Guardian Angel.

Det er hårdt, når livet viser sig fra den ubarmhjertige side og yder mere modstand, end man synes at kunne stå imod. Der sidder man alene, med sin smerte og spørge sig selv "hvorfor mig", alt imens man alligevel inderst inde ved, at tingene har det med at løse sig og at elendigheden heldigvis ikke vare evigt. Man tænker ubevist i løsninger og konsekvenser, overbeviser sig selv om at man har lært sin lektie, mens tiden egentlig er den faktor, der gør man læges og rejser sig igen. We've all been there!

Men ligeså ondt, min egen smerte kan føles, når livet stikker kosteskafte i hjulet, så føles det faktisk langt værre, når ens kære og allernærmeste, ihærdigt forsøger at træde vande og holde hovedet over overfladen og man ikke har nogen redningskrans at smide dem. Magtesløsheden er den værste, for i egne forhold, kan man i det mindste gøre noget, for at ændre tingene, træffe beslutninger, handle eller bare skrige sin indre tragedie ud, til man mister stemmen. Men jeg kan ikke skrige en andens sang, ligeså lidt som jeg kan tage en del af deres lidelser på mine skuldre, hvor meget jeg end ville og denne handlingslammelse, synes jeg er ganske forfærdelig.

Jeg tænker tilbage på da jeg blev skilt og hvor såret og fortvivlet, min datter var og dengang min mor lå for døden og græd, blot af lyst til at leve. Jeg kunne intet gøre for at fjerne deres smerte, tårer og lidelse og sådan har jeg det også lige nu, hvor en af mine nærmeste, står med et splittet hjerte og et tungt sind. Min dejlige og ellers så livsnydende veninde har ramt en mur, som hun ikke kan passere alene og hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre for at bringe hende back on track. Jeg ser hendes tårer og mærker hendes tvivl, for det gør ondt at se hende sådan og jeg bliver irriteret på mig selv, over at jeg ikke kan fixe det for hende eller smide de vise sten, så hun kan vågne op i morgen, med tryghed i tankerne, som var det hele blot en ond drøm.

Jeg kan naturligvis være der for hende, lytte og støtte hende i, hvad end hun beslutter, for hun har min fulde tillid, men også der er jeg i tvivl om jeg gør det rette, for tænk sig hvis mit velmenende råd fik konsekvenser, som hun ikke ventede eller kunne forcere? Hvad nu hvis jeg bare gør det hele meget værre og egentlig ikke er til nogen hjælp, for hvordan pokker skal jeg kunne råde hendes hjerte, når mit eget kærlighedsliv, de seneste år, ikke er noget jeg synes er værd at tale højt om og ville blive en elendig roman, uden happy end? Hvem er jeg, at fortælle andre hvorledes kærlighed skal være og hvilke ofre det er værd, når jeg ikke engang selv aner hvordan den smager, når den er velberedt og perfekt?

Min kære, hvis jeg kunne, græd jeg dine tårer for dig og hvis jeg kunne, delte jeg din smerte med dig, hvis det lettede dig blot en smule og gav dig tid og ro nok til at se dig igennem min linse. Så ville du se hvor smuk, dejlig og værdifuld du i virkeligheden er og hvilket storslået menneske, du kan få mig til at føle mig som, i dit nærvær. For du har en evne, som få, til at give mere end du tager og jeg føler mig i den grad beriget af dig, som et juvelbesat diadem, på prinsessens hoved. Jeg aner vitterlig ikke, hvad jeg skal gøre eller sige, om jeg skal græde i kor eller være stærk for dig, gå foran og feje alverdens ujævnheder til side, men jeg ved blot at du er i mine tanker og at jeg er lige her, uanset hvad der sker. Dette lyder måske blot som ord, men der er handling bag.

Jeg vender ikke om!

Guardian Angel