Projektioner er vel noget vi alle benytter i større eller mindre grad, hvis vi nu skal smide vores sensommer-blegnende hals på bødlens huggeblok og være hudløs ærlige. Her taler jeg ikke om den slags der bevidst benyttes for at såre en anden mest muligt, blot for at få sin vilje eller få ret. I ved den slags, vi bliver konfronteret med og som vi måske har svært ved at forholde os til eller blot ønsker at lade glide ud i det hinsides og forsvinde et sted i atmosfærens ozonhul?! Eller når vi påpeger ting hos andre, selvom vi måske godt ved at vi selv blot er mennesker og derfor ikke ufejlbar selv, så er det en så ganske fortrindelig måde at dreje fokus fra vores egne mangler og lade sidemanden tage de røde ører det kunne afstedkomme.
Det er også et ganske smart filter imod den tikkende bombe vi ved blot venter på springes, men hvis trykbølge afblødes ved at vi så kan sige "Jamen hvad med dig selv?" Det er vel i grunden en meget menneskelig egenskab, som sikkert er medvirkende til opretholdelse af en vis balance i mellem relationer, men på den anden side er det vel også et tegn på manglende selvindsigt og empati?! Kan man overhovedet forvente andet og mere af andre mennesker end man selv kan tilbyde og bør man overhovedet måle?
Jeg skal overhovedet ikke gøre mig bedre end andre, for i skrivende stund, kan jeg da også med foruroligende lethed finde eksempler, hvor jeg selv f.eks. hovedrystende har sagt "Hun kommer da heller aldrig til tiden" efterfulgt af det obligatoriske tsk tsk. Samtidig er jeg jo også klar over at, hvis der er nogen der har det godt og mageligt i starthullet, så godt at man sidder urokkelig fast og triller ind på af døren 5 minutter over for sent, er det da mig selv. Indrømmet, men det er lettere at kunne begrunde mishaget ved personen med at pointere fejlene, end at erkende at vi blot ikke har den bedste kemi og ligner hinanden på visse punkter. Det vil jo betyde at jeg heller ikke kan lide mig selv?!....Hmm... Jeg kan jo altid undskylde mig med at jeg tilgengæld er en af de sidste der går og at når jeg først er på banen, så er jeg den mest utrættelige og ihærdige, men passer det nu også?! (Selvfølgelig gør det det, hvis I spørger mig)
Jeg oplever det skam også den anden vej og selvom det forsøges skjult, så ender jeg med at sidde tilbage med et hav af følelser og ingen kasse at putte dem i. Når så den ovennævnte bombe så er sprunget, kan jeg jo kun sidde tilbage med en undren og en blanding af vrede, ligegyldighed og lettelse. Jeg har hørt på hvorledes min ageren påvirker andre og hvor forfærdeligt det er og så kommer trykbølgen, som giver mig lysten til vredesudbrud, men som mindskes af det forløbende stigende mindreværd, der blot er øget for hver anklage. Så sidder man tilbage med lidt skyld, lidt offermentalitet og de to tilsammen giver et facit af ligegyldighed i den mest mærkværdige form, samtidig med lettelsen af ikke at være uperfekt alene. Man vil ikke vide, man vil ikke søge svar, man vil blot glemme det.
Tyv tror hver mand stjæler og selvom det er et af de ældste og mest fortærskede ordsprog, så passer det vist meget godt. Vi er blot mennesker, ikke engle og selvom det på skrift klinger temmelig grimt, så er vores projektioner vel også en måde at opretholde et vis selvværd og hindre os i at hade vores eget jeg?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar