En lille hyldest til mor

I aften gik jeg en lille tur på egen hånd ad en grusvej, med månen som eneste belysning og lod tankerne flyve til min højt savnede mor, som efter min overbevisning befinder sig et sted deroppe iblandt stjernerne, mens hun kigger ned og holder øje med os. Månen oplyste alle de øde haver som på en lys sommernat, selvom vinden dog gjorde det klart at en anden årstid er over os. Tankerne kom dog ikke helt af sig selv, for kort forinden havde jeg med akavet og en kende forvirret hånd, fraskrevet mig min mors arv, for at min far kunne gifte sig på ny og fortsætte det kapitel i sit liv han har påbegyndt.

Den akavede hånd kunne tolkes, som en misundelig og formået lille piges ønske om at holde alting som før, men i en alder af 35 år synes der at være langt flere ting der spiller ind, selvom jeg indrømmer at pigen der blot savner sin mor så usigeligt, er derinde. Jeg har altid tænkt at alt det arvehalløj ikke ville blive noget problem i min familie og jeg har på sin vis ret, for jeg forudser på ingen måde nogen form for slåskamp imellem mine søstre og jeg, men jeg har nu måtte føle på egen krop at skulle afgive min mødrende arv til en jeg ikke er blodbeslægtet til. Damen min far nu vil ægte og sikre for fremtiden, hvilket i sig selv jo sikkert lyder ganske fornuftigt.

Mine kvaler bunder i den voksende mistillid imellem min far og jeg, når han tager den jyske kræmmerhat på og påbegynder en subtil manipulerende forhandling om arven og negligere værdierne efter min afdøde mor, til det rene ingenting, samtidig med at han fornærmer min intelligens og regner med at det skuespil jeg har betragtet i hele min opvækst ikke bliver genkendt. Hvorfor skrev jeg så under, når nu det stikker så dybt?! Jeg gjorde dog, til trods jeg i aften fik bekræftet de anelser jeg har gået med de sidste år, at min mors sidste jordiske affekter ikke længere var i vores familie, men var solgt for ussel mammon, for at vedligeholde hans foregående amour, som foretrak Audi fremfor Peugeot. Alt imens jeg efterfølgende fik tudet ørerne fulde om hvor dyrt et gravsted er at holde, hvorefter min ældste søster og jeg naturligvis overtog det sidste sted vi kan vise vor mor respekt. Jeg gjorde fordi jeg er opdraget bedre, takket være hende! Jesus Christ, hvor bliver jeg gal blot ved at skrive det, men i stedet vil jeg genkalde mig tankerne fra grusvejen.

"Kære mor.
Nu er 5. jul uden dig efterhånden ved at gå på hæld og selvom det har været en fantastisk en af slagsen, bliver det dog aldrig det samme uden dig. Dit varme smil, din smittende latter og din altid favnende evne til at samle familien omkring dig. Højtider er som bestemt til at savne sine bortgåede kære og jeg har det på ingen måde anderledes, for hvor ville jeg ønske at jeg kunne knuse dig blot én gang til og vise dig hvor stor og dygtig min datter og dit barnebarn er blevet. Jeg gør mit bedste for at være en ligeså god mor for hende, som du var for mig, selvom dine gerninger i forældrerollen altid vil stå som noget uopnåeligt for mig, for i mine øjne var du den perfekte mor.... Min mor! Der er så mange ting jeg de forgangne år gerne ville have delt med dig og vist dig at jeg kunne stå på egne ben, og kunne skabe mig et liv uden at give køb på mine drømme.
Uanset fra hvilken stjerne du nu sidder og betragter mig, skal du vide at  at jeg stadig den dag i dag, kan fornemme din bløde kind imod min, din varme favn og de drilske bemærkninger med glimt i øjet over julefrokosterne, selvom du ikke er her ved min side mere. Jeg elsker dig!

Din for evigt hengivne datter
Tina!"

Just a closer walk...