Loved And Left...

Fik den mærkeligste hmm-oplevelse i aften, efter have set en dokumentar i tv, som ramte spadestikket dybere end jeg lige havde tiltænkt den på aftenens begyndelse. Her havde jeg placeret mig foran kuk-kassen, med smøger og cola inden for rækkevidde, mens jeg hvileløst zappede rundt blandt udvalget af kanaler, i min søgen efter tankeløs underholdning i form af en film. Synet af en gudesmuk, blond kvinde fik den ellers så ivrige finger på fjernbetjeningen til at stoppe op og jeg blev fanget af en dokumentar, hvor Marilyn Monroe's tanker var på menuen og blev afsløret og analyseret ned til mindste detalje.

Det er ikke den store hemmelighed at denne kvindes ydre, altid har fascineret mig og jeg erkender ærligt at hun til dels har inspireret mig til hvorledes jeg selv fremtoner, med de skarpe øjenbryn, den markante eyeliner og ikke mindst de platin-blonde lokker. Jeg forsøger på ingen måde at kopiere det største sexsymbol af dem alle og påstår ingenlunde at ligne hende, men jeg har som tusinde af mænd også ladet mig fange af mystikken, det feminine og sensuelle i hendes helt unikke look, som sjældent er set ligeså gennemført. Hun vadede i mænd, slugte deres begær og opmærksomhed, kunne få selv en præsident til at gispe og endte alligevel med at være ensom og dø ganske alene, i en alt for ung alder. Hun er ofte blevet fremstillet som objekt for mændenes inderste begær, stormende forelskelse og dog som kvinden de havde uden at elske, selvom det var alt hun ønskede.
"De går i seng med drømmen om Marilyn Monroe og vågner op med mig" (Norma Jean), skulle hun efter sigende havde fortalt og hendes selv iscenesættelse blev hendes forbandelse, der voksede i takt med hendes succes, til hendes død i en alder af 36 år.

Hvor kommer hmm-oplevelsen så ind i billedet, når nu denne jyske ordinære kvinde fra smalltown Vinderslev, hverken er en feteret skuespillerinde eller på anden måde betræder det enorme spotlys, hun levede i dag og nat? Tja, det er måske ganske få småting og alligevel så jeg lighederne slående med nogle af bekendtgørelserne i programmet. Da jeg for snart 5 år siden traf valget om at leve livet om på ny, lod mig skille, tabte næsten 35 kg, lod lokkerne vokse sig længere og håret lysne i takt med mit sind, havde jeg en drøm om at finde den helt store kærlighed, der slog benene væk under mig. Og det har jeg skam oplevet, flere gange endda, for i takt med at min fremtoning blev mere attraktiv, steg interessen fra mænd, der før ikke ville have skænket mig et blik og et par stykker forelskede sig ligeså stormfuldt i mig, som jeg i dem. Jeg har modtaget de smukkeste, største kærlighedserklæringer, blevet overdænget med gaver og komplimenter, der kunne efterlade selv mig, som en stammende retardo uden ord. Alligevel er jeg blevet forladt gang på gang, enten rent fysisk eller mentalt og jeg har ofte dvælet i tanker om hvorfor jeg var så uelskelig, når nu alt jeg ønskede var deres rene kærlighed?! Jeg ville ikke have deres status eller penge og jeg gjorde sjældent de store tanker om deres fremtoning, så længe de skænkede mig deres hjerte.

Men kan man vitterlig elske et andet menneske, når man ikke selv er overbevist om at man har fortjent lykken og hele tiden bestræber sig på at yde mere og bedre, for at fastholde betagelsen og den berusende forelskelse?! Sandheden er nok at de forelskede sig i mig og min nyskabelse af Tina, noget før jeg gengældte kærligheden helhjertet og jeg levede efter Marilyn's ord "Jeg tilhører den der vil elske mig", hvor jeg fratog mig selv at træffe valget af min udkårne, også selvom de nok ikke, i bagklogskabens lys, besad de værdier jeg reelt havde brug for. Og netop disse værdier viser sig tydeligere og mindre kompromisløse, jo mere længere og dybere man kommer i forholdet og så står man tilbage med en masse drømme kastet efter en mand, som dybest set vil til højre, når man selv vil til venstre. Disse drømme kunne jeg imidlertidig undertrykke så længe jeg stadig kunne vække deres interesse, momentært se gnisterne springe og pludselig blev den mindste berøring nok til at blive i troen at vi var skabt for hinanden og jeg overså de larmende faresignaler, alene fordi jeg utrætteligt prøvede til, gav mere og samtidigt gav en smule køb på hende de reelt forelskede sig i?!

Så stopper sammenligningerne med verdenshistoriens femme fatale nr. 1 også, for jeg håber så sandelig ikke at jeg skal forlade denne verden i en så ung alder og jeg har ikke tænkt mig at leve et liv alene, hvor drømmene om fremtiden agerer substitut for nutidens leverpostejs-farvede dagligdag. Og selvom håret forbliver platin-blondt og jeg nok aldrig helt slipper frygten for ikke at slå til og den endnu større frygt for at blive forladt, så vil jeg håbe at fortidens fejlslagne og smertende forhold, alligevel har lært mig noget. At jeg med den visdom, en dag om mange år, sidder i min gyngestol og kigger på manden, der blev........ selv når jeg var værst!

 I Wanna Be Loved By You!