Kærlighedens hundetegn

Efter at have oplevet det bedste fødselsdagsgilde, på mest romantiske vis
blive omdannet til en forlovelsesfest imellem to nyforelskede mennesker,
har mine tanker om dette emne gået i et dybere spin. Da jeg første gang
hørte min kære veninde beskrive sine følelser herom for mig, kunne jeg
præcis sætte mig ind i følelsen og behovet for at høre til, og glemme alt
om andres formanende, men velmenende råd, om det mon ikke lige var for
tidligt osv. For hvordan kan noget der føles så rigtigt, have en anden tid end
netop nuet?

Og hvorfor ikke gøre ord til handling and walk the talk, hvis begge parter føler 
sig sikre på dette og ikke mindst på hinanden; så sikre at de, måske
i ren barnetro og naivitet, tror på at de er hinandens one and only og kan se 
frem imod et langt og lykkeligt liv i hinandens nærvær?
 
Hvis man står i et forhold med tvivl og forbehold, så skal man naturligvis
ikke tage dette skridt, i håbet om at det måske kan være det, der fjerner
frygten for et eventuelt brud eller frygten for at binde og committe sig
100%. Men hvad er det egentlig denne famøse ring betyder for de forskellige
parter og hvad er det der gør vi tiltrækkes/afskrækkes af det lille stykke
ædelmetal, som vel nøgtern set er et symbol på en gensidig erklæret
kærlighed?
 
Tankerne fra en kvindes synspunkt kender jeg alt for godt, for her er der
tale om at "råbe på torvet" og vise hele verden, hvad man stolt har opnået
og vundet i kærlighedens spil. Samt det faktum at det er en håndgribelig
ting, som giver os en fornemmelse af samhørighed og at han tager vores

følelser seriøst og hengiver sig til sine egne følelser, uden afstand og 
forbehold for noget, men tør lade drømmene om en fælles fremtid rykke
indenfor rækkevidde.  Men samtidigt kan vi nok ikke fravige det faktum, 
at det er lidt som at sætte hundetegn i hundens halsbånd, når vi tagger ham
og viser omverdenen at han er vores, blot uden teksten 

"ring på dette nummer,ved bortløb". 

Den sidste del er heldigvis et mindre issue, men som føleles
som den del, mænd oftest bemærker og føler sig skræmt af, da de måske føler
at "halsbåndet" strammer lige lovligt meget og deres frihed pludselig
indskrænkes. Mænds følelse af en vis frihed er dem meget vigtig, også
selvom der i min verden, reelt ikke er nogen forskel på hvordan de skal/bør 
agere i et forhold, med eller uden ring.

Og dermed ikke sagt at mænd ikke vil forloves, for det har venindens
ny fundne kærlighed lige modbevist for åbent tæppe, men de vil nok gerne
føle at det er dem der tog den beslutning, uden at føle sig presset eller
lænkelagt til at føje vores trang til at offentliggøre forelskelsen,
forseglet med en en ring med navn og datostempling. Det kan virke som en
oldnordisk tankegang, når nu vi skriver 2011, men mon ikke det præcis er
sådan vi kvinder gerne vil have det, når alt kommer til alt? Vi vil jo
gerne overraskes og have benene slået væk under os i det uventede øjeblik,
han falder på knæ og beder om at du engang, når tid er, vil stå ved hans
side ved alteret og give ham dit JA, vågne ved hans side hver morgen og
kysse ham inderligt godnat hver aften.

De gjorde det! De to dejlige mennesker trodsede andres meninger og
holdninger, walked the talk og begav sig ud på et ukendt eventyr, uden
frygt eller forbehold og alene det at se glæden, stoltheden og
forventningens glæde i deres øjne, siger mig at det er det helt rigtige! Så
kæmpe stort tillykke til Lene og Michael, med ønsker om mange dejlige
oplevelser og nye drømme sammen, der endnu er på tegnebrættet.

Tillykke