Hvad vil du ha?

Blog nr 100, i dette forum, havde jeg forestillet mig skulle være en hyldest til de mange venlige læsere, der finder mine ord værdige til deres tid, men jeg har haft denne blog i støbeskeen, for some time now og tiden er kommet hvor den bør og skal postes.

Jeg fik en julegave på forskud af min kære veninde, Lene, en December-aften over aftenkaffen efter en dejlig lang veninde-sludder om alt det vi plejer at snakke om. Nu vil jeg ikke komme nærmere ind på vores ynglings emner, men kan dog godt afslører at det hverken er strikketøjs-opskrifter eller sidste uges genudsendelse af "De unge mødre", der debatteres. Sirligt pakket ind i det smukkeste papir og med en fin sløjfe, blev pakken flået op af bare spænding og en gammel kending kom til syne.

Hun havde købt bogen "hvad vil du ha?" af Joan Ørting, til mig og specielt var det, nok mest fordi hun havde lyttet og vidste at jeg satte og sætter stor pris på Joan's hudløse ærlige beskrivelser om forholdet imellem kønnene. Og nu tænker du nok at Joan Ørting er hende den perverse sex terapeut, der kaster om sig med frække ord, på tv i bedste sendetid og bruger ordene pik og kusse i hver anden sætning. Men nu er det jo heller ikke romantisk skønlitteratur, der er hendes spidskompetence, men derimod at fortælle om de mekanismer, der foregår i vores hoved (og underliv) når det slår gnister imellem kønnene og en eller anden form for kemi finder sted. Vi har jo svært nok ved at forstå hinanden, så hendes direkte fraser hjælper på forståelsen, hvis man kan glemme sine røde kinder og rent faktisk læse hvad hun skriver.

Som titlen antyder, handler det om at forstå og lytte til vores krop, tanker og følelser og ikke mindst sætte spørgsmålstegn ved vores sort/hvide verden af fordomme og hæmninger og finde ind til kernen af hvad vi vitterlig vil have. Ikke kun på de hvide lagner, selvom bogen bestemt ikke underkender den del, men også i det liv vi har fået som gave, så vi en dag kan se tilbage, med tilfredshed og selvrespekt. Jeg har læst bogen flere gange og hver eneste gang jeg finder den frem, stiller jeg mig selv spørgsmålet om hvad jeg vil have, hvilket kan være svært når spejlet pludselig vender imod mig selv og svaret formidles videre til en anden. Da jeg gik rundt og var single i et par år (the first time), var det ret let at sætte ord på hvad jeg ville have og det lød nogenlunde som følgende:

Jeg vil, som alle andre, gerne have et sundt sexliv med en, der forstår at vække mit begær, samtidig med at jeg trygt kan dele mine tanker herom, uden at skulle føle mig et nymfomanisk sexmonster og en, som både med og uden ord, kan og vil fortælle mig om sine. En som kan sige, hvad jeg betyder, uden at det automatisk skal belønnes eller gengældes ved fysisk eller verbal karakter og hvor ligevægt og gensidig respekt er ligeså naturligt som at blinke. En, hvor lysten til at kende mig og mine tanker og min enorme stormflod af ord, blot pirrer til at vide mere og hvor der ikke bare er højt til loftet, men hvor universet er uendeligt. En, der ser mine tårer, når jeg smiler, ser min vrede når jeg ryster, og ser min lykke, når jeg bliver tavs og i det hele taget favntager HELE mig, fordi han ikke kan andet og ikke fordi han bør. Jeg vil have substans og dybde, og her taler jeg ikke om tykkelse og længde, for selvom sex er vigtigt for mig, så er det kun en del af tosomheden, i min verden.

Som de fleste af de mænd jeg har haft i mit liv, vil nogen måske mene at jeg sætter barren for højt til at nogen stangspringer kan nå, at jeg er for krævende, og kræver for meget "vedligehold", i min evige søgen efter det der stikker dybere. Men jeg kender mig selv ret godt efterhånden og ved at mine ønsker, ikke behøver indfries med det samme, men at der skal være en progressiv udvikling og der arbejdes for sagen. Ledighed og dovenskab er roden til alt ondt, sagde min mor tit og den følger mig åbenbart, i et større omfang end hvad job angår. Betyder det så jeg er utilfreds, når nu jeg altid søger at vride mere saft fra de søde frugter? Nej, for jeg har skam også pustepauser, men jeg drives af mine egne krav til både at ønske, men også yde mere og jeg vil have det hele og i uendelige stride strømme! Jeg vil nok altid være umættelig på livet, lykken og kærligheden, og ønske mig mere og mere og MERE!

Dette var min vagtplan, præcist udspecificeret, timet og tilrettelagt og alligevel ender jeg med at falde i søvn, blive bestjålet, vågner op når nøglebundet rammer gulvet og tænker hvad pokker skete lige her?! Jeg ender som regel med at blive udfordret på mine planer, ønsker og drømme og ikke at jeg giver køb, men drømmene sjældent står måls med virkeligheden, når man tager de candyfloss-farvede briller af, og ikke leger statist i en Danielle Steel-film, hvor helten jo altid har hele pakken. Og derfor finder jeg aldrig helt ud af hvad jeg søger, så længe barren flytter sig og forventningerne flytter med. Derfor vil det nærmeste svar på Joan's spørgsmål være:..... Mere end jeg har drømt endnu!

..... And Some Day I Will!