Ghostbusting

Jeg har startet et projekt, eller rettere jeg har frivilligt meldt mig til deltagelse, i min kærestes projekt om at forskønne det indre af hans i forvejen hyggelige hus. Min deltagelse er ikke af uselviske årsager, må jeg erkende, selvom jeg naturligvis helst vil fremstå som den støttende og altid hjælpende, der gør det udelukkende for hans glæde. Men jo mere og dybere jeg tænker over det, er det i allerhøjeste grad også for min egen skyld og som muligvis er med større ubevidste bagtanker end først antaget.

Dette hus er drømmehuset som han for år tilbage købte med sin ekskone og stiftede sin kernefamilie i. Dette skulle være deres base og være der, alle deres drømme skulle fødes og realiseres og skabe rammerne for deres familie. Men, som det er sket for mig og hundredvis af andre mennesker, brast deres drømme herom samspillende med kollapsen af deres ægteskab, og uanset om man bryder eller droppes er det en hård proces at gennemleve. Det var det også for min kæreste, som mistede hans livs kærlighed og en kæmpe del af hele hans eksistensgrundlag. Han havde vel næppe nogensinde kunne forestille sig, at leve uden hende og hele den store drøm om et liv på landet, med knægten løbende i baghaven, mens kærligheden blomstrede i takt med stok-roserne, blev sendt til det nærliggende slam-depot.

Og her står jeg så nu i huset, hvor hver en sprækket bjælke, hvert et skævt vindue og hver en skabslåge rummer minder om drømmene der var og drømmene der blev knust. Det er svært at betræde et hjem hvor en person har sat så store aftryk, omend usynlige for øjet, at sporene er som fugt-skjolder, der træder igennem uanset hvor mange lag maling der males på. Og måske skal det blot være sådan? Men jeg kan naturligvis ikke undlade helt at komme med alle mine gode, nye, friske ideer om hvorledes drømmen nu kunne se ud og forsøge at viske lidt ud på den grundtegning, der blev lagt for så mange år siden, hvor grundlaget var et ganske andet. Mit selviske jeg, vil nok til dels forsøge at sætte et lille aftryk i hans verden, der kunne lede tankerne imod andet end fortidens drømme og håb, og imod fremtidens og til dels og skabe et rum hvor også jeg på en måde, føler mig hjemme og hvor rummet emmer af mig også.

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke er klar over at dette ikke er mit hus, men i kraft af at jeg ser hvor store følelser han har haft og stadig lægger i disse vægge, drømmer jeg skam om at det en dag er med mig disse drømme udleves og allerhelst nye drømme. Derfor finder jeg en enorm lyst og energi til at sætte et lille præg af kvinde, en anden kvinde, i hans base, dog uden at overtræde hans grænser og slette hans drøm. Jeg vil blot gerne guide den en smule og en skønne dag indtage den pedistal, der i så mange år nu har tilhørt en anden.

Hun har haft en enorm indflydelse på min kæreste og farvet og formet ham til den han er i dag, på godt og ondt og det er jeg hende evigt taknemmelig for, da det jo netop er ham jeg elsker, og jeg hverken tror eller ønsker at kunne tage hendes plads.... Jeg vil have min egen plads, men ting tager tid og jeg indtager ventetiden med forestillingen om at investerer jeg nok kræfter, energi og kærlighed i dette, bliver det til en realitet en dag og det giver et afkast for os begge som vi kun havde turde håbe på. Jeg er villigt til at ofre blod, sved og tåre for noget jeg ikke tilnærmelsesvis kan kalde mit, men som jeg indrømmet ganske selvisk, håber på en aktie i og hvor jeg på ren Ghostbuster-vis, får fordrevet skeletterne og ånderne.

Ghostbusters