tirsdag den 26. april 2011

Den 7. sans

Den 7. sans er den vi kvinder skal besidde for at score en mand....vidste I ikke det? Og hvordan skal kvinder så være...Jo efter lidt resourch i aften, har jeg fået indsamlet alle detaljerne om, hvorledes vi kvinder skal gebærde os i dating-gamet.

Først skal kontakten skabes og selvom mange mænd fortæller at de nyder at en kvinde tager initiativ, skal hun dog ikke være for agressiv på dette område. Hun skal lægge op til at manden kan tage det første skridt og tillade at han forføre hende. Hun skal blot henlede hans opmærksomhed til hendes eksistens og lade ham snige sig langsomt frem i græsset, som en løve på rov. Hun har naturligvis allerede her øjnet hans interesse og det er her hun skal gå lidt uden for rækkevidde. Men ikke for langt.

Hans interesse øges og han begynder at tænke på hvorledes hun føles i hans arme. Han planlægger nu taktikken for hvorledes han når dertil. Fra hvilken vinkel han skal angribe, nu da byttet er næsten inden for rækkevidde. Adrenalinet pumper i hans krop og tanken om selve jagten gør ham høj og endorfinerne bobler i blodet.
Hun skal nu stå helt stille, hverken gå frem eller tilbage. Går hun frem mister han interessen fordi hans jagt er spoleret og går hun tilbage, øjner han at han ikke får chancen igen og giver op. Freeze woman!


Hun må for alt i verden ikke antyde at han kunne vinde hendes hjerte og helst spille lidt hard to get. Hun bør nu luske rundt og vrikke lidt med hofterne, så hans fantasi tirres, men hun skal endnu ikke servere det hele.
Jagten er i gang! Og den trækker ud, for det er en kamp om tålmodighed og udholdenhed.

Hun skal lige nu fremstå som en rigtig kvinde i hans sigte. Frodig, frisk og smuk, som hun står der lige udenfor rækkevidde. Med ryggen blottet, nakken drejet og blikket vendt imod ham. Hun skal vise ham at hun har opdaget jægeren, men at han først skal fange hende. Han begynder, som en anden hestevisker, at lokke hende med hviskende ord og søde lovprisninger. Hun skal lytte og agere fascineret af hans vise ord der tryllebinder hende, så hun ikke kan bevæge sig.


Han gør sig nu klar til opløbet og her skal hun virke overrasket over hans styrke og hvilken evner han har til at sætte så hurtigt fra i et sprint imod hende. Og nu skal hun løbe væk fra ham, men ikke hurtigere eller i en retning hvor han ikke kan indhente hende. Han rækker ud efter hende og slår benene væk under hende og hun falder yndefuldt om med et suk og med lidt modvilje skal hun lade ham fastholde hende. Hun kan ikke løbe væk nu og det er i disse sekunder hans interesse for hendes kød vækkes. Nu ved han hvordan hun føles i hans arme, men hvordan smager hun mon?

Hun har jo nu serveret sig selv på den mest langtrukne, dog elegante måde og hans tanker er nu kun koncentreret om at hun skal blive hans. Hans bytte.... og nu må hun gerne give sig hen, for nu er han solgt! Han vil for alt i verden kæmpe for at beskytte sin erobring som han har kæmpet så hårdt for at fange. Og selvom han troede han var jægeren i alt dette, er det rent faktisk ham der på snedigste vis blev jaget.


Moralen ved min teori er vel at vi kvinder gerne vil jages og at mænd gerne vil jage. At det så forholder sig lige omvendt, er en anden snak, så længe resultatet er det ønskede.

Jeg begynder dog at forstå hvorfor jeg er single!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar