Der brænder en ild...

Hovedet værker, tankerne tumler efter endnu en nat, med alt for lidt søvn og hvor selv ens kollegaer påpeger at man ligner noget, der burde være endt i wc'et efter en aften, hvor man har kigget for dybt i rødvinsflasken. Med den dampende kaffe, sidder jeg nu og gør status over dagen, som jeg ofte gør, for at falde ned til et leje, som jeg selv kan holde ud og som ikke mindst min datter kan være tjent med og jeg transformere mig fra den fortravlede arbejdsbi til en overskudsagtig mor, selvom rollerne nogen gange udviskes. Igen i nat lå jeg og vendte og drejede mig, til trods for den overmandende følelse af træthed, med uro i kroppen og med noget på hjertet, som jeg forsøgte at formulere til noget konstruktivt.

Efter to timers mental gennemgang af indgangsvinkler, faldgruber og overspringshandlinger, var "talen" klar og forvisset om min forberedelse var tilstrækkelig, lod jeg øjnene glide i. De efterfølgende 4 timer husker jeg ikke meget af, men jeg fik dog hvilet både tanker og øjne nok, til at kunne vågne med gåpåmod til en ny og spændende dag, ventende forude. Bilturen på arbejde blev, efter Lean-konceptet om tidsbesparelse, brugt til at finpudse detaljer og liste op hvad jeg i øvrigt skule nå i dag..... For fanden, hvor havde jeg bare styr på det pis, hvis jeg selv skulle sige det. Yeah right...

Nu er det så jeg ikke lige helt klar over hvad der gik i fisk, for mig, men intet blev, som jeg havde forestillet mig og planlagt, til trods for at tankerne også var blevet vendt med min nærmeste sparringspartner. Og mine tanker om den dalende trivsel på arbejdspladsen, grundet brok, væltede ud i en underlig konstellation af selv samme og var hverken konstruktiv eller på anden måde fordrende, alt imens tilhørende sikkert følte sig stillet skoleret for frk Skrap, med nedfaldne briller på næseryggen og knold i nakken.

"For fanden, Tina...du ved bedre og var så forberedt på at fatte dig i konstruktiv korthed, uden din pointe gik tabt!" Ja, jeg ved ikke lige hvorfor de ord, jeg ellers mestre at sætte sammen i mine blogs, kom ud i neandertaler-sprog med grynt og fnys, til trods for at jeg stod med nedfældede notater i min hånd. Måske var det det tudehornet, der pludseligt rømmede kontoret, midt i mit koncentrerede tankespin, og hvor jeg efterfølgende måtte stå ude i kulden, med langt lys på, for at evaluere den igangværende brandøvelse, med en trafikvest som eneste værn imod vinden.
"Havde der været brand, havde jeg i det mindste et bål og varme mig ved", var min første tanke?!

Eller også var det blot en forvirring over hvor jeg er på vej hen, der prægede mig, for selvom jeg har bestridt denne stilling i 3 år, ser jeg en drejning imod nye udfordringer, hvis jeg blot griber boldene der bliver kastet. Faktisk har mit job aldrig været mere spændende og jeg kan ærligt sige at jeg med glæde drager afsted hver morgen. Måske var dagen en reminder om at min egen Ja-hat ikke sidder særligt godt fast i blæsevejr, at en brændende ild, tilsat benzin, kan blusse op i en ord- eksplosion og at kold (kynisk) kulsyre gør en dårlig brandslukker, mod mennesker i flammer....

Der brænder en ild.....