Disse tanker blev afledt af en samtale med en god ven og jeg gav ham faktisk svaret selv, uden jeg egentlig vidste det. For det bunder dybt og langt tilbage, til en tid hvor jeg troede jeg elskede et andet menneske.
Det gjorde jeg for sin vis også, men i den tro at jo mere jeg elskede ham, jo mere fik jeg igen, men det forholdte sig lige omvendt! Og i alle mine frustrationer og higen efter dennes kærlighed, glemte jeg at lytte til mig selv og ganske simpel sund fornuft. Jeg prøvede konstant at overbevise mig selv om at jeg var hans drømmekvinde og at han var min drømmemand, selvom hans værdier og moral viste sig at ligge milevidt fra mine.
Det var desværre ikke et fåtal af gange hvor jeg måtte sande, at min tillid var misbrugt og spildt, og til trods tilgav jeg i håbet om en ændring, selvom jeg følte knæene svækkes yderligere for hver gang. Den ellers så stærke pige, der kunne tale og argumenterer for sine meningers mod, fortrængte alle disse alarmklokkers ringen og tillod at blive den, som ingen mand respekterer. Hende man kan træde på, hvorefter hun siger tak for aftrykket og undskyld hvis hun har svinet sålen af hans sko!
Dette varede længe...alt for længe. I troskabens ånd, kunne jeg slet ikke se at jeg var den der var den mest uærlige i det forhold...nemlig overfor mig selv. Jeg løj for ham om mine følelser og tanker og løj for mig selv om hans hengivenhed. Og det må naturligvis give bagslag en dag, når man kun kigger på forholdets fine etiket udenpå, men vælger at overse at sidste salgsdato for længst er overskredet og indholdet er pil-råddent.
Jeg gav for meget og jeg elskede for meget. Så meget at han følte det kvælende nok til at søge nye græsgange og friske pust fra øst-europa. Ikke et lille kig ind på naboens plæne, men kastende de største kærlighedserklæringer, i modsatte retning af mig og til den anden side af kloden, dem jeg sukkede så inderligt efter at høre. Og her skulle man tro de fik mine øjne op for de røde lamper der blinkede om kap med min lamslåethed...men nej. Jeg godtog naturligvis forklaringen om, destruktiv som jeg var, at det var min skyld og for vores forholds skyld. Christ, det lyder dumt når jeg ser det på skrift og jeg væmmes en smule, men ikke desto mindre forholdt det sig sådan.
Lidt tid gik og pludselig en dag, var brønden tom. Den brønd jeg selv havde erklæret utømmelig af min kærlighed og som jeg havde pøset ud af, i så lang tid. Pludselig var der blinkende lamper alle vegne, som på en ubåd under angreb, selv uden hans selskab og i hans fravær. Jeg måtte ud, væk, have luft og finde mig selv igen. Jeg var så fuld af mistro til, at dette menneske ville mig noget godt overhovedet og erkendelsen af at han ikke elskede mig faldt som en sten fra mit hjerte. Jeg havde jo vidst det hele tiden, men puttet det væk i en kasse, med lås og slå i håb om at det kunne ændre alt. Og nu sprang det som trold af en æske og hvilken lettelse det var at kunne være ærlig overfor mig selv og sige at det måtte have en ende før at jeg kunne opleve det rigtige eventyr. Det var en træls dag med blandede følelser, for ligeså ængstelig jeg var over at være den første til at sige ordene, ligeså stolt var jeg over at jeg nu endelig kunne. Jeg gav slip på noget der aldrig havde været mit!
Jeg var kommet ud på den anden side og kunne trække vejret igen, men ikke uden ar. Jeg var som et såret dyr der fortrak fra flokken, for at slikke sine sår og vende haltende tilbage. Min tillid til mænd havde lidt et betydeligt knæk, som en revne i et glas. Og mon glasset stadig har svært ved at holde vand, for tør jeg nu lægge mine følelser, helt frit og utøjlet, i en andens hænder, uden de vil knuse dem? Hvor ville jeg dog gerne opleve den tillid og samhørighed med et andet menneske, som jeg ved man kan, når ærlighed er grundstenen i et forhold og når usikkerheden kun er statist i kærligheden teater.
Jeg var følelsesmæssigt videre for lang tid siden og er hverken bitter eller på anden måde harm. Jeg var jo ligeså skyldig i at det eskalerede til et destruktivt forhold, der skulle have været afsluttet for længst og måske endda aldrig påbegyndt. Men jeg er klogere og har accepteret at den rette for mig, fandme må kæmpe lidt for den plads. Netop han fortjener alle mine knus, kys og kærtegn, som brønden nu er fyldt af igen. Men for at den ikke skal tømmes på ny, skal alt dette komme retur og gengældes på ligelig vis for at harmonien og balancen er intakt. Han fortjener til fulde min kærlighed, alene af den grund at jeg fortjener hans. Ingen elsker så for meget....men elsker uden grænser!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar