Tænk sig at leve i en verden uden duft og den dertilhørende smagssans. At sidde ved et veldækket bord, med alt hvad øjet og maven kan begære, klar til at indtage perler til smagsløgene, for dernæst at smage absolut intet. Hvad værre må være, er at have en erindring om, hvorledes en velberedt okse-steak smager, begærligt betragte den med mundvandet dryppende fra mundvigene og efterfølgende være efterladt med smagen af intet. Så kan det vel i grunden være ligegyldigt om man spiser steak, rugklapper med leverpostej eller en tør riskiks, hvilket i øvrigt smager okay i min verden?!
Jeg ved godt at meningen med føde er at tanke vores depoter op, til at kunne få energi og overleve og at smagen evt. kunne betragtes som en sekundær ting eller ligefrem fryns, når man får et måltid serveret. Men det er vel ikke kun smagen, der gør at vi overhovedet har lyst til at stille sulten, men også fordi det er et basalt behov i livet og fordi vores mave knurrer fra tid til anden, som kroppens brændstofstank og indikerer at det er ved tide at fylde på?! Jeg har faktisk intet problem med at lade aftensmaden bestå af riskiks, hvis jeg er på farten eller blot er alene og skal have mavens reservetanks-lampe slukket, men jeg elsker derimod også et velberedt og velsmagende måltid, i godt selskab, som de fleste andre. Og selvom lysten ikke kræver andet end en kiks, så spiser jeg skam....det andet er afholdenhed, hedder anoreksi og det dør man af.
Sådan forestiller jeg mig, at det må føles at være frigid eller impotent! Hov, det var da noget af et spring og en spøjs sammenligning, men jeg har tænkt en del over det, så prøv lige at følge med.
Forestil dig at være impotent eller for kvindens vedkommende frigid, og miste evnen eller lysten til noget, man i bund og grund ved, er forbundet med stort velbehag og nydelse?! Man føler stadig den basale trang, lysten i sindet, men når man kommer til selve agten, kan man ikke mærke noget eller i værste fald er det forbundet med smerte. Og som med den smagsløse fileterede ko, kunne man måske ligeså godt lade være, arkivere det under has-beens, been there done that og det er præcis, hvad jeg tror mange gør i den situation. Det må være et sandt helvede og ganske frygteligt!
Brevkasser på nettet er fyld med overskrifter som: "Min kone/mand har ikke lyst" og jeg forstår skam også, at brændt barn skyr ilden, men det jeg ikke helt forstår er hvorledes man samtidigt kan undertrykke det menneskelige behov for nærhed og intimitet, med et andet menneske og endda et menneske man efter sigende skulle elske højt? Sex, elskov, lystigt begær (kært barn har mange navne) er jo meget andet end penetration og kopulation og er i høj grad den kropslige og fysiske måde, at vise sine følelser for hinanden på. Den kan jo udføres på mange andre måder end det direkte samleje, uden at jeg dog skal indgå en nærmere beskrivelse. Jeg ved godt at orgasmen er målet for nogen og at følelser ikke nødvendigvis er et must for alle, men det er måske blot modstykket til enkelte mennesker, man finder i de frigide og impotente, som i deres egen mangel på tilfredsstillelse, samtidigt mister lysten til at give selv samme, uden at kunne performe 100% selv. Kan man være følelses-anorektiker?! Dette er ikke en håne-blog og jeg forsøger naturligvis ikke at skære alle over en kam og håber skam også, at dette er undtagelsen hos de stakkels mennesker, som har disse forfærdelige lidelser.
"Nu er elskov jo ikke alt, Tina og man kan sagtens have et godt liv uden" og dertil vil jeg svare både ja og nej, set fra min verden... Selv som single, er jeg ikke nødtvunget til at undvære det, så ja, men jeg er personligt hellere foruden, hvis ikke mine og hans følelser er med, hvilket dog også gør at jeg ikke kunne forstille mig et liv i tosomhed, uden nogen form for begær eller berøring. Elsker jeg en mand, føler jeg mig kronisk "sulten", reservetanks-lampen blinker konstant og min basale trang til intimitet, er ikke kun at finde fysiologisk i min krop, men også mentalt i mine følelser og i mit hjerte! Jeg har behov for at høre hans åndedrag, mærke hans kys, fornemme hans hud imod min og trække hans duft helt ned i mit inderste og ikke mindst stille hans sult. Jeg tror faktisk at hvis jeg en dag ikke længere selv evner at føle den slags sult, er jeg følelsesmæssigt invalideret eller i overhængende livsfare.....Noget vil i hvertfald føles dødt for mig!
Måske er det ikke meningen jeg skal forstå det og jeg håber inderligt at jeg aldrig nogensinde får behovet for at grave dybere efter en løsning og kan nøjes med at undres..... Og nu fornemmer jeg sulten melde sig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar