Hvor er mit rivejern?

Jeg ønsker mig et rivejern! Sådan ét, har jeg erfaret at jeg slet ikke ejer, eller også har det forputtet sig i rodeskabet i køkkenet, som ellers jævnlig bliver ryddet op, men som har en evne til at rode sig selv til, som var en skabs-tyfon kommet forbi. Jamen hvordan pokker har jeg overhovedet overlevet uden sådan et, de sidste 4 år, bliver jeg spurgt og dertil kan jeg kun skamfuldt indrømme, at råkost desværre ikke står øverst i min kostpyramide og at jeg sjældent laver hjemmelavet kartoffel-rösti.

Når jeg tænker nærmere over det, er mit køkken måske egentlig dårligt ekviperet, siden jeg flyttede ind i min lille lejlighed og har slet ikke alle de remedier og da slet ikke af det rigtige mærke, som skal til for at overleve i et moderne samfund. Jeg har ingen fancy Kitchen-Aid køkkenmaskine stående, jeg har heller ingen Global-knive i blokken, men de er dog skarpe nok til at skære i selv det sejeste stykke bøffel, så safterne springer og mit spisestel har heller ingen bølger, men ligner dog noget der har været en tur igennem et rev, i høj sø. Og alligevel formår jeg at spise, hver eneste dag og kan endda til tider, fremtrylle et gourmet-måltid, som er en konge værdig, hvis jeg skal gå imod janteloven og selv sige det.

Sådan har det ikke altid været og der var også engang jeg gik op i, at have de rigtige mærker i skuffen og helst i nyeste design, også selvom det blot samlede støv og sjældent blev brugt. Der var engang, hvor jeg samlede til huse, af alverdens grej og alligevel havde jeg ikke et lykkeligt køkken-liv eller tilnærmelsesvis det liv jeg søgte, og dengang fandt jeg overhovedet ingen nydelse i at lave maden, men mere at spise den, hvilket også resulterede i temmelig mange overflødige kilo på hofterne. Kiloene er næsten alle smidt nu og jeg nærmer mig den vægtklasse jeg havde i mine unge år og maden der før, var en dårlig substitut for lykkefølelse er nu afløst af glæden ved rammerne omkring måltidet. Apropos vægt, tror jeg heller ikke jeg ejer en køkkenvægt, hvilket fortæller en del om, hvor meget jeg bager og hvor store brød jeg slår op!

Men jeg elsker faktisk at lave mad og jeg nyder at forkæle andres smagsløg, når der er dømt hygge og luften emmer af kærlighed, hvad enten det er til min datter, mine veninder eller manden, jeg skulle kaste mit hjerte efter. Men nu kommer endnu en indrømmelse, for jeg elsker det ikke så meget, at jeg gider stå og præparere et måltid til mig selv, som er mere avanceret, end at smøre en rugbrød med leverpostej, som dog kan toppes med en agurk, når det skal være ekstra festligt! God mad afhænger, i min lille verden, ikke af ingredienserne eller hvor fint bordet er dækket, men af selskabet og selvom jeg ellers ikke er særlig glad for at blive kostet rundt, er det nu dejligt når der står en og fortæller at tomaterne jo ikke snitter sig selv, når man står og falder i trance over, hvor godt selskabet smager!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke stadig elsker mad, men jeg elsker blot mere samværet omkring et velberedt måltid og det er selvom jeg laver maden solo, eller endnu bedre, er så velsignet at have deltagende selskab, hvor man kan tale sammen og evt. nyde et glas vin, imens de lidt for slidte gryder damper. Så måske skulle jeg i stedet konkludere, at det eneste mit køkken reelt mangler er endnu en kok, selvom man siger at for mange kokke fordærver maden?! Hvad gør det at steaken er lidt sej og pastaen ikke er al-dente, men nærmere al-dental, og knaser mere end godt er, når man stadig kan se tilbage på en aften, der er mindst 5 Michelin-stjerner værdig....selv uden et rivejern!

Vi kan li' at ha' noget vi kan rive i....