Fly by....

Da jeg var barn, var jeg dybt fascineret af sommerfugle! Ikke kun fordi de var smukke, men også den transformation de gennemgår, for at opnå deres skønheds-status i insekt-verdenen. Der findes jo ikke noget smukkere insekt, som kan flakse rundt, i uvilkårlig orden, diffust og uden retning og stadig se ud som om det danser på himlen.

Jeg fik ofte af vide, at jeg ikke måtte fange dem, da de dermed mistede støvet på vingerne og ikke længere evnede flyvningens kunst, hvilket naturligvis blot øgede fascinationen yderligere. For sommerfuglen opnåede derved en mystisk, næsten magisk status, hos en naiv lille pige med slangekrøller, der med en nysgerrig appetit på livets oplevelser, sorgløst samlede naturens smukkeste væsener, op i sine små hænder. Som oftest var det med den største respekt for alle de levende væsener, jeg fandt interessante og som blot blev indsamlet til kortvarig studie, for derefter at blive sat tilbage i det grønne. Lige med undtagelse af dengang jeg, en varm solbeskinnet sommerdag, fik efterladt en skrubtudse, på kølerhjelmen af en af min far's biler, som stod i salgsrækken, klargjort og shinet. Bilen var skinnende flot og ren og min kvækkende, nye bedste ven, skulle skam have ikke mindre end det bedste, udover min hengivenhed. Hvor mange timer, den ellers så nuttede og bløde skrubtudse, sad der i den stegende hede, husker jeg ikke, men da jeg vendte retur efter den, sad der blot en indtørret, ristet og forvokset rosin, som jeg så derefter behørigt kunne begrave i skam, mens jeg grædende, undskyldte mange gange. Jeg var 7 år og vidste ikke bedre!

Nu er jeg en voksen kvinde og jeg er stadig ligeså fascineret af de små nuttede tudser og ikke mindst sommerfuglen, som til enhver tid er velkommen her, på mit lille træbelagte stykke paradis. Et paradis jeg den seneste tid, har lagt mange kræfter i og glædet mig til at kunne fremvise og nyde, omgivet af den smule liv man nu kan forvente, mens sommerfuglen stadig er forpuppet. Jeg kan skam stadig finde af lysten til at fange den flyvende farvepalet og selvom de små barnehænder, nu har fået lidt længere fingre, med glitrende knojern og farverige klør, så er naiviteten vist ikke helt forsvundet med årene. Jeg kan dog åbenbart stadig også, ganske utilsigtet, slå støvet af vingerne og se det forslåede væsen, fordufte til himmels og fortrække til mere fredelige, vante enge, mens jeg genopfrisker barndommens hemmelige afskedsritual og siger mit eget stille farvel. Jeg er 35 år og ved åbenbart ikke bedre!

Bye bye, Butterfly!