Do You Hate...?

Der er ikke langt fra kærlighed til had, siger nogen, men det forstår jeg simpelthen ikke en dyt af?! Der er så mange brudte forhold, hvor den før så højt skattede elsker, nu bliver lagt for had og tillagt alverdens motiver, om brudte løfter og snedige konspirationsteorier, som de naturligvis har haft planer om hele tiden, men blot ventet på det rette tidspunkt, at rive hjertet ud af dit bryst. Så burde man jo kunne konkludere, at disse mænd er players og disse kvinder er skøger, der blot venter på deres mulighed for at sårer modparten mest muligt, eller hvad?!

Man kan åbenbart også pludselig hade i flok, for har du været så heldig at gafle dig en ny kæreste med en forhadt eks, så er personen før dig, pludselig blevet til verdens mest forfærdelige menneske, selvom du rent faktisk ikke kender vedkommende. Eller også har din nu dumme eks, fundet sig en endnu mere dum kæreste, som stjal ham/hende fra dig, hjernevaskede vedkommende og skal nu hades for fuld skrue, selvom du igen slet ikke kender deres forhold, men du ved dog at det er et ondt menneske!

Jeg har selv et par eks'er i bagagen og jeg kan ærligt sige at jeg ikke hader en eneste af dem og har heller ikke gjort det på noget tidspunkt, selvom jeg har grædt snot i lange baner, over enkelte af dem. Jeg elsker dem heller ikke mere, men de har vel alle på hver deres måde fundet en plads i mit indre, med de oplevelser der fulgte med, om der var engang. Jeg har skam også oplevet at blive droppet til fordel for en anden og ny person, oplevet utroskab, fået et par ret så fysiske lussinger med på vejen og jeg har endda oplevet at stå med en tom konto, og væk var han og jeg hader alligevel ikke.

Måske formår jeg bare ikke at hade, for jeg tror slet ikke at jeg har prøvet at hade et andet menneske, sådan rigtigt inderligt og nogen vil måske kalde mig naiv, men jeg orker simpelthen ikke at spilde mine kræfter på at være vred over noget, jeg alligevel ikke kan kontrollere eller har indflydelse på. Og jeg forstår så heller ikke hvordan jeg skulle kunne hade mennesker, der ikke betyder noget for mig og da slet ikke nogen, jeg aldrig har mødt eller kender, eller også har jeg blot evnen til at acceptere, hvornår sidste sang er sunget, inden hadet når at udvikles?!

Er jeg så den ulidelige type, der bare favner og elsker alle? Bestemt ikke og dem der kender mig, ville grine deres røv i laser over den bemærkning, for jeg formår dog så rigeligt at dislike en hel del mennesker, som forstår at bringe mig ud af fatning eller blot får nakkenhårene til at rejse sig, i deres nærvær. Men dem hader jeg heller ikke, for i min verden er ordet had, et stort ord og absolut en negativ følelse, som intet godt kan bringe med sig, selvom nogen sikkert mener, at det kan bidrage positivt i en helingsproces. Men jeg vil ikke heles og fortæres af had og jeg nægter simpelthen at lade min verden styres af negative følelser, når nu livet er så kort og lykken venter lige om hjørnet!
Er der mon nogen der hader mig? Det er der helt sikkert nogen, der mener de gør og det er helt og alene deres valg og beslutning, ikke min! Nå, men fakta er, at lige meget hvor meget jeg end forsøger at forstå det, så forstår jeg stadig ikke?!

Hvis jeg afslutningsvis skal sige noget jeg virkelig hader, så er det at ham, der burde sidde her ved min side og hviske søde ting i mit øre, ikke er til at få øje på..... og så stegt lever!

Joan Jett....