænser, så længe jeg ikke støder nogen. Men det kan jeg nok heller ikke frasige mig helt, for jeg skriver om min verden og dem der omgiver mig, på godt og ondt.

Du vil opleve at du til tider fanger min mening med det hele fra overskriften er sat og andre gange må du måske spørge ind til en nærmere betydning.  Så selvom det er pakket godt ind, så kan du roligt stole på at du er indgår i min blog, hvis du kan nikke genkendende til dit eget billede. Ja, så er det dig jeg snakker om og kan du blot finde en dybere mening, er mit mål nået.

Så tak fordi netop du synes, jeg har noget på hjerte der er dine minutter værd og kom igen og igen og igen og igen........ Jeg er en sucker for opmærksomhed og bliver ved med at blogge så længe, der rotere lidt under de lyse lokker og du kigger med!

Having a good time

...til cyber os skiller!

Denne kolde decemberdag, sidder jeg som så mange gange før og surfer rundt i internettets verden, på alle de sider jeg nu ynder at ytre mig i debat. Jeg falder over et spørgsmål fra en kvinde, der tydeligvis er forfærdet over en mands opførsel i selv samme univers, nemlig cyber, hvor hun stiller stort spørgsmålstegn ved hans tilstedeværelse på et dating-site, når han har lovet sit hjerte til en anden. Jeg kan sagtens følge hendes tanker, men ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal svare, men jeg vil så forsøge med denne blog at se lidt mere overordnet eller rettere skævt på, hvad det egentlig er der sker bag de mange pixels på skærmene i de små hjem og ikke mindst hvorfor.

Som de fleste af jer ved, er internettet helt klart min legeplads, uanset om vi taler humørbombardementer, dybere reflektioner om hvad der sker i min og jeres verden eller blot at tilegne mig viden af forskellig art. Men her kommer det paradoksale, for jeg husker også verden før jeg blev indfanget i cyber-spiderens spind, som en hel del lettere, mere enkel og uden helt så mange grænser og regler man skulle forholde sig til. Jeg er ikke opdraget til at begå mig på nettet, da jeg er opvokset i en verden uden mobiltelefoner og nu lever med den tingest, som ingen forestiller sig at kunne undvære, så jeg har måtte lære på den lidt tungnemme måde hvad der er go og no-go i dette univers. Og hvad er det så? Det vil jeg forsøge at stille spørgsmålstegn ved her, ved at sidestille de to verdner med 20 års mellemrum.

Lad os starte med kontakt-medierne, så som sms'er, mails, facebook og de uendelig mange dating-sites der findes. I dag er det nærmest en menneskeret at kunne agere helt og aldeles frit og anonymt i disse medier, uden andres viden, uanset om man er single, har kæreste eller er gift. Vi har kontakt til alle de mennesker vi engang kaldte venner, kollegaer eller elskere, men som nu plejes via satelitter i 100 kilometers højde. De er vores netværk, nej forkert, de er MIT netværk... MIN hemmelige klub, hvor det sidestilles med at hacke ind i FBI's hemmelige filer, at åbne en andens sms'er, mails eller chats. Men hvis det blot er en samtale på skrift, er det lige jeg bliver nødt til at spørge jer, der også var godt og vel voksne for 20 år siden, om en ting. Bad du dengang din mand/hustru eller lignende, om at gå i modsatte ende af køledisken i Brugsen, når du tilfældigt stødte på en gammel ven, skolekammerat eller flamme, så du kunne bibeholde din identitet og tale hemmeligt? Ville du, med din mand ved din side, sige til din gamle forelskelse at han betyder noget ganske særligt, fordi han var din første og ham der "prikkede ruden ind" og sende ham et lummert blink?

Ja ja, jeg er godt klar over at det er grænseoverskridende for nogen og jeg accepterer skam også at sådan forholder det sig, men jeg mangler stadig det slående argument, der fortæller mig hvorfor en samtale i cyber, uanset om den er på sms, mail eller ligende, pludselig ikke længere kan tåle at blive sagt ud af munden? Kald mig blot et mistroisk fruetimmer, men jeg ser 2 argumenter.... den ene er at vi ikke er helt ærlige overfor os selv og bilder os ind at cyber er en slags drømmeverden, hvor alt er tilladt og vi ikke kan stilles til ansvar, da det jo er op til læserens fortolkning og at det er på linie med tanker og ikke er virkeligt så længe det ikke siges højt. Den anden er at vi rent faktisk bevidst lyver for en anden, og lever højt på hvad han/hun ikke ved, har vedkommende ikke ondt af, velvidende at vores skrevne ord ville skabe kaos og påstyr hvis de kom frem i lyset. Sjovt nok er skilsmisse-raten steget betragteligt i takt med internettets og mobiltelefonens indtog.... Tankevækkende?


Men sådan er verden i dag og om jeg forstår det eller ej, er det disse nysatte grænser og regler vi alle må leve efter! Men lad os tænke endnu 20 år frem  tiden... Jeg kan se os sidde med cybermasker over øjnene og udleve det liv, med den kvinde/mand vi fantaserer om og som kan give os alle de virtuelle orgasmer og følelser, vi lyster, mens vores jordbundne partner vasker de ikke cyber-stinkende underbukser med de ret så virkelige bremsespor. Det kan vi uden at skulle forholde os til, hvad vores bedre halvdel føler, for dette er VORES egen verden og jo ikke virkeligt. Det er jo bare cyber!

Måske skulle vi have omskrevet vores ægteskabs-løfte.... Kunne jo lyde sådan her:

"Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham i medgang og modgang, i hvad Gud den almægtige og Microsoft vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil netværket jer skiller eller koden er brudt?"

Og vi kunne tilføje til nogle af de ti bud, som vi til dels lever efter, selvom vi ikke går alverden i kirke:

*Du må ikke bryde ægteskabet, med mindre du husker at skifte password hver uge*

*Du må ikke begære din næstes hustru, med mindre i begge betaler plus-kontingent til samme datingsite*

*Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste, men du må gerne skrive det*

*Du må ikke bryde ægteskabet....I VIRKELIGHEDEN*
 
Har du argumentet, vil jeg fandme gerne høre det....SAGT!

Jeg, en novise...

Det er jo slet ikke til at komme udenom den blogger, der med sin skarpe tunge er mest oppe i tiden, nemlig Bitterfissen Bethany. Og nu kan man jo mene hvad man vil om denne anonyme bloggers vredesudbrud på vores allesammens cyber-legeplads, mens der spåes i øst og vest om hvor mange X og Y kromosomer vedkommende besidder. Men er det overhovedet relevant om disse ord kommer fra en mand eller en kvinde? Burde man ikke tillægge ordene mere betydning fremfor kønnet?

Et gammel ordsprog siger: "Pennen er mit sværd", og nu vil jeg så gerne tilføje skjold til denne sætning. For det første jeg tænker når jeg læser pågældende bloggers skriblerier, er mere hvilket menneskesyn der er bag profilen? Jeg tror næppe at det er en usympatisk person, der i opdragelsens år blev forbigået for god takt og tone, men nærmere et menneske, som har indset at det omtale at råbe højt og gerne om pik og patter, samt et menneske, der nyder opmærksomheden som en anden narcissus. Nå men nok om Bethany, og lad mig i stedet tale lidt om de ord, vi selv udgyder og hvorledes de modtages.

budskabet er klart! 

Jeg oplever fra tid til anden, at folk bliver stødt og såret over mine ord, nogle gange er det fordi de ikke er særligt pæne eller foregår i en situation hvor bølgerne går højt og andre gange er det modpartens opfattelse, der er en anden end min mening. Sådan vil det altid være, men nogle gange bruger vi netop ordene som sværd og tilfører modtageren så meget smerte som muligt, også selv til mennesker vi elsker og holder af, og blot for at kunne udligne til uafgjort eller er det fordi vi er ligeglade med om vi sårer vores nærmeste?

Så kan man naturligvis diskutere hvornår en spade skal kaldes en spade og hvornår man i empatiens navn bør pakke det lidt ind og det afhænger nok af situationens alvor og hvad vi ønsker at opnå med vores udtalelser. Ligeså meget glæde få ord kan frembringe, ligeså meget smerte kan de påføre og ord har en tendens til at sidde fast og blive husket længe. De forsvinder jo ikke bare fordi de ikke er foreviget på papir eller i cyber, men brænder sig fast i modtagerens hukommelse, til evig genkaldelse og den tilhørende følelse.

Nogen vil måske påstå at ord preller af dem og det er sikkert selvsamme mennesker, der benytter ordet som sværd frem for en gave. Jeg er vist en af dem der står med et ben i hver lejr, for jeg er udemærket klar over hvor jeg kan bore spidsen ind og jeg vil også gerne indrømme at jeg til tider har mistet beherskelsen og ladet det ske, men jeg er ikke bange for at erkende min forseelse og stikke en behørig undskyldning. Samtidigt er jeg en følsom sjæl, som let kan rammes af ord. Ikke alle ord, men ved man hvor mit "allerfarligste-sted" sidder er det intet problem at bringe selv den stærkeste i knæ. Spørgsmålet er så bare om man gør det?!

Naivt?