En mand behøver ikke fortælle han er sur, skuffet eller ked af det, for hele hans tonefald, kropssprog og ikke mindst ord signalerer det, som var det bukket i neon, hvilket gør mænd er langt lettere at læse end kvinder. Måske er det fordi vi er vant til at bære en maske, i form af makeup og det altid feminine og lette engle-smil (som vor mor lærte os) med undtagelse af når vi endelig lukker op og lader tårerne trille. For det er sådan noget vi kvinder kan, eller rettere ikke kan lade være med, selvom vi efter bedste evne forsøger at bide tænderne sammen, så må vi erkende at vi har lettere ved at få overløb på vådlinien, selvom det er ganske upraktisk når mascaraen ikke er vandfast.
Og selvom jeg er ked af at spolere billedet af is-dronningen, hvis tårer i denne tid må forvandles til istapper, så er jeg ikke anderledes og må også overlade vandets fossende magter, til en kraft jeg ikke er selv er herre over, selvom jeg gerne ville. Jeg lider sjældent i stilhed som min søde veninde påstår og til tider udmønter det sig i vel-indpakkede verbale tæv, men andre gange bliver jeg faktisk stille og eftertænksom, mens jeg kæmper imod the waterfall. Men det er ikke ensbetydende med at det ikke irriterer mig, at jeg med våde øjne forstummer, i stedet for at agerer eller tale, måske endda råbe min frustration ud, i grimme gloser, uden at bekymrer mig om hvem vinder dysten. Ikke at jeg ellers mangler temperament eller tilnærmelsesvis kan betegnes som tavs, men jeg må erkende at jeg håndterer visse situationer anderledes end ønskeligt og må kaste mig i mine følelsers vold. Præcis som alle andre.
Det kan godt afholde mig fra at sige tingene ligeud, sætte foden ned og, tro det eller lad være, fortælle mine egentlige følelser og tanker, til det modsatte køn. Mest fordi jeg frygter modreaktionen, skuffelsen og mandens sjældent misforståede vrede, der for det meste stikker dybere i mig end det sikkert var ment. For jeg kan rammes af ord, som andre kan rammes af en velplaceret kæberasler og selvom det senere hen forsøges opblødet, så vil porcelænsdukken altid fremstå skåret, trods forsøget på at klinke. Gad vide om det er der pandefurerne kommer fra...Hmm?!
Hvad vil jeg egentlig sige med alt dette? Først til de kære mænd: Hvor er i dejlig mandige, når i puster jer op og trækker ansigtet i de ufølsomme folder, men tænk før i agerer og lader ordene falde til jeres afløb. Hvor I får afløb, bliver andre fyldt! Kære kvinder, ikke alle følelser er tårerne værd og visse ting kan ikke grædes ud, uden en efterfølgende handling, men husk jeres intuition, at der sjældent går røg af en brand, uden ild. Sidst men ikke mindst, kære Tina..... reager dog, lad nu være med dine analytiske trangstanker og drømme forestillinger og nyd nuet, på godt og ondt. Slap af og tag en smøg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar