Morgenmaden er overstået, for både mennesker og dyr, her i huset og den smukke stilhed der før genlød, foruden radioens stille toner, er nu afløst af tøselatter og højlydt fnisen, musikken fra pigebarnets talrige pc-spil og to hunde, der lige vil give deres besyv med og hyle i kor med den forbipasserende ambulance. Jo, der er skam liv i det lille hjem og de seneste 7 dages stilhed og ro, som er tilbagevendende hver anden uge i datterens fravær, er afløst af et kaotisk, dog kærligt fællesskab. Ikke at jeg ikke kan nyde de "tavse" dage, men jeg er ikke skabt til at være eneboer og selvom vi lige nu har placeret os bag hver vores skærm, så er der nu en særlig tryghed og varme over, at være i samme rum og hinandens nærvær. Men dette er prisen for at have valgt et liv, hvor jeg skiftevis spiller solitare og tomands-whist og man kan jo spørge sig selv, hvorfor jeg delvis valgte dette fra, når nu jeg elsker familielivet så højt?!
Jeg sidder her og forestiller mig, hvorledes det ville være, hvis vi sad tre om dette bord og her mener jeg ikke den type familieforøgelse, der giver veer og søvnløse nætter, for det er jeg for længst færdig med, men den der gør en komplet familie, i min drømmeverden. En kæreste, en mand, en livsledsager og en bonus-far! Jeg tænker ikke en deltids-kæreste, som ankommer på besøg fredag aften og som har medbragt tandbørste og rene boxershorts, til et rengjort hjem, så tiden kan udnyttes til "kvalitetstid", men som efterlader samme tomrum, når søndagen kommer. Jeg tænker en mand, som jeg skal slås om avisen med, som jeg kan irettesætte, når han endnu en gang ikke har slået wc-brættet ned, som jeg misfornøjet kan skælde ud, når han igen har glemt vores dag og som jeg alligevel ville elske mere, for hver dag. En der vil være min og min datters bedste ven, som fortæller mig at jeg er verdens dejligste kost, selv når jeg er urimelig og som også tør bede min datter opfører sig ordenligt, for hun ligner nok sin mor en smule, og som vil deltage i at skabe fælles rammer, for at en familie trives. Det savner jeg!
Og nu kunne nogen nok tænke, at jeg føler mit liv fattigt og mangelfuldt, nu da familien her gik fra 3 til 2, men det gør jeg nu slet ikke. For det var en nødvendighed for mig at skære ind til benet, for at finde mine værdier og hitte ud af, hvad det er jeg vil med mit liv og med hvem, jeg vil dele denne dyrebareste gave af alle. Hvilke ting jeg værdsætter, hvem der bidrager til min lykke og hvilke ting, der blot er fyldstof, for at overdøve følelsen af at nøjes og opretholde en illusion om, at det nok ikke kan være anderledes. I dag, giver min datter, mine venskaber og mit arbejde, mig så meget, at jeg vil betegne mig som lykkelig og velsignet, velvidende at den eneste ene, kan ace dette og vores lille familie kan nå nye og endnu større dimensioner.
Nu er det jo ikke fordi jeg ikke også drømmer om romantiske weekendophold, middage i sterinlysets skær, blomsterbuketter, der får botanisk have til at ligne en mistbænk og turen op af det stenbelagte gulv, hvor kærligheden forsejles og en livstidskontrakt indgås. Men de træder i baggrunden for de alle de morgener, man i hinandens nærvær, kan opleve solen afslører vinduernes skidt, hundenes gøen og min datters latter fylde rummet, mens man uden ord kan se hinanden i øjnene og indse hvor velsignet og rigt et liv man har skabt! For lykke er ikke noget man får i min verden, det er noget man skaber sammen, igennem blod, sved og tårer og som giver vabler på hænderne, men hvor afkastet er så stort, at man i selv de trivielle hverdagsting, finder og skaber værdi....selv i snavs på ruden, en solbeskinnet lørdag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar