Familie-stolthed og sorte får

Hvem elsker ikke sin familie og alligevel kan man til tider ønske dem hen hvor peberet gror, hvor afstanden skærmer for de pinlige kind-knibende hænder og hvor vi kan nøjes med virtuelle knus, efterfulgt af en blinke-smiley. Vi kender det alle, selvom de fleste forsøger at skjule det med familieportrætter, hvor alle smiler stort og vi ved gensyn, knuser og krammer hinanden, så besidder vi en viden om ligene i lasten. Lasterne om tante Olgas evindelige hypokondriske sygehistorier, søster Karens utallige diffuse kærlighedsaffærer og bedstefars hang til små skarpe i hobetal, i ren anti Werther's Original-stil. Alligevel elsker vi dem inderst inde til trods, med fejl og det hele, men måske ikke så ubetinget som vi gerne ville kunne sige, for sandheden er at det til tider kan være svært at rumme mennesker man ikke selv har valgt relationen til.

Blod er jo som sagt tykkere end vand, men som enhver husmor ved, er det noget skidt at vaske af?! Familien er dem, der skaber vores sociale arv og som er med til at forme os som mennesker i vores tidlige påvirkelige år, hvor vores identitet skabes og hvor vi er afhængige af voksne relationer til at fortælle os rigtig fra forkert. De skal vise og lære os hvordan man er en familie og de bedste mennesker vi kan være og selvom nogen måske vil anfægte hvor heldigt jeg selv er faldet ud, er alle ikke lige velsignede at få og have en familie som min. For vel er min egen familie ikke tilnærmelsesvis perfekt og ikke uden snert af tante Olga, søster Karen og bedstefar og vi har også vores sorte får at affarve, men hvem pokker har ikke det, hvis vi ser bort fra de sukkersøde serier på kanal kvalm?!

Det kræver sin mand/kvinde at indrømme og anerkende at man er har uldent blod i årene og med andre beretninger at fortælle sine kommende børnebørn, end historierne om de fantastiske familiefester og de uforglemmelige ferier. Men her er det jeg tænker om vores ideal om familieidyllen er helt forkvaklet og mere en forvredet forestilling om noget vi aldrig kan opnå, uanset hvor hårdt vi prøver?! Måske skulle vi omfavne alle skævhederne, fejlene og de eventuelle ar, der er os påført, hæve os over barren og accepterer at vi ikke nødvendigvis behøver at balancere den og stå til ansvar for andre end vores eget lille jeg. Vi kan jo alligevel ikke ændre vores fortid, vi kan ikke vælge den familie som vi nu engang er født ind i, som sikkert også har bidraget til vores egne skævheder og ikke mindst styrker?!

Jeg knus-elsker min familie, selvom jeg til tider kan ryste på hovedet af dele af den, men samtidig kan jeg sagtens nikke genkendende til følelsen af et bånd, der er stærkere end noget andet. For selvom jeg skal være den første til at anerkende at den polerede og blanke facade, til tider kan fremstå en smule anløben, så gud nåde trøste den udefrakommende, som vover at pointere det. Her er blodet ikke kun tykt, men massivt!

Det pæne hjem