Uskyldige stjernestunder

Jeg har været på kursus, hvilket som vanligt sætter en del tanker i gang bag mit efterhånden let furrede pandeben. Vi gennemgik alt fra hjernens opbygning og dertilhørende mekanismer(hvilket i mit tilfælde kunne tage alle tre dage i denne forvredne klump af synapser og fedt), til spørgsmålet om man kan forandre andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre at man ikke kan. Jeg var mildest talt forberedt på en ørkenvandring i tørre ord og dræbende power point præsentationer, om hvorledes jeg kan finde mine personlige resurser i hverdagen, kun opmuntret af de allerede bryggede kander kaffe, der stod klar til indtag. Men allerede efter den første time og de første kopper, måtte jeg overgive mig og indrømme at være indfanget af emnet, dels grundet en fantastisk underviser, men også fordi det virkelig gav noget at reflektere over, når ens egne fordomme bliver sat på display bag nethinden. Et væld af tanker overvælder en, når gamle skuffer hives frem af hjernens gemmer og man bliver bedt om at nævne 10 ting, som gør dig glad. Nu er glæde jo et relativt bredt begreb, men der mentes ikke 10 is eller 10 kroner, men mere ting du kan gøre for dig selv, som kun du høster oprigtig glæde ved, ting som giver dig indre ro og som så fint blev betegnet små stjernestunder.

Piece of fucking cupcake, tænke Tina og fattede pennen, men det var nu ikke så nemt endda, for selvom jeg ved hvad der skal til for at tømme mit indre og genstarte harddisken efter en krævende dag, så gør jeg det ikke længere. Jeg er simpelthen holdt op med at blogge, hvilket nok må betegnes som en kende selvmodsigende med denne blog?! Jeg har helt uden at vide det, sat min mentale overløbsventil på pause og ladet sluserne stå på vidt gab, mens et utal af tanker og indtryk fortsat strømmer ind. Og det er sådan med tanker, som med garderobeskabe (for kvinder)…man løber aldrig tør for plads, men noget skal pakkes væk, for at gøre plads til alt det nye. Nå men at blogge er som gættet én af mine stjernestunder, godt efterfulgt af at opholde mig nær vand og da jeg ikke ligefrem bor vand (med undtagelse af opvaskevand), er denne forunderlige blog det bedste bud på min stjernestund no. 1. Og hvor har jeg dog skrevet mangt og meget i tidens løb, godt hjulpet på vej af smøger og kaffe, og fået tømt godt ud i det indre tankemylder på godt og ondt. Og selvom ikke alt lyder lige fornuftigt længere når det læses igen, så har de hver og en haft samme egoistiske formål, som denne blog, nemlig at give mig min stjernestund.

Vi bruger enormt meget tid og energi på at bekymre os om andre og deres tanker, gøren og laden og hvordan vi kan hjælpe eller påvirke dem i en retning nærmere vores eget verdensbillede. Sandheden er at det kan vi ikke, uden at starte ved os selv og her bliver det straks sværere odds at kæmpe imod. Endnu en påstand ville være at dine følelser altid er dit eget ansvar og kommet af din egen tankevirksomheds kraft og hvis dette er sandt står det sgu skidt til for os i denne rasende IT-alder, der afskærer os fra at se hinanden i øjnene og mærke efter om vi nu også er så satans cool med det hele. Vi er online fra vi vågner til vi går i seng,  fra vi bliver født til vi dør. Vi mailer, sms'er og spejler vores liv i profilbilleder på de sociale medier, som absolut ikke besidder megen sandhed, når sandhed defineres af modtageren og en smule photoshop.  Hvornår er vi Inline?.... Insync? Hvornår taler vi sammen, til hinanden, rummer hinanden?
Ikke dermed sagt at man (læs jeg,)ikke kan misforstå personen lige foran mig og opfange signaler og betydninger der aldrig ikke har været der i den direkte kontakt, men de fortolkninger er min egen skabelse og dermed mit ansvar at forstå og afklarer. Ville det ikke være forfærdeligt at det bliver fortolkninger at uudforskede muligheder vi lagre i vores så primitive hjerner, frem for virkelighedens minder?

Der skal ryddes op, forårsrengøres på øverste etage og muges ud i huskerens gemmer. Og præcis i dag har jeg besluttet at der er dømt happy hour på disse så skattede stunder, hvis fineste opgave er at tænde gnisten til at udforske morgendagens stjernestunder. Derfor besluttede jeg også da jeg forlod jobbet i dag at dedikere denne helt ualmindelig smukke onsdag til Tinas stjernedag. Jeg vil bare gøre noget for mig og hvor bedre at starte end at fortrække til et fristed hvor vandets klukken imod bredden og kvidrende fuglestemmer, kæmper om førstepladsen imod solens stille stråler gennem trætoppe og forårets tavse spirren. Lade forårssolen danse på pandebenet, mens man tavst anerkender tavshedens belønning, når bilradioen slukkes efter Billy Joel's fantastiske sang. Næste stund, på programmet blev den skrivende stund og hermed denne blog, som har været på pause længe nok. Hvad dagen ellers bringer af stjernestunder skal jeg berette om en anden god gang. Till next time.....