Tiden læger alle sår...og dog, for den er en underlig størrelse og selvom vi stoler blindt på uret, til at holde styr på tiden for os, så har den med at overhale eller indhente os. Uret er jo blot en skive med visere, som dog sjældent går baglæns, men som har en evne til altid at vende tilbage til samme punkt, hvis man da har husket at sætte batterier i, for at fortælle os når klokken er slagen.
Jeg går sjældent med ur og selvom jeg faktisk ejer et par stykker af slagsen, husker jeg nær ved aldrig, at det rent faktisk bør have plads på armen og ikke forblive på det lettere overfyldte smykketræ, for at gøre nytte. Måske har det noget at gøre med at jeg helst ikke vil være slave af tiden eller også er det blot fordi, at ur-om-arm endnu ikke er et fast indslag i mine morgenrutiner, så som bæller kaffe, klargøre barn, lufte hunde, sværte fjæs, alt imens jeg mentalt forbereder dagens udfordringer.
Jeg er egentlig temmelig ustruktureret i min fritid, altså den hvor jeg "nøjes" med at tænke på arbejdet, men anderledes bestræber jeg at have faste rutiner og efter bedste evne, jonglere med boldene på mit job, så vidt det lader sig gøre. Jeg kan gå hjem med den fedeste Yes-følelse i maven, høj af dagens fremskridt og med rygsækken fuld af endnu flere kommende succeser og sådan var dagen i dag. Det vil dog sige at samtidigt med klokkens fremskred imod at se min lille oase af kaos, mit helle, mit hjem, indhentede tiden mig og de bolde jeg for længst havde fortrængt og troede var landet sikkert, ramte mig klokkerent i mit naive blonde hoved.
Av, for s..... jeg slog mig. Ikke så meget fysisk, men stoltheden fik dog en ret pæn bule og når sådan noget sker, regerer Murphy's Lov og ingen i miles omkreds, tilbyder at puste og forsikre én om at den går væk igen. Bulen bliver derimod ikke mindre af at det indre ur, fortæller mig at jeg evt. kunne have et kraniebrud og er på nippet til mental nedsmeltning. Så kommer vreden.... Vreden over at tiden åbenbart kun formår at gøre furene dybere og mig ældre, og ikke synes at kunne skrues langt nok tilbage, uanset hvor meget jeg drejer viserne i modsatte retning. Vred på mig selv, men egentlig mest afsindig ked af, at jeg ikke behersker tidens perfektion og taktvis kun går fremad i kontinuerlige rytmiske slag, hvor øjeblikkets knugende hjernevrider aldrig vender retur, for at bide mig i bagen igen. Det gør den jo....
Det er vel egentlig min egen skyld, for selvom jeg burde løfte hovedet i visheden om at jeg har ydet mit bedste, bliver jeg umådelig frustreret over at det ikke syntes nok. Hvad kan jeg bruge de gamle ordsprog til, "Tiden læger alle sår" og "Det er menneskeligt af fejle", når uret slår slag, som en anden boldkanon og man jo ikke er nogen Caroline Wozniacki?! (hun synger i øvrigt også skrækkelig)
Tid og jeg, kommer måske aldrig til at spille mixed-dobble og nok er jeg ingen verdens-etter, men jeg bestræber mig på at spille bold!
P.S. Denne blog vil blive dateret tilbage, for tiden løb fra mig, ironisk nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar