For 6 måneder siden skrev jeg en blog, om bånd der brydes for at nye kan knyttes. På daværende tidspunkt anede jeg ikke om hvor meget disse ord, fik betydning, for den tid der kom. Kort efter valgte jeg efter 7 måneder at afslutte min daværende forhold, da det havde taget en drejning, som ingen af os kunne være tjent med fortsatte. Det var ingen stor bombe og jeg kunne derfor genoptage mit liv som singlepige, uden de store tårer. Men alligevel var det med følelsen af at mislykkes igen udi kærlighedens disciplin.
Hvordan kan man mislykkes i noget man rummer så meget af, er mig en gåde og selvom jeg udemærket ved at der skal to til den sensuelle og dog svære tango, så er usikkerheden om min egen utilstrækkelighed lige om hjørnet. Hvorfor skal den unikke følelse imellem to mennesker, som er forekommet i årtusinder, pludselig være så svær og er det overhovedet noget jeg nogensinde lærer? Hvorfor er jeg ikke lækker nok til Love?
Disse tanker har ofte huseret bag min pandeskal og alligevel har jeg set beviset på at selv jeg, måske kunne være så heldig at ramme en guldåre. En guldåre som skæbnen blot ventede på at jeg skulle finde og som evner at lyse selv den mest dunkle tunnel op, så enhver følelse af solitær mørkeleg kan forsvinde. Det er en temmelig fantastisk følelse at opleve tingene gå op i en højere enhed, en symbiose og hvor selv de mindste ting kan få stor betydning, men igen dukker følelsen af usikkerhed op. Det må være for godt til at være sandt, for det føles som kærlighed på film, hvor helten og heltinden går så meget igennem, med hver deres bagage og alligevel overvinder kærligheden alt og et lykkeligt liv venter forude.
Al usikkerheden glemmes dog for en stund, når man betragter øjnenes dybde og deres rolige blik forvisser en om at det hele nok skal gå, uden et ord behøver falde. At de drømme man måske tænkte sig umulige, kunne være indenfor rækkevidde, hvis blot jeg giver lov og tid til at kærligheden modnes og styrkes, fra et skrøbeligt bånd, til en ubrydelig kæde. At selv jeg kan elskes! Hold nu kæft Tina, munden kan rent faktisk tale, selv uden ord!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar