Mors pige!

Har I også bemærket hvor smukt solen har danset på himlen, denne frostklare januar-dag? Dette er naturligvis ikke en tilfældighed, for vi ved jo alle at godt vejr, falder på den fødselar, der har været usædvanlig sød det forløbne år, eller det bilder vi os i hvert fald ind, når det gælder os selv. I dag er det min mors fødselsdag og jeg burde have givet hende den største buket roser, et kæmpe knus og klasket en lagkage sammen til hende, med hele 67 stk. kulørte lys. Jeg burde fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og hvor taknemmelig jeg er for at netop hun, blev min mor for snart 35 år siden og hvor dommen fra lægerne, om at hun sikkert ikke kunne få flere børn, blev gjort til skamme.

Ja, der er meget jeg burde og jeg ville af hele mit hjerte også gerne, men omstændighederne gør det umuligt for mig, i hvert fald i den fysiske forstand. For min højt elskede mor, har ingen dør jeg kan banke på, ingen telefon jeg kan ringe til eller en hånd jeg kan holde. Hun er taget fra os alle og selvom det efterhånden er flere år siden hun døde, så bringer dagen i dag, både tårerne og smilet frem på mit ansigt, mens minderne vælter frem i min erindring, i et virvar af følelser.

Hun var, er og vil altid være mit forbillede og den plads vil ingen kunne udfordre, for selvom hun langt fra var nogen wonder-woman uden fejl, så var hun idealet på en god mor og et godt menneske, set med mine briller. Hun var en smuk, prober kvinde, hvor der sjældent fandtes støv på hylderne og hvor mine søstre og jeg, kunne fremvises velklædte, i tøj uden huller og med upåklagelig brug af kniv og gaffel, allerede i en alder af 2 år, men bedst af alt en kvinde med et kæmpe hjerte.

Tankerne går tilbage til min tidlige barndom, hvor min mor klippede mine lange slangekrøller af, der ellers altid var upåklageligt opsat med hvide silkebånd, da børnehaven fik konstateret lus (som om det skulle hjælpe) og dermed også undgik de værste kampe, når trolden her, skulle have friseret lokkerne. Hvilket må have været en lettelse, for dengang led jeg vist heller ikke på nogen måde i stilhed. Hun fortrød dog alligevel senere, da mit nye drengede look, ikke rigtig stod mål med det tidligere dukkebarn og de smukke slangekrøller aldrig vendte retur, selvom håret blev langt igen.

Da jeg som teenager, bevægede mig fra hjemmets trygge rammer og ud på det pulserende dansegulv i Silkeborgs natteliv, hvor frisuren var gået fra rottehaler med silkebånd, til lange mørkfarvede krøller og de uskyldige barneøjne havde fået en omgang sort sværte, sikrede min mor sig at jeg kom sikkert frem og tilbage. Dette skete naturligvis med formaningerne om at opføre mig ordenligt og ikke glemme at jeg ikke måtte drikke mig plørefuld og kaste mig i grams med de mange unge, sultne handyr, som nådesløs afventede at hapse hendes lille pige. Men min mor var aldrig pinlig og åbnede sit hjem for mine venner og de kærester, jeg kastede min naive kærlighed efter og trøstede mig med knus og et lyttende øre, når mit ungdoms hjerte knustes og verden momentært styrtede i grus. Hvad skulle jeg med Vi Unge's brevkasse, når jeg havde hende?!

Da jeg som voksen, ville opleve gaven at blive mor og på vaklende, usikre ben, skulle tage mig af andre end mig selv, men også min lille datter, Nicoline, stod hun mig bi som en urokkelig granit-støtte, uden lige. Hun valgte til min store glæde, at sige ja til at blive Nicolines "dagplejemor", da arbejdsmarkedet kaldte igen og være med til at skabe de trygge rammer og give hende samme opvækst og værdier, jeg selv blev velsignet med. At, på tætteste hold, følge sit barnebarn og fylde hende med den kærlighed, hver eneste dag, som kommer fra en Mormor og som skabte et helt unikt og specielt bånd imellem de to og som stadig føles af min datter, selvom Mormor ikke er her længere.

Sygdommen kom dog og tog dig fra os, alt for tidligt og selvom tankerne til tider, drejer sig om den frygtelige tid den medførte, så står de smukke minder nu endnu stærkere. Lige i dag, træder jeg i tankerne, igen i mine barnesko, iført hvide sløjfer og min ynglings Miss Piggy t-shirt og er mors lille pige. Og selvom du hverken kan få knus, gaver eller lagkage, så har du mine tanker og mit hjerte, og jeg håber du med stolthed kigger herned og ser din lille pige stadig er her, bag en voksen kvindes smil, tårer og ord!

Tillykke med fødselsdagen, Mor!