Love-addict

En ting jeg værdsætter meget i mit forhold, er det gensidige ping pong spil, man kan have sammen med smil, grin og sprudlende latterkramper til følge, som er med til at holde interessen vækket og blot øger sulten efter at få mere af samme skuffe. Dette gælder både i dagligdagens trommerum over kødgrydernes stege-os og midt i opvasken med rynkede fingre, men i særdeleshed også i de tilstødende gemakkers mere intime afdeling. Det er en voksenleg, som vi finder frem fra vores bardoms glemte naivitet og lidt lalleglade gemmer, som vi for længst har hengemt, men som findes frem når vi står i den altopslugende forelskelse og momentært mister jordforbindelsen.

Ligeledes nyder jeg de dybt seriøse samtaler om alle de følelser der vælter ud netop nu, de nye oplevelser og opdagelser vi gør sammen og ikke mindst fremtiden, som venter forude og blot venter på vi tør prikke hul på skallen. Jeg nyder at fortælle om mine tanker, drømme og håb, store som små, men som den kvinde jeg er, elsker jeg også at høre om dem fra min kærestes mund. Jeg vælter mig i de fantastiske øjeblikke, hvor han tømmer tankerne ud i ord og synonymer og hvor jeg kan lære endnu mere om den mand jeg har valgt at overlade mit hjerte til og som forvisser mig om at jeg har valgt helt rigtigt. De kommer ikke i samme uendelige strøm som mine, hvilket blot fortæller mig at vi heldigvis er to forskellige individer og ikke et spejlbillede, men også at der bare er forskel på mænd og kvinder, også i den henseende. Dette er naturligvis også velvidende at jeg måske lægger en anden overlægger end de fleste kvinder, hvad angår mængden af ord og lysten til at fortælle, berette og ikke mindst give, og alene det vil gøre de færreste i stand til at konkurrere med min talelyst og min kommunikations-trang.

Og man skulle tro at når man efterhånden begynder at hvile lidt mere i hinandens selskab og den candy-floss omspundne tilstand, finder et naturligt leje, så falder lysten og den lidt absurde hang til at råbe på torvet, og det gør den vist for de fleste. De tømmes trinvis for ord og strømmen af kærlighedserklæringer aftager, i kraft med at realitetssansen genindtager sin plads og fornuften rykker tilbage på øverste etage, men også her sætter jeg vist også en standard af en anden verden. Ikke at jeg ikke også kan miste mæglet og lysten til at overdynge hele verden med alle de hjerter, som usynligt flakser forvildet rundt over mit hoved, men de gange det sker er det oftest fordi jeg pludselig bliver bevidst om at jeg deler mere ud end godt er.

Dette sker ikke fordi jeg begynder at tænke i byttehandler og noget-for-noget-princippet, men mere fordi det sender mig et signal om, at jeg træder frem i en hast, hvor min kæreste ikke kan følge med og jeg tvinger derfor mig selv til at slå bremsen i og giver et pusterum, inden jeg letter igen som et andet reklamefly med en banner i haleroret. Dette er jeg også sikker på mine venner og veninder værdsætter, da jeg i den seneste tid har modtaget klager over min ændrede adfærd på blandt andet facebook, hvor sød-suppe-sange bliver linket fra You Tube, i en lind strøm og hvert andet indlæg omhandler kæresten min, med dertil hørende hjerter og kysse-smileys. Men igen vil jeg trække min joker som undskyldning og spørge om du/I aldrig har oplevet forelskelsen, hvor man ikke kan tage det kram man hungrer efter i dette nu og er begrænset af geografisk afstand? Og kan der svares ja til spørgsmålet, så gang det lige med den rapkæftede papegøje her, min følelses-hungrende forsultede sjæl og tillagt mine narcissistiske tendenser og facit er ved at være der...... Næsten.

Mit navn er Tina Møller Rasmussen og jeg er addicted to love!

There is no cure