Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.
Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.
Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.
Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar