Why don't you just shoot me???

Jeg er så heldig at have en lille flok venner, som faktisk betragter mig som selv samme, og som jeg kan dele alle sorger og glæder med, der også, uden at dømme mig for mine handlinger, rent faktisk synes jeg er et ganske fornuftigt menneske. Mange tror sikkert de kender mig, men de kan tælles på én hånd, dem der får den tvivlsomme ære at lægge øre til mit tankespin og mit overflødighedshorn af gode råd og mere eller mindre kløgtige og dybsindige bemærkninger, udover her på bloggen. Det lyder måske ikke af mange, men jeg føler ikke jeg kan rumme, at have så mange helt tæt på, ligeså lidt som jeg magter at bevæge mig dybt ind i et andet menneskes følelsesunivers, med faren for at exit-skiltene er sparet væk eller pæren er sprunget.

Og jeg siger jer, de er dejlige, ærlige og absolut ikke helt normale, med en skæv vinkel på livet og en evne til at få mig til at tænke mig om, hvilket ikke engang lykkes for mine forældre, til trods for mange og talrige forsøg. Fællesnævneren for mine venner, er at de ikke skåner mig, for deres hudløs ærlige svar, på alle de spørgsmål, der popper op i mit hoved og som de kan se jeg tumler med, helt uden at jeg behøver at åbne munden. Og det er skam også fair nok, da jeg ikke just selv er kendt for at lægge fingre imellem, når jeg proces-analyserer deres privatliv og lader mine meninger falde, som overmodne og let forrådnede blommer, fra et selvrystende dansetræ.

Men nogen gange er det dog belastende, at emner og problemstillinger, man ihærdigt forsøger at undvige og ignorere, skal bringes op til overfladen af en velmenende ven, med søvnløshed til følge og en hjernenedsmeltning, så man skulle tro jeg havde drukket jet-fuel og umiddelbart efter, forsøgt mig som ildsluger! Mit tankespin, kunne få selv et røntgen fra en CT-scanner, til at ligne en mellemting imellem et spil pac-man og det billede man har for øjet, når man har stirret lidt for længe på solen. Hvem har bedt dig om at pille ved mine skyklapper og hvem kaldte lige dit nummer, som et andet spejl i snehvide, da der blev opfordret til at fortælle, hvem der er den dummeste og mest naive i landet her? Som I nok nu har bemærket, lod min bedste ven, mig smage lidt af min egen mirakel eliksir, som sælges under sloganet "This will hopefully trigger the only braincell, you have left".

Nu kunne det lyde som om, at Tina er en lille bitte smule sur, men det er jeg slet ikke, for jeg ved jo godt inderst inde, at manden har en ret god pointe og jeg ved også godt, hvorfor han sidder på den anden side af bordet og lade sandhedernes hammer falde. Når han fortæller mig, at det rent faktisk kræver at man spiller, før at man kan vinde i lotteriet og at man selv skal have købt kuponen, for indeværende uge. Han gør det jo fordi, han holder af mig og nødig ser mig træde ud på dybt vand, uden orange armvinger og mavebælte, og fordi han på egen krop har erfaret, at man meget sjældent forvandles til en havfrue/mand, når man har været under vand, lidt for længe uden snorkel. Man drukner blot!

Det er så let at være fornuftig og velovervejet, komme med kloge ord, referere til videnskabelige undersøgelser og alt for lave procentsatser, når man kan se det hele lidt udefra og til trods for, at det er mange år siden at han brugte sansynligheds-beregninger, dog har spottet de dårlige odds. Det kender jeg alt for godt selv og som sagt i en tidligere blog, ville jeg sikkert blive en glimrende brevkasse-redaktør, som kunne sidde og brede sine visdom ud over fraggle-land, med en rotte på hver skulder, som en anden Madame Skrald.

Men sådan er mine venner og det er lige præcis deres ærlige, hårde småkager, der adskiller dem fra de utallige bekendte, jeg også har. For det kan godt være, at deres småkager ikke altid smager lige sødt og at man risikerer at knække en tand eller to, men de er aldrig nogensinde belærende og kommer med den evigt kloge og selvhævdende "Hvad sagde jeg?". Jeg VED at de står klar med plasteret, når jeg skraber mine knæ (og det gør jeg sikkert), eller i hvert fald med en pakke kleenex og en karton rødvin, i mangel af Fontex. Så skyd I bare løs, for I skal altså selv tørre op!

PLAFF PLAFF!!!!

Blev jeg så klogere af lektionen i aftes, tænker I måske? Og svaret er:
Har du se min smukke halefinne?!