Og selvom jeg nu har passeret de 35 år og rent faktisk kan få lov at prøve alle forlystelserne i Djurs Sommerland og Tivoli, selvom mine ben stadig er kortere end de fleste 12 åriges, så må jeg sande at jeg stadig betragtes som dengang, selvom rutsjebanerne nu, er i mere overført betydning. Jeg er simpelthen ikke stor nok og her taler jeg ikke om min massefylde, som er faldet ganske drastisk og har været markant større end nu, og heller ikke om min højde målt i centimeter, selvom den med et par stilletter nærmer sig 170 cm. Jeg er sku ikke gammel nok?!
Jeg synes nu selv, jeg blot er en voksen kvinde, med en vis livserfaring i bagagen og som på den baggrund, selv kan tage forholdsvis fornuftige beslutninger, uden en værge, en mor eller far, til at fortælle mig, hvorledes jeg burde agere. Jeg har oplevet, mere end visse og mindre end andre, men har i det mindste levet et halvt liv, på godt og ondt, som er medvirkende til at præge mig i de beslutninger og valg, jeg træffer i min hverdag og for min fremtid. Hvad angår rutsjebaner, om vi taler dem med loop eller dem med hjerteslag, så elsker jeg dem begge og er sikkert tilpas barnlig og naiv, til at stille mig op i køen og håbe på, at jeg ved at strække hals, kan nå over højdekravet og heller ikke falder for aldersgrænsen og igen henvises til lilleput-land!
Ifølge min datter, er jeg en ældre kone, som er håbløs gammeldags, umoderne og lidt pinlig, og på sin vis har hun ret, for jeg ligger ikke skjul på at jeg er stor tilhænger af mange traditionelle, "gamle" dyder. Hun kalder mig lagret! Og selvom jeg er kvinde med det ene ben i graven og det andet i døbefonden og halvvejs til de 70, skal jeg samtidig, som en anden uerfarne teenagere, belæres om at, jeg med alderen nok vil blive klogere og dermed mere vis, som om visdom hænger sammen med, hvor mange åndedrag, man har trukket. Hvis dette er tilfældet, vil jeg gerne spørge, om man husker at puste ud igen eller blot hyperventilere? For det postulat kunne tyde på en alvorlig co2 forgiftning, da jeg da godt kan navngive et par stykker, der ikke alene er ældre end jeg, men også en hel del mere modnings-udfordrede, end jeg!
Hvorfor betyder tallet på dåbsattesten så meget, i vores relation til andre mennesker? Det er jo ikke biler, vi har med at gøre, hvor værdien øges jo færre kilometer speedometret viser og hvor 4 år imellem hvert bilsyn, foretrækkes frem for 2, eller hvor en fyldt servicebog og kun bykørsel, kan få en brugtvogn til at være næsten ny. "Jeg er ung af sind" og "moden af min alder" er ofte benyttede floskler, som smides i flæng, i håb om at det kan fjerne fokus fra årstallet, ens forældre valgte at bidrage til verdens overbefolkning og hvor mange lys der skal i lagkagen, som man ikke har udåndingsluft nok, til at puste ud alligevel.
Jeg er 35 år af sind og næste år er jeg....... *trommesolo*....... 36 år af sind, men mest af alt er jeg Tina af sind, hvilket nok ikke ændre sig de næste 30 år, med mindre jeg pludselig opdager værdien af numerologi! Det kommer måske som en stor overraskelse for nogen, men burde det ikke være nok, når nu jeg har mere end rigeligt luft til alle lysene, i både din og min kage?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar