Findes der noget bedre end at glæde sig og ikke mindst andre? Det skulle da lige være at stå midt i nuet og nyde det hele for fuld skrue, men man blot håber det lever op til de forventninger, man har gjort sig i den, til tider lange ventetid. Jeg elsker at glæde mig og finder næsten ligeså stor tilfredsstillelse i min forventnings glæde som jeg gør på resultatet eller når dagen oprinder hvor forløsningen sker. Jeg bliver helt ekstatisk og har svært ved at tøjle min jubel, alt imens jeg vimser hovedløst og forvildet rundt, med det kommende scenarie spillende som en stumfilm for mine øjne.
Lige nu sidder jeg faktisk og glæder mig over at jeg glæder mig, uden at vi skal gå i en dybere selvsving og slå kolbøtter over den beskrivelse, som jeg godt kan se bliver en kende kringlet. Nå men hvad er det så jeg går og glæder mig til? Jeg glæder mig ganske enkelt til at se min kæreste igen og give ham alle de knus og kys han ikke har fået i denne uge, og det er ikke et fåtal, for det har været en lang uge....meget længere end jeg havde ønsket, og dog kortere end frygtet.
En langsommelig tid, fordi jeg til tider synes jeg glemmer de små konturer i hans ansigt og dybden i hans øjne, som ikke fremstår på samme måde på billederne, jeg tæver igennem hver eneste dag. Jeg glemmer hans duft, selvom jeg begraver ansigtet i hans hovedpude for at genkalde mig den, men får kun duften af min egen parfume ind gennem næsen. Jeg mangler at føle hans fingre dele sig i mine og hans store hånd omslutte og begrave min.
Men også en kort uge, da vi begge har haft travlt med hvert sit, i kraft af job og øvrige gøremål, som ikke har efterladt så meget tid til den daglige timelange seance ud i cyber med grin, dagligdags-deling og tostemmig stilhed. Men i morgen bliver ventetid afløst af nuets virkelighed, med dertilhørende selvsyn, duft og berøring, som skal og vil blive nydt til fulde, selvom også denne weekend byder på en vis optagelse i socialiseringens navn. Men vi gør det i det mindste sammen og inden for armslængde af hinanden og kan nyde og gemme det, til at modstå den næste etape i afstandens og travlhedens tegn.
At fatte mig i korthed har aldrig været en styrke jeg har kunne tilskrive mit cv, hvilket denne blog er et ganske godt eksempel på, men det jeg egentlig blot vil sige er:
Martin, min elskede... Jeg har savnet dig så afsindigt at tårerne springer fra øjet, ved tanken og glædesrusen om til at holde om dig igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar