Næsten som på film...

Jeg kan næppe forestille mig, at jeg er den eneste der fanges og tændes af ord, og alligevel er jeg måske speciel autistisk hvad dette angår, når jeg som en anden Rainman, kan citere præcist uden brug af stikord. For især de skrevne ord, som har sat sig dybt i mig, genkalder jeg igen og igen, for at opleve euforiens rus på ny med samme sug i maven som de blev læst første gang. De ord der er sendt afsted på cyber-skrift, bliver aldrig nussede af kaffepletter og får krøllede hjørner, og forsvinder aldrig i stakken af rudekuverter og intetsigende bilka-reklamer.

Sådan har jeg det også med det sagte ord, men modsat det skrevne, vil det altid være op til min hukommelse at fremkalde mig følelserne på ny og i kraft af at jeg ikke bliver yngre, har de det med at "fade" ud med tiden og jeg blander dem sammen i et virvar, dog uden helt at glemme blikket der fulgte. Så jeg er dybt afhængig af at linke disse situationer til andet som en reminder, og her bruger jeg i aller højeste grad den musik, jeg lytter til på det pågældende tidspunkt, til at genkalde fornemmelsen af at have slugt en sommerfugle-koloni. 

Men fordi jeg ikke 24/7 lytter til musik,  udover min egen indre sprøde røst, må jeg ty til fantasiens verden, som udspiller sig, når mit hoved rammer puden og mine øjne lukkes. Her er det min drømmeverden, der regerer og det nærmer sig følelsesporno, af smukke ord og tilkendegivelser. Her er jeg den underskønne Julia Roberts, (dog uden den lettere grænseoverskridende profession), og jeg forvandles fra jydepigen Tina, til prinsessen der bortføres i en Lotus Esprit, til et langt og lykkeligt liv.....En rigtig Pretty Woman!

Ak, men jeg vågner altid igen, med en skelende, snorkende hund ved min side, uden synet af Richard Gere's grånistrede lokker og med en mobiltelefon der skriger "DU SKAL OP, FOR HELVEDE!"....Virkeligheden rammer og den fede Lotus er forvandlet til en Peugeot 106, med startsproblemer og den underskønne Julia med de røde krøller, er afløst af et spejlbillede at en blondine med troldehår, rander under øjnene og en ånde, der kan give selv en drage mindreværdskomplekser. Livet er ingen sød-suppe-film og alligevel holder jeg præmiere igen i aften, finder ordene frem igen, igen, føler suset og priser mig lykkelig og ydmyg, for at de tilkom netop mig. Livet overrasker mig, når jeg mindst venter det og jeg rewind'er og gengiver, lidt som at knibe sig i armen for påmindelsen om at det virkelig sker og ordene menes! WOW...
(Måske er jeg blot tungnem?!)

Pretty Woman !