torsdag den 1. marts 2012

Play Ball

Jeg spiller ikke rigtigt noget. Hverken lotto, Playstation, farmville eller noget af den slags tidsfordriv, som flyder på nettet, ligeså lidt som jeg spiller kort og nej, det var ikke en invitation til sjove bemærkninger, om min højde eller mangel på samme. Det samme gælder for diverse sportsgrene, som giver svedperler på panden og kramper og ømhed i muskler, man slet ikke vidste man havde (med en enkelt undtagelse, men det er en helt anden blog)?! Jeg er faktisk fantastisk dårlig, til de fleste sportsgrene og selvom det selvfølgelig handler om, at have det sjovt, så er det ikke just trangen til at udstille mig som jubelidiot, for det er hvad jeg ligner, uanset hvilken sportsgren jeg har begivet mig ud i, gennem årene.

Det startede med springgymnastik, da jeg var en lille lyshåret pige (altså endnu mindre end nu), da min ældste søster og forbillede, jo var med på holdet og nøj, hvor så det godt ud, når hun fløj igennem luften, med benene spjættene ud til højre og venstre. Det kunne jeg ikke hitte ud af og mistede hurtigt interessen, da jeg jo ikke nåede nogen vegne og koldbøtterne smagte mig lidt for trivielle, desuden er tålmodig nok ikke noget jeg nogensinde har været. I skoletiden prøvede jeg både håndbold, badminton, basketball, fodbold og volleyball af, som potentielle sportsgrene, jeg ville mestre, men sandheden er nok at min opmærksomhed mere faldt på de mange søde drenge og deres usandsynlig flotte ben. Siden hen, har jeg skam gået i fitness-center, men som om mine lår ikke var store nok i forvejen, så behøvede jeg sgu ikke bænkpres, til at øge dem yderligere. Done with that.
Siden hen er det blot ved sociale sammenkomster, jeg har forsøgt mig, med diverse bold-øvelser, men det tager ligesom toppen af begejstringen, når man på minigolfbanen, bliver stukket en børne-kølle og på bowlingbanen, ikke kan få hånden til at strække sig langt nok, til trods for kunstig forlængelse i akryl, til at fingrene kan nå i kuglens huller. Jesus Christ, findes der slet ikke et game for mig?
Og selvfølgelig gør der det, for jeg har fundet en niche, en teamsport, som jeg mestrer fuldt ud, og fandtes det som olympisk disciplin, er jeg sikker på at jeg ville vinde guld og stå øverst på podiet med pokalen i hånden. Jeg er rigtig god til ping/pong og ikke den slags, hvor man ifører sig en grim polo-shirt og danser om et bord, med et bat i hånden uden antydningen af musik, mens man udbryder de underligste klynkelyde, som havde man veer.
Jeg er god til den ping/pong, der opstår imellem to mennesker, som slår i samme takt, tænker ens og som til trods for en øjensynlig forskellighed i væremåde, kan skabe en kemi og forståelse, ved et enkelt indforstået blik. Det lyder måske ikke som noget man mestrer, men som noget, der sker ved tilfældigheder, men jeg tror nu faktisk at dette er en opøvet og uhyre vanskelig sport, som kun eliten kan gøre sig til verdensmestre i, for hvorfor kan man ellers kikse?!

Det gode ved denne sport, er at man stoler på og har så blind tillid til, at partneren ikke taber bolden og altid sender den retur, med et præcist og velplaceret slag og kun i din retning, uden andre kan nå at kaste sig efter den. Det er en holdsport, som afhænger af, at din partner er ligeså god til denne disciplin, som du selv, men som også afhænger af, at skulle det ske at bolden tabes eller skydes for langt uden for din banehalvdel, så løber man efter den........ sammen!
Og nu kunne man jo tro, at jeg kun dyrker denne sport, alene fordi det morer mig og giver et high, hvilket det i allerhøjeste grad også gør, men jeg spiller ikke for at fordrive tiden, for at få motioneret lidt af kæbemusklerne eller fordi jeg ikke har nogen evner ud i de andre mangfoldige sportsgrene, hvor højde næsten altid er et plus........ Jeg spiller for at vinde og være nr. 1!

3 kommentarer:

  1. Du kan komme på stadion på lørdag, så skal du se flotte mandeben, og hvem ved måske du får lyst til at vise dine......ben

    SvarSlet
    Svar
    1. Stadion??? Det er jo russisk for mig!

      Slet
  2. lille lyshåret pige griner stadig :-)

    SvarSlet