Even the gulls were cutton candy...

Jeg trængte vist mere til ferie end jeg selv anede og selvom der er GO på, med tre stk. pre-teenagere på slæb, så har både min veninde og jeg vist nydt godt af at komme hjemmefra den daglige trummerum. En ferie i venskabets og ikke mindst børnenes tegn, som blev temmelig stresset og ikke mindst presset, lige op til afrejse for os begge, af forskellige årsager og de første dage gik hvis med at falde ned og hver især lade tankerne finde rum til at flyve højt og frit med mågerne, under den solbeskinnede himmel.

Der sker noget inde i mit hovedet, når man sådan lukker hverdagen ude og giver plads til at tankerne kan flyve og selvom jeg ikke tænker mindre, så finder jeg en større ro til at tænke det hele til ende og nærme mig noget der ligner et facit. Og hvilke tanker er det så jeg går og brygger sammen, når jeg netop burde tømme hovedet?

Det er sjovt for mit tankespin har været endnu mere malerisk og drømmende end ellers, hvilket ikke siger så lidt, for til trods for at mine drømmes penselstrøg plejer at være farverige, har en farve været mere dominerende end ellers. Selvom lejlighedens vægge var malet majsgule, den skyfrie himmel var blå og mågerne var bevinget med snehvide fjer, havde det hele et candyfloss-farvet skær og uanset hvorhen jeg så, var der kærlighed i luften. Sådan ser kærlighedens farve nemlig ud for mig. Den er ikke rød, men rettere som det lyserøde sukkervat... Sødt, blødt, smeltende på tungen og en smule klistret!

Jeg tænkte meget over hvordan det ville have været, at have ham den rigtige med på sådan en ferie?! Hvordan ville det have været at slå øjnene op og flyde ind i de dejligste øjne, mens solens stråler brød igennem gardinerne, hvordan morgenkaffen ville smage i altanens skygge og blot i stilhed betragte det dybsindige ansigt, nyde udsigten og hvordan tiden kunne stå stille og løbe alt for stærkt, på samme tid. Hvorfor sad han ikke lige der og kastede sine elskelige blikke efter mig?

Hvordan ville han mon have ageret over for min datters iver for at hive folk op i den høje vandrutsjebane, af trapper der får benene til at syre til, men som man glemmer så snart maven kildre, på den alt for korte tur ned?! Hvordan ville han mon have reageret på hendes evindelige søgen efter én der tør tage hende i hånden og tillade det indre barn, spille bold med hendes?! Jeg kunne levende se det hele udspille sig for mig og når jeg lukkede øjnene, mens jeg lå der i det sydende boblebad, kunne jeg næsten mærke hans stærke arm om mit liv og hans bløde kind imod min. For ikke at tale om den ellers så veludførte lagune, med det oplyste turkisblå vand, som min datter hurtigt navngav "Snavegrotten", hvor kærligheden udspillede sig hos de mange par, som lod deres følelsers overflod tage over og forældrerollerne veg for kærestetid. Hvorfor var det ikke mig der flød vægtløs rundt i mørket, med vandfaldets buldren i baggrunden og ham den rigtiges læber på mine?

Hvordan ville det have været at sidde under palmerne og den sydlandske stemning, mens de lækreste gourmet måltider blev serveret, for at tilfredsstille vores sult og kildre vores smagsløg, med benene flettet sammen under de små borde, mens datteren forsøgte sig ud i fremmedsprogenes kunst? At fordybe sig i oplevelsen og ikke mindst hinanden over kaffen, mens datteren min lader endnu en energiladning eksplodere i legelandet. At afslutte dagen med en stille tur til stranden, hvor aftensolen danser en sidste dans over havets horisont, som frembragte de smukkeste farver og en stemning der ikke kan købes for penge og stå i den kølige Maj-vind og betragte solnedgangen. Den var så smuk og kunne ikke forestille mig noget mere fantastisk at være stille om, sammen om! Der var masser af stilhed, men hvorfor var han ikke med mig, lige der under himmelsens farvepalet?

Vi kunne have afsluttet aftenen på terrassen med stearinlyset glinsende i vinglasset røde druer, mens temperaturen i luften faldt i takt med solen og varmen stigende indeni og følelsen af lykke overstrømmende som en tsunami. Datterens lavmælte snorken, bekræfter mig i hendes krop er mæt og træt og lader op til endnu en dag af samme slags, mens hans ord og blik kunne fortælle mig at natten kun lige er begyndt, at livet kun lige er begyndt, med ham den rigtige...

Sådan var min ferie ikke og selvom den var fantastisk dejlig, trods den vanskelige start, så satte de candyfloss-farvede tanker og drømme blot baren en tak op, men samtidig synliggjorde de også hvad det egentlig er jeg vil have. Jeg vil have ham, men han er der kun, bag lukkede øjne. Jeg har et bjerg der skal bestiges, for at dette skal blive virkeligt og at ham der kan farve hvide måger lyserøde, også får øjnene op for at jeg er den rigtige for ham. At dette måske også kunne være hans drøm, som dog i fællesskab er inden for rækkevidde og som kan farves i nøjagtig den farve vi vil. For min skyld kan de være alle regnbuens farver, så længe de farves af vores pensel...

No doubt in my mind....