Glosuppe og kikærter

Kender du det, når et barn pludselig stirre på dig uden nogen grund, men blot af den årsag at du ser sgu da mærkelig eller på anden vis, spændende ud? Man kigger igen, smiler lidt forlegent og husker sig selv på, at børn er umiddelbare og mindre hæmmede, hvad angår det at betragte eller rettere overbeglo et andet menneske.

Børn har endnu ikke samme opfattelse af privatsvære, som voksne og mestre endnu ikke kunsten at kigge disket, eller den form for takt og tone eller hvad man kalder god opdragelse, i de voksnes univers. I denne pulje findes også, at man ikke bøvser ved bordet, selvom den trænger sig på, siger pænt tak for mad, i respekt for hvem end der har knoklet med at få frikadellerne lige store, siger pænt tak til faster Olga for julegaven, selvom den igen i år var blød og man hilser pænt og ordenligt og svarer når man tiltales. Listen er lang og jeg er nok lidt gammeldags anlagt, men jeg mener naturligvis ikke at børn skal kunne mestre dette fra fødslen, men at det er noget vi forældre har ansvar for at give dem med i bagagen, så de løbende bliver stærkere i social normal adfærd..... De er dog kun børn.

Men hvad pokker gør man, når et voksent og tilsyneladende, nogenlunde velfungerende menneske tillægger sig samme opførsel? Dette har jeg netop været ude for og min egen reaktion var lamslåethed og forbløffelse, over dette menneskes manglende sociale kompetencer eller rettere åbenlyse fravalg af selv samme og manglende respekt for et menneske der burde stå os begge nært. Guess not. Jeg plejer nu ellers at bryste mig af at jeg kan tale med alle mennesker, selv folk der ikke siger mig noget eller i min verden ikke lader til at være bagt færdig, men her måtte jeg give fortabt og trække mig og tage mig en pustepause med den klassiske tællen til ti. Jeg talte til ti rigtig mange gange!

Jeg plejer nu heller ikke at være mundlam eller på anden måde lide i stilhed når jeg ser "dårlig stil" og kan sagtens finde ligegyldigheden frem, men når nu man ved at dette er et menneske man sandsynligvis kommer til at sidde overfor igen, åd jeg den. Jeg åd at blive nedstirret i timevis, for dernæst at blive ignoreret når jeg henvendte mig, jeg åd at blive overbegloet, målt og vejet og sikkert fundet alt for let, samtidig med at jeg vartede op for at skabe en hyggelig atmosfære til trods. Jeg åd det gennemsyrede ubehag jeg følte og jeg åd fandme også den evindelige pissen territorie af, som blev affyret i skudsalver hvert kvarter, mens øjnene stikkede forfulgte min mindste bevægelse. Tror da fanden jeg var mæt, men alt dette gjorde jeg i respekt for et menneske jeg holder af og i kraft af mine forældres vise ord, som stadig følger mig. Synk ikke derned, Tina og tæl til ti!

Men ligeså ubehagelig, undrende, foruroligende en oplevelse det var, kan jeg kun trække på smilebåndet og opslå en kæmpe indre latter. For det krampe fremkaldende sjove er at aldrig har jeg set nogen betragte mine bryster så intenst og inderligt, for dernæst efterfølgende forsøge, på ikke særlig diskret vis, at skyde sit eget brystparti en smule mere frem, for hvert blik, med sin egen lille konkurrence kørende inde i hovedet. Den behøver jeg tilgengæld ikke æde, for du tabte..... Eat that og velbekomme!

Invisible...