Træets tårer

Hvem har ikke trasket de danske strande tynde, i håbet om at finde det gyldne rav, blandt småral og knuste skaller. Det har jeg og jeg har nærmest betrådt hvert sandkorn, i min evindelige søgen efter dette unikke og smukke naturprodukt, som kan pryde på enhver kvinde. Naturens selvskabte juvel, skabt ved hjælp at tårerne fra et rodfæstet, men såret træ, som hærdes og omdannes til et evigt minde om fortiden, men nu som stærkere end nogensinde før. Selvom jeg ihærdigt har gennemsøgt og ledt i mængden, til solnedgangen nåede horisonten og lyset forsvandt, har jeg intet fundet. Ej heller når solen igen stod højt på himmelen.


Jeg har ofte troet, ved første øjekast, at nu havde jeg fundet det gyldne vidunder blandt alle rullestenene i den vandkantens skæring, men har, ved nærmere undersøgelse, opdaget at mit syn blot bedragede mig og at det blot var "forklædte" sten, der fangede mit blik. De havde ikke ravets  runde kanter og varme fornemmelse, men var kolde, kantede og til tider endda så skarpe, at de efterlod min hånd skrammet og arret. Og selvom jeg fortsatte søgningen, på netop den strækning jeg havde bevandret så længe, mistede jeg gradvist troen på at jeg ville kunne finde det.

Søgningen blev derfor naturligt afløst af, blot at nyde det smukke sceneri og glædes over dem, der fandt det de søgte og bragte hjem til en prydplads, til låns af naturen. Et lån der dog ofte er omdannet, formet og poleret, til pladsen om en kvindes hals.

Pludselig en dag lyser en gylden sten op, blandt alle de andre og den skinner så voldsomt at alle andre, blegner, når solens stråler rammer den. Det er den største ravklump jeg længe har set, måske endda den største.Den skal hverken poleres eller formes, da havets brusen og turbulente understrøm, allerede har formet det perfekte omrids. Den har hele tiden været der, for enden af min næsetip og jeg er gået forbi den mange gange, under mange måner, uden at kunne spotte dens glimt. Og jeg har måske endda set den, men i min iver efter at finde den, har mit syn været sløret og farveblindt.

Denne smukke sten, har ventet på at blive fundet af netop mig og det eneste jeg skal gøre er at tage den i mine hænder, bringe den hjem og holde den tæt ved mit hjerte..... Så er den min. Til låns, men den skal pryde om min hals og nydes ved mit bryst, så længe det er muligt, med håbet om at træets tårer først bringes til jorden igen, når jeg selv følger med!

Falling