Jeg sidder her og kigger på min skærm, som så mange andre aftener og lader mig fortrylle af den virtuelle verden og dets mange herligheder, samt undre mig over hvor forskelligt vi agerer i virkelighedens verden og i dette medie. Jeg har ofte ladet mig fortælle, at det skrevne ord er op til fortolkning og skal tages med et gran salt og alverdens forbehold, hvilket må siges at være en udfordring for sådan en ord-narkoman som mig.
Jeg kan læse de sødeste ord, bedste intensioner og en buket af roser i fuld flor, henvendt til lille mig og jeg bliver oprigtigt smigret, for hver eneste gang, men har også måtte sande at ordene ofte får taget brodden eller endda trukket tilbage, når vi bliver konfronteret face to face. Sådan er jeg sikkert også selv, men alligevel føler jeg en vis skuffelse når symbolet på de smukke, velduftende roser, pludselig forvandles til en Wonderbaum til bilen, der jo også har en mere praktisk anvendelse. Men hvorfor forholder det sig sådan at vi ikke kan stå ved og sige de samme ting, som vi gladeligt spyer ud på andre måder? Mener vi dem i virkeligheden slet ikke eller er det vores frygt for at fremstå som andet en ligevægtige og med 100% kontrol over egne følelser, uden at skulle blotte os for meget for omverdenen?
I don't know og jeg bliver måske aldrig klogere herpå, men til trods vil det nok altid undre mig, hvorfor vi føler os nødsaget til at forfladige vores ord, når de kommer fra andet end pennen eller i 2012, tastaturet. Ord burde, i min verden, have en lige stor vægt, uanset i hvilket medie de udgydes og som en god ven af mig engang sagde: "Tina, problemet med dig, er at du rent faktisk læser hvad jeg skriver og hører hvad jeg siger".
Jeg sluger ord råt og tager dem til mig, som de er skrevet og sagt, men mener dog alligevel sagtens at kunne skelne imellem ironi, sarkasme og alvor. Dette er sikkert fordi, jeg ikke er opvokset med disse moderne mediers uskrevne regler, men hvor det skrevne ord, var små rundsendte sedler og de utallige breve fra min penneven, så hvis jeg bruger en sjældent gang skulle benytte mig af personalechefernes ynglings udtryk, "Jeg hører hvad du siger", så gør jeg det rent faktisk.
I min naive verden tillægger jeg det du siger og ikke mindst skriver til mig, betydning, så kald mig ikke søde, hvis du blot bruger ordet i dets fortærskede og opvredne erstatning for en smiley. Kald mig det når jeg fortjener det og jeg lover dig at jeg lytter og tager det for gode varer. Sig ikke jeg er speciel og unik, når jeg blot træder i rækken af de mange andre der trak et nummer i automaten og men når du kan stå ved det og jeg garanterer dig, at tage det til mig. Sig ikke at jeg betyder noget, hvis du ikke kan sætte handling bag disse ord og jeg blot er tidsfordriv, i mangel på et bedre puslespil, men sig det når du ikke kan sige andet.
Dette er ikke en skræmmeblog eller en opfordring til at undlade de smukke ord jeg vitterlig elsker og finder frem mange gange efter de er udsendt, men mere en reminder om at de går rent ind hos mig. Ordsproget, tænk før du taler, kunne jo faktisk betyde mere end at man skal passe på hvad man udgyder af spydigheder, men også hvad man siger af (k)ærligheder?! Kald og sig mig lige hvad du vil, men regn med at jeg lytter med andet end ørerne... ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar