Kernevælger!

Tænker du over hvorledes andre ser dig og har det nogen betydning overhovedet? De fleste vil sikkert svare, "Jeg er som jeg er", til dette spørgsmål og selvfølgelig er vi forskellige af udseende og opførsel, holdninger og værdier og bør måske ikke bruge større hjernekapacitet på at undre os. Vi har alle noget forskelligt med i bagagen og vil netop derfor have en individuel tilgang til livet på godt og ondt. Enkelte vil også have en selvopfattelse, af at være unikke og ikke kan sættes i bås med andre, hvilket jeg mener er resultatet af den egoistiske verden vi har skabt os og som min og yngre generationer praktiserer til fulde.

Jeg kan rent faktisk ikke frasige mig, at tænke på, hvorledes de mennesker jeg omgiver mig med, ser mig som person. Jeg er oprigtigt talt ikke ligeglad med, om jeg fremstår som dum blondine med dukkeøjne eller om man ser det hele menneske jeg er, med alle mine facetter...... eller i det mindste fokuserer på billedet i den relation vi indgår. Med det siger jeg, at jeg i allerhøjeste grad spejler mig i mine nærmeste omgivelser, uanfægtet om dette er et personligt eller professionelt spejlbillede. Jeg er ikke ligeglad med hvad du tænker og føler, ikke fordi jeg er usikker på mig selv eller betvivler mit værd, men måske rettere at min empati, lader mig se dit.

Jeg er sikker og vis på, at mange af os ser noget ganske andet, end hvorledes personen ønsker at fremstå som og dermed også dømmer dem derpå. Vi dømmer på udseendet og på vores første indskydelse og skal have meget gode argumenter smidt på bordet, for at ændre opfattelse af vedkommende, selvom vi egentlig godt ved at vi kun ser en brøkdel af det hele menneske. Men hvorfor ikke udfordre vores fastlåste indskydelse og forsøge at danne et mere nøjagtigt billede, ved at åbne munden og spørge ind til mere dybde, og derved stille spørgsmålstegn ved vores egne evner som menneskekender? Er det fordi vi dermed bliver nødt til at erkende muligheden for at vi tager fejl, at vi ikke er så skide nuancerede, men lader overfladen sejre, fremfor at dykke dybere og måske opleve et helt nyt ocean.


Til tider vil vi blive bekræftet i vores opfattelse og andre gange vil vi blive overrasket. Når vi siger "jeg troede jeg kendte han/hun, men....." så er det måske ikke personen, der har skjult noget for os, men rettere os selv der har taget til takke med vores første indskydelse og været så selvcentreret at vi stoler blindt på egne fortolkninger. Og hvad har det så med andres syn på mig at gøre, for naturligvis kan man ikke være elsket af alle, så hvorfor tillægge det nogen betydning? Tja, vel mest at jeg gerne vil føle mig forstået i det forhold jeg har til vedkommende, men også at min respekt, accept og interesse er gengældt og ikke senere behøver at sidde med følelsen af fremmedgørelse pga. misfortolkninger og fejlvurderinger.

"Hvis det ligner og lugter af lort, ja, så er det sikkert ikke lagkage" har jeg ladet mig fortælle og vedkommende har for sin vis ret, men kun hvis vi er sikre på at vores egen "duft" ikke påvirker sanserne og dermed helhedsbilledet. Og det kan jeg ikke selv vide mig 100% sikker på, og selvom jeg oplever min egen intuition som stærk, tager heldigvis fejl til tider og er faktisk ret glad for det. Jeg kan ikke læse alle som en åben bog og visse mennesker er et evigt puslespil for mig at lægge, men som den nysgerrige person jeg er, vil jeg gerne læse hele bogen og basere mine konklusioner på andet end forordet, som oftest er den kedeligste del af litteratur. Dette er også medvirkende til at jeg til tider går tæt på, måske for tæt, men det er blot et forsøg på at komme derind hvor overfladen er fjernest...og finde kernen.

Uden at lyde selvhøjtidelig, så kan jeg sige at hvis dine tanker betyder noget for mig, så gør du bestemt også og alene af grund, håber jeg det samme gør sig gældende med omvendte fortegn!

Give a Little Bit...