I starten var jeg smigret og forsøgte blot at holde trit med at besvare samtlige henvendelser, da det jo var den voksne, seriøse og velopdragne måde at agere på, selvom det var med ordene: Nej tak! Nu er jeg jo meget ligefrem og bramfri anlagt og har aldrig haft problemer med at finde ord for hvad jeg føler og tænker, men jeg fandt hurtigt ud af at intet svar oftes var det bedste. For fanden galme om de ikke fortsatte med at skrive og klynke løs, og nogen kunne sågar finde på at svine mig til i de værste vendinger og tillægge mig motiver jeg på intet tidspunkt besad. Det var her jeg opdagede bloker-knappen.
Og lige som jeg skulle til at opgive min korte dating-karriere, fik jeg en uskyldig og yderst høflig flirt fra en ung mand. Han var/er 4 år yngre end mig og alene det fik mig til at tænke mit: Hvad vil sådan en nydelig, ung, mand med en krop som adonis og et sind, der besad mere end blot dumsmarte bemærkninger, med sådan en helt almindelig jævn, jysk kvinde som mig? Hans ord ramte dybt og det skræmte mig lidt, for han var den første der fangede min interesse og reelt udviste en gensidig interesse for "Shoppingko", som mit profilnavn var. Han ville gerne høre mere om hende, bag det temmelig sarkastiske og fjollede navn og ikke blot kaste sig ud på dybt vand, men virkelig lære Tina at kende. (Ifølge ham selv.)
Jeg måtte sande, at man rent faktisk kunne tændes af ord. For han var/er bestemt et smukt syn at skue, men det var uden tvivl hans ord og ageren og ikke mindst hans humor, der sendte "ko'en" på stand by. Pludselig var det hele ikke så skræmmende og jeg måtte ofte lige logge på for at se om han havde skrevet en sød lille besked, hvilket sidenhen har vist sig som hans kendetegn. Til trods for min skepsis, som sikkert var affødt af usikkerhed fra min side, udvekslede vi tlf. numre, som hurtigt blev flittigt benyttet, både morgen, middag og aften, til små søde sms'er og lange dybe samtaler, om alt imellem himmel og jord.
Han kaldte mig for skat og hver eneste gang jeg hørte ordene, blev jeg helt varm indeni. Det var så længe siden jeg havde hørt nogen kalde mig det og lige disse ord kunne få mig til at svæve og smile bredt fra øre til øre. Hvor var det dog bare dejligt at der et sted ude i Danmark sad en mand, som synes jeg var berettiget til dette kælenavn, uden overhovedet at have mødt mig endnu. Naivt måske, men det virkede oprigtigt og (k)ærligt. Vi snakkede om at mødes og det lod til at være lige om hjørnet, når job og børn passede ind, og den ellers så fortravlede hverdag tillod det. Og jeg kan slet ikke beskrive hvor spændt og nervøs jeg var, samtidigt med jeg glædede mig.
Men ak, af en eller anden årsag, glippede den ellers daglige kontakt og løb ud i sandet. Jeg tolkede straks og bekræftede mig selv i min første indskydelse, at jeg sgu nok ikke var noget for ham alligevel. Jeg ærgrede mig gul og grøn over aldrig at have haft muligheden for at møde, den første der satte en gnist, og som på så ærlig vis havde talt sig direkte ind i hjertet og ikke mindst hjernen. Lidt som det første kys i barndommen, var han blevet noget ganske specielt og min første net-flirt.
Sådan har vi genoptaget kontakten mange gange, det seneste år og som altid bliver jeg helt rundtosset af at høre hans stemme hver eneste gang, hvor jeg genkalder mig følelsen af jomfrulighed og "det første kys", dvs. det kys, der desværre kun er forblevet virtuelt. Genkalder mig alle de dybe lange samtaler, hvor et venskab blev opbygget og hvor et lettere handikappet hjerte, fik krykker til at støtte sig til.
Det jeg måske egentlig blot vil sige er at vi alle har en første...et første kys, en første kæreste og en første flirt. Og det er noget jeg aldrig glemmer og hverken kan eller vil give helt slip for, også selvom drømmene derom ikke holder stik IRL. Det er mit minde om min dating-dåb, som jeg kan kigge tilbage på med positive briller og hvem ved hvad skæbnen bringer os i morgen, og hvilken effekt denne flirt har på min fremtid, omend den bliver i min fantasi, mit cyber univers eller min virkelighed! Uanset hvad, har han fået sin egen lille box og det kan slet ikke være på anden vis, uanset hvad morgendagen bringer.
Så kære dig, tak fordi du vækkede mig til live og tændte en lille gnist, som er endt i et flammehav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar