Dengang jeg var ung, havde jeg lyst og evner til at udgyde ord, i andet end blogs og lade fingrene steppe hen over ganske andre knapper, end på tastaturet her. Dengang var jeg meget optaget af musik, og dens fantastiske udtryksform af hele følelsesregistreret, og jeg dyrkede det i en noget mere fysisk forstand, end jeg gør i dag. Bevares, jeg skråler skam stadig med, når jeg fanges af en ørehænger i radioen eller blot har fået en enerverende sang på hjernen, som ikke er til at slippe af med, selvom man ikke helt husker teksten. Jeg tager desværre heller ikke det store hensyn, til mine stakkels kollegaer, som jeg på ingen måde skåner for min røst, når jeg føler en sang på vej, som ikke kan holdes nede med synke-refleksen alene. Det er ikke ment som tortur og det er ganske ubevidst, når jeg pludselig bryder ud i sang, midt imellem alle telefonopkaldene fra diverse leverandører, som dog heller ikke inspirerer til meget sang, men mere et udtryk for de følelser jeg rummer, når jeg lader tankerne og drømmene vandre udover pc skærmene.
Jeg har altid brugt musikken som energi-aflader, som kom til udtryk i sang, når jeg stillede op til kirkens salmer og orgel-klang, som ledsager til min musiklæres klaverspil (for det mere modne publikum), i ungdoms-bandet til diverse skole-arrangementer og som lead for de mere garvede rock-drenge i gymnasietiden. Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver, men musikken har alligevel fyldt og især når contry-musikken og 50'er rocken tonede ud af højtalerne i mit barndomshjem og mine forældre satte vinylen i svingninger. Min musiksmag er vel også præget af deres og jeg kan stadig nyde at høre de gamle klassikere som Elvis Presley, Roy Orbison, Mirelle Mathieu og Patsy Cline, der bringer minder frem i stil med, at se sit gamle legetøj igen efter mange år hengemt på loftet. Jeg har en bred musik smag og lytter til stort set alt, med stor nydelse, så længe det er velgjort og smører min øregang, hvad enten vi taler klassisk, jazz, pop, rock, R&B, hip-hop og listen kunne blive ved i en uendelighed, og jeg lader min alt-stemme sætte i kor med det hele.
Musikken udfoldede sig som sagt i sang, men også på de blæseinstrumenter, jeg i tidernes morgen mestrede at få andet end kattejammer ud af, til mine forældres store irritation, når der skulle øves. Jeg startede spædt med blokfløjten, men fandt den ærligt talt lidt for fimset og mistede da også hurtigt interessen, da de forsølvede, skinnende brass-band instrumenter viste sig som en mulighed. Nogen Michela Petri, var jeg dog heller ikke og der var nok også lige lidt nok swing i noderne på papiret, for en teenager med krudt i røven og med en himmel uden højde. De første blæs i en cornet, gav blæner på læberne, men også et sammenhold og tilhørsforhold i det skoleorkester jeg blev en del af, som gik på tværs af aldersgrænser. Det var en fantastisk tid, som styrkede bånd og nye venskaber, men som også førte mig ud i den store verden på musik rejser og koncerter. Men nu er jeg jo sådan indrettet at det ikke kan blive stort nok, så da jeg efter cornetten, hornet, barytonen, blev jeg tilbudt at spille euphonium, med den karakteristiske summende lyd, sagde jeg naturligvis ja. Det var et specielt instrument, udfordrende og meget svært at spille, men det førte mig frem på første række, hvor jeg nok altid har befundet mig bedst, hvis jeg nu skal være ærlig. Husker dog pudsningen og de mange årlige marcher, som et helvede, iført lårkort og hvide knæstrømper, med de mange kilo messing båret i én arm og med fingrene dansende hen over ventilerne, mens man momentært forbandede, hvorfor man ikke var blevet ved cornetten. Det hjalp dog en hel del på motivationen, at ungdomsforelskelsen, sad få meter fra mig. Det var dengang og jeg tror desværre jeg for længst har mistet færdighederne til at få toner ud af sådan et bæst, men hør lige her hvorledes det lyder, når man kan: David Childs.
Jeg tænker tit på, hvorfor jeg lagde det på hylden, både euphoniumen, men især sangen, når nu den bragte mig så meget glæde?! Og jeg har simpelthen ikke noget fornuftigt argument, desværre, så måske skulle jeg tage det op igen og se om det kan opøves til en standard, der også bliver værd at lytte til for andre og ikke kun er påtvunget larm for kollegaernes stakkel hørelse. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at melde mig til X-factor eller lignende, da jeg ikke har noget ønske om at blive kendt eller gøre sangen til en levevej, men blot har en lille drøm om at finde min indre musik igen og dele den med nogen.
Afslutningsvis vil jeg lige dele et stykke musik, som husere i mit hoved for tiden, af flere grunde og som jeg finder stor skønhed og sandhed i....både i lyrik, tekst og musik og som er perfekt formidlet og fremført, hørt med mine ører: Alicia Keys
0 kommentarer:
Send en kommentar