Kunst eller kunstig?

Søvnløs sidder jeg her og rydder op i mit dullegrej, mens jeg lister op hvad der mangler i min farvepalet af diverse "spartelmasse", og tankerne flyver til en diskussion jeg før har haft. Kvinder er ofte overfladiske og usikre på deres udseende, postulerer mange, mens de samtidig ytrer ønske om mere naturligt smukke hunkøn, der "hviler i sig selv" (modeord). Ifølge mange mænd og også kvinder, benytter vi os af make up, som maske; af kavalergang, som blikfang og af de medfølgende komplimenter, som selvværdsboost. Okay, så lad mig lige koge disse store, fine ord ned og disektere dem, for at finde ud af hvad det hele i virkeligheden handler om. Jeg melder hermed mig selv som testpilot, udstillingsmodel og dissektions-frø, og hvor bedre at starte end med en analyse om mig, med de hårde facts smidt på bordet:

Storforbruger af make up og betræder sjældent verden udenfor, uden! Har ikke set min naturlige hårfarve, foruden udgroningerne, de sidste 20 år! Iklæder mig ofte kropsnært tøj og bruger push-up bh! Får jævnligt lavet nye (kunstige) negle! Barberer ben og nowet! Benytter mig af alverdens cremer og midler i håbet om at forsinke ældningens tegn! Gør det mig kunstig?

Det mener jeg naturligvis ikke og for at fremme forståelsen, lad os så lige trække en sammenligning til kunstens verden, hvor et lærred først opnår status som kunstværk, når der kommer lidt farvelade på og penselstrøgene fanger vores blik. Hvor keramikken først bliver interessant, når den er formgivet, fra en lerklump og ord bliver til poesi, når de indpakkes smukt, så fantasien fortæller historien. Sådan er vi kvinder eller i hvert fald jeg, men det blev du måske ikke klogere af?!

Jeg føler mig hverken usikker, kunstig eller på nogen måde mindre naturlig, blot fordi jeg nyder at benytte mig af hjælpemidler til at skabe mig et ydre, jeg ikke blev født med. Alle mennesker er fra naturens hånd unikke og individuelle små kunstværker, men jeg foretrækker blot at være et maleri af Monét, end være naturlige fækalier puttet på dåse og anser min krop og ansigt som mit lærred. Nu er skønhed jo i allerhøjeste grad afhængig af øjet der ser, og andre har måske et andet skønheds ideal end jeg og fred med det, men se lige på de kvinder som verdenspressen kategoriserer, som sexsymboler og mændene kårer til universets smukkeste. Hvis I tror, at de ikke har givet naturen en hjælpende hånd og ser sådan ud, når de står op om morgenen, før en fotosession, så skulle I rettere have justeret styrken i jeres ornitolog-kikkert, når I studerer finker, i de sene nattetimer på internettet (den var til de kære mænd).

Jeg elsker at gøre noget ud af mig selv, eller rettere kreere mig selv, og er måske ikke vokset helt fra barndommens udklædnings-leg, hvor man iførte sig mors fineste gervanter, med læbestift over hele krydderen. Og selvom der måske er personer, der mener at jeg strammer skruen en omgang for meget, når det meste af mit ydre er manipuleret af diverse kemikalier, så gør jeg det fordi.... Det er mig og en del af min identitet. Jeg er nøjagtig den samme indeni, af kød og blod, og er udemærket klar over at lidt mascara og røde læber (and then some), ikke forvandler mig til hverken Jennifer Aniston eller Marylin Monroe, men blot en lidt mere farverig version af en helt almindelig og ordinær, jysk kvinde.

Lille spejl på væggen der...