Sne på skærmen!

Sidder her og nyder synet af sneen falde udenfor mit vindue, mens jeg selvtilfreds kan kigge på et nærmest nypoleret hjem, for selvom jeg ikke normalt kan betegnes som morgenmenneske, stod jeg op klokken 07:00! Hvad sker der lige for det? Og så på en lørdag, hvor man burde nyde morgenen i sengen, under den tunge dyne og glimtvis kigge ud på de smukke fnug, der daler ned, mens morgenkaffen brygger og den bette sætter i højlydt latter, over det tossede morgen-tv, børn ser nu til dags.

Da jeg var barn var der ikke noget der hed morgen-tv, med undtagelse af julen, hvor de samme udsendelser blev gengivet år efter år og Jørgen Clevin viste hvorledes vi kunne fordrive ventetiden, med saks og papir. Gad vide hvad min datter ville synes om den type tv, som var klinisk renset for ukvemsord og eder og hvor de voksne studieværter, ikke var unge mennesker i kontakt med deres indre legebarn, men virkelige voksne.... Ja, de var vel nærmest gamle, i forhold til i dag?!

Måske er det blot mig, der er blevet gammel, når jeg ikke rigtigt kan fatte nutidens tv og her taler vi også de mange reality programmer, som myldrer frem og hvor morskaben skal bestå i at se andre mennesker dumme sig på åben skærm. Vi vælter os i X-faktor, De unge mødre, Paradise Hotel, Single-liv, Forsvundne Danskere og hvad de ellers hedder, og kan til vores store nydelse og underholdning se helt almindelige danskere vise fremvise deres bedste og ikke mindst værste sider, i bedste sendetid.

Kors, hvor er det godt at kunne klappe sig lidt på ryggen, mens man postulerer, at så dum er man i det mindste ikke selv, når Blackman's ord, verbalt pisker naive småpigers drømme om kendisstatus og siger alt det vi ikke selv tør. Vores egne børn synger jo som en drøm, ik? Når vi små-sadistisk, sidder og venter på at nogen skal knalde for åben skærm, til evigt eftermæle som hende der skreg, men stadig bedyrer at porno er noget snask og for dem der efter midnat sidder med hornbriller, slikhår og klister på tastaturet. Sådan er vi jo ikke selv, vel? Eller når en stakkel, ikke kan finde sin biologiske mor og lader et tv-hold jagte verdens afkroge rundt, for at finde en kvinde, siddende i et blikskur, mens hun laver dagens middag af vand og mel og de omfavner hinanden. Vi elsker at blive rørt og lader med glæde en tårer trille, i ren empati, uden vi skænker det en tanke, at nogen oplever uønsket indgriben i deres liv, i vores underholdnings navn. Vi ville jo selv elske at en fremmed troppede op ved vores dør og fortalte at arven efter moster Anna, skal deles, ik?

Reality-tv er egentlig en helt forkert kategorisering, da der intet realistisk er ved et setup, som guider de medvirkende til dumhedernes dør, og der i bedste Jørgen Clevin-stil, klippes og klistres for at behage beskuerens sult efter at føle os lidt bedre, heldigere, klogere og lykkeligere. Det burde hedde manipulations-porno, for vi har åbenbart svært ved at gennemskue, at den eneste grund til at de sender det bras, er fordi vi sidder uge efter uge, dag efter dag og lader os indbilde vi lever det perfekte liv. Livet leves ikke igennem et tv, hvor det eneste aktive vi foretager os er at zappe rundt, sippe lidt lidt den dampende kaffe og rokere lidt når venstre balle begynder at sove.

Et tv- program om mig og mit liv, ville sikkert ikke øge seertallet, men rettere blive en slags dogme dokumentar, der kunne vinde en af de priser, der altid hedder noget fancy, men som reelt er programmer ingen gider at se. Nej, så hellere sidde og nyde den ægte varer, nemlig det reality-tv der foregår uden for mit vindue, med dalende tavse snefnug, som underholder mig og hvor tilfredsheden med mit liv, ikke er spejlet i andre eller andet end et tilfrosset vandprisme. Se, det er godt og smukt tv!

Simpel Things...