Løgn og Latin

Man kan undre sig over udtrykket og hvorfra det kommer. Måske er det fordi at Latin er et af de få sprog der ikke tales, men skrives og i allerhøjeste grad tolkes og er op til modtageren hvilken betydning man vil have ud af det. Aner det ikke, men det er gængs opfattelse at løgn er noget skidt og at man altid kommer længst med ærlighed?!

Jeg tvivler dog på det er rent skidt og folk der påstår at de aldrig lyver, netop gør det allerede i denne sætning. "Ahmmm, jeg fortæller kun små harmløse hvide løgne"! ...og så er løgnen pludselig fuldstændig acceptabel og retfærdiggjort og fratager os ansvaret for at forholde os til sandheden. Men hvem definere hvad en lille hvid løgn er og hvornår den skifter farve, så at sige? For vi lyver jo all the fucking time og for hver eneste gang, bliver det blot en lille smule lettere og grænsen rykker sig.

Selv som forældre lyver vi, når vi fortæller vores kære yngel at julemanden findes, babyer kommer med storken og at deres nyfabrikerede tegning er det smukkeste vi nogensinde har set. Vi lyver for vores forældre om hvor meget styr vi har på det hele, hvor glade vi er for de kiggede forbi til kaffe, da vi havde planlagt at nedlægge kæresten og hvor spændende historien om deres sidste Tysklands-tur er, selvom vi også hørte den sidste søndag. Vi lyver for kæresten/manden/konen, når vi fortæller hvor smukke de er når de sidder med drageånde og morgenhår, når vi siger at det da er helt okay at han/hun tager et par off-dage fra den daglige trummerum og når vi siger at han/hun selvfølgelig er den eneste vi nogensinde har hede drømme om.

Alle disse ting siger vi enten for at opnå noget eller for at skåne vores kære, men kan det retfærdiggøre løgnen? Ja både og....man kan vel godt set ud fra det synspunkt at vi det ellers ville skabe unødige konflikter, hvis alt blev råt serveret som en fotokopi af Babs og Nutte på chefens bord efter julefrokosten, men jeg mener også at vi skal passe meget på hvornår vi overskrider grænsen imellem hvid, grå og til den sorte løgn. Og hvordan finder man så sin egen grænse for hvor den zone går, når man nu selv acceptere hvide løgne og ser de værre som et absolut no-go?

Sandheden (for mig) er den, at hvis du ikke kan retfærdiggøre dine handlinger uden at lyve, så må du se på hvorfor du vælger løgnen frem for sandheden. Og dette gør vi vel alene af den grund at vi dybest inde godt ved at vi er på gale spor og ikke på andre måder kan argumentere for vores ageren og holdninger. Vi ansvarsfornægter og siger dog til os selv at det blot er for at skåne, men her lyver vi igen. Denne gang mest for os selv...

Når du siger: "Skat, jeg synes sgu hende kontor-musen er en snot-dum blondine", når sandheden er at du har råflirtet med hende til julefrokosten og dagligt sender et lille lummert blink igennem lokalet, så er det vel netop fordi du godt ved at du er på afveje. For var det harmløst, var løgnen vel slet ikke et issue og du kunne uden at kny sige hvad du følte eller blot holde dine tanker indenbords, uden at udleve det. Og i stedet for at forholde dig til hvad du gør og ikke hvordan det modtages, projekterer du blot din løgn over på modparten og kan alene med tanken "for husfredens skyld" leve længe og videre i den tro at du gør det rigtige, selv den dag at du fanges i spindet af usandheder og lemfældig omgang med sandheden. Det har vi vist alle prøvet og jeg skal være den første til at indrømme, at også jeg har og fedt var det sgu ikke at skulle forholde sig til, at det man forventer af sine medmennesker, kan man ikke selv leve op til.

Det er lidt som at have spist den lækreste marcipan-is.... den smager sgu ikke godt på retur. Den dag går det op for dig, at det største offer for dine sort/hvide løgne, er dig selv. De er nemlig blevet arkiveret i kassen "det er fedt og derfor også okay" og skal nu holde flyttedag til der de egentlig holder til.... Nemlig i kassen "CRAP"! Løgn er løgn, uanset hvad farve vi giver den.

Kan vi så gå igennem livet uden at lyve? Sikkert ikke og vi vil snuble tit, men i det tilfælde burde vi måske spørge os selv hvorfor vi vælger at gøre en sandhed til løgn frem for at gøre løgnen til sandhed.....?!

Til slut vil jeg smide en lille løgn ud i æteren og sige at jeg har haft en fantastisk dag og håbe på den bliver til sandhed, hvis jeg siger det tilpas mange gange!

Lie to me.. (fed lyric)