My first...

Klokken er mange og som så mange gange før, er jeg forfulgt af manglen på søvn og træthed, som ikke rigtig vil komme til mig, for alle de tanker der presser sig på. Jeg tænker tilbage til de tidlige teenage-år, hvor de eneste bekymringer, omhandlede at være populær nok, til at blive bemærket af ham, man havde kastet sit naive ungpige-hjerte efter. Kan du huske din første hovedkuldse forelskelse? Den slags, hvor alle dine drømme omhandlede netop ham og hvad i ikke kunne føre det til, hvis blot han havde set til din side og kunne se at du ikke blot var en dum lille pige, men hende der kunne gøre ham den lykkeligste fyr?!

Min hed Bjørn og kors hvor var han dog dejlig. Han var høj, flot og med det sødeste, generte smil man kunne tænke sig og havde desuden nogle utroligt pæne ben, som jeg husker det, hvilket er en underlig ting at hæfte sig ved, når man tænker tilbage. Han var 6 år ældre end mig og var faktisk den eneste grund til, at en pygmæ som jeg, valgte at deltage i volleyball-træningen i flere sæsoner i træk, når han som træner skulle vise hvorledes man nu fik den pokkers bold over nettet. Jeg var vitterlig elendig til det, men blot for at kunne se ham og i forsøget på at fange hans opmærksomhed, troppede jeg standhaftig op hver eneste onsdag, i et naivt håb om, at han en dag så til min side.

Jeg var 13 år, da jeg kastede mine drømme efter den noget ældre Bjørn, som naturligvis ikke så det mindste imod denne smask forelskede lille piges side, som egentlig kun var et stort barn, set med hans øjne. Men ikke desto mindre, var jeg voldsomt betaget og fanget, så jeg nærmest fik åndenød, når han sagde mit navn eller blot kiggede på mig. Jeg var egentlig ligeglad med, om jeg kunne leve op til hans forventninger som spiller, kunne præstere nogenlunde i forhold til sporten og kunne blokere på den rigtige måde, for det gav mig jo blot et påskud for at få det demonstreret igen, på nærmeste hold.

I dag er jeg på tærsklen til at fylde 35 og han bliver/er 41 år og jeg sidder med et smil på læben, når jeg ser tilbage på dengang, hvor alene hans tilstedeværelse kunne få hårene til at rejse sig op ad armen og hjertet til at springe ud af brystet. Det ville nok være med en hel del mere beherskelse, jeg ville se ham i dag, hvorend han er endt, for tiden har ændret meget, siden jeg var en blå-øjet lille tøs, med lyse krøller og en drøm om at blive fru Pedersen. Og uden at vide det, kunne han jo være både skaldet og småfed, den dag i dag, og måske være alt andet end hvad jeg dengang drømte om, men et eller andet sted, så bilder jeg mig stadig ind at han er præcis, som dengang....Gude-smuk og den rene Adonis!

Jeg fik aldrig med ord, fortalt mine naive følelser for Bjørn, hvilket egentlig også var godt nok, for på den måde forblev han mit ideal på en drømmemand, mange år frem og på sin vis stadig er. Måske vidste han det godt, men tog det blot som et kompliment eller syntes det var ganske sødt, at jeg satte ham op på den pedistal, hvor ingen rigtig kunne konkurrere eller udfordre ham, hvem ved?! Jeg tror egentlig ikke jeg skjulte det så fandens godt, men i dag gør det heller ikke noget, for vi har vel alle haft en ungdoms.forelskelse, som vi ikke kunne få og som blot var medvirkende til at udvikle os, ind i voksenlivet?!

Så, kære Bjørn.... skulle du, imod forventning, læse med her, så bryst dig ved at du har været medvirkende til, at præge mine tanker og hvorledes drømmemanden er og selvom jeg er velvidende om, at ingen af os, ser ud som dengang, vil du nok altid stå lyslevende i min erindring...... præcis som dengang!

My First!