Køns-parlør ønskes....

Jeg er en sucker for net-aviser og skal helst terpe dem igennem for nye indlæg hver dag, når jeg træt kommer hjem og åbner for min elskede cyber-verden, hvor jeg henter en del af min daglige dosis viden, såvel som mit fix i form af underholdning. Mit læsestof er alt fra politik, videnskab, verdensnyheder og til den mere useriøse del af diverse brevkasser, modenyt og de mere lumre sider, som dog rummer en del saft og kraft og ikke mindst bringer latteren frem. Den useriøse del, deler jeg gerne på min ligeså useriøse facebook-profil, som for mig betragtes som ren og skær underholdning og som så mange gange før, har jeg i dag postet et link fra EB.dk's baggård, hvor bladet bliver taget fra munden og hvor man visuelt bliver bombet tilbage til primal-stadiet. Denne artikel er dog af mere lødig karakter og kunne fremkalde en del genkendelse, der udmøntede sig i mange hoved-nik så man skulle tro jeg havde kuglelejer i nakken, men også en masse undren over hvorfor vi ikke bliver klogere på netop det punkt, som koster så mange ægteskaber og parforhold.

At kvinder vil ses, høres, forstås og ikke mindst begæres, kan vel ikke komme som den store overraskelse for nogen og alligevel er det her vores mænd, kærester og elskere, gør i nælderne, selvom de i min aldersgruppe og opefter sikkert har gjort sig smertelige erfaringer. Det starter jo oftest godt med en opbygget forelskelse med dertilhørende små overraskelser, gaver og kærlighedserklæringer og de, for os kvinder, vigtige dybe samtaler, til langt ud på natten. Men vi bemærker lyn hurtigt når de aftager og hverdagen sætter ind og hvis der ikke lige er et andet projekt der optager os, så bliver det et projekt i sig selv at genskabe den følelse af ny forelskelse, hvor vi vælter os i hans begær og føler os beskyttede.

Hvis man satte det op i excel og lavede en kurve, tror jeg kvindernes forholdskurve hvad angår forventninger, ville være en støt stigende kurve, men peaks når vi folover os, bosætter os sammen, gifter os, får børn osv. Vi har skam et mål, men for os er det turen derhen der er vigtig, da jeg tror kvinder er mere procesorienterede og har derfor svært ved at acceptere en down-periode med nedadgående kurve, som vi ikke kan se en ende på og som vi derfor straks vi forsøge tale ud om, eller i værste fald stopper.

Mænds kurve ville være som at se zig-zag mønsteret på et påskeæg, med meget høje tinder og dybe dale, hvad angår deres forventninger til processen, men stadig med målet for øje. De kan nemlig bedre håndtere de bump der måtte være på vejen, i fortrøstningsfuld tro på at målet nok skal nåes, selvom vejen derhen kan blive ujævn, så længe at målet ikke virker uopnåeligt eller ude af syne. De er langt mere mål-orienterede end kvinder, hvilket også giver sig til udtryk når en kvinde forsøger at få en mand til at forstå hendes følelser og tale sig hen til en gensidig forståelse, som oftest opfattes som bebrejdelser og brok og resultere i bakgear.

Og hører og ser han et problem, går han fluks i løsningsmode, med gode råd og løsningsmodeller hvis han altså har nogen, ellers ender det ofte med at han lukker af og forsøger at skærme sig for det angreb han føler der hagler ned over ham. Kvinder har et større behov for at analysere processen og hvorfor vi er nået hertil, frem for at finde en hurtig løsning her og nu, som kan bringe os tilbage til status quo på nul komma fem.

Ja, jeg generalisere helt afsindigt lige nu, og jeg er sikker på der er mange der er uenige med mine betragtelser, men det er nu engang sådan jeg har oplevet og erfaret forskellene imellem de to køn, i mit liv. Dermed ikke sagt at den ene måde at tænke på er bedre end den anden, for jeg tror vitterlig blot at vi taler med hver vores tunge og til tider glemmer at vi rent faktisk godt kan forstå hinanden uden at tale modpartens "modersmål" flydende. Lidt som når jeg en sjælden gang, forsøger mig ud i det tyske, som jeg engang i tidernes morgen er skolet i. Jeg forstår med lethed, hvad der bliver sagt, men når jeg selv skal formulere mig på det kringlede sprog, slår min tunge knuder og det rene volapyk kommer ud, til stor fornøjelse eller irritation for modtageren.

Så hvad gør vi så, for ikke at falde i den fælde, hvor vi ikke lytter og hører hinanden? Vi kvinder må acceptere at vi ikke nødvendigvis skal analysere på alle hans ord og handlinger, som på vores veninders og at han blot ikke evner at koncentrere sig om tusind projekter hele tiden, men gerne fordyber sig i et enkelt 100 % for at nå målet, også for vores skyld.  Og I mænd skal måske huske på at alle tanker, der kommer til udtryk fra os ikke skal opfattes som brok og bebrejdelser, men rent faktisk blot er et udtryk for en bekymring om en dalende kurve vi helst så stige, fordi vi holder så pokkers meget af jer.

Køns-parlør