Når jeg ser på min fødselsattest som røber de 35 år og dernæst kigger i spejlet, er der ganske god overensstemmelse imellem de to og det er da heller ikke fordi jeg på nogen måde er ked af mine smilerynker og det faktum at barmens spændstighed og fylde er dalet i takt med hjernens lagerkapacitet. Jeg er i det store hele godt tilfreds med min krop og de mærker, som en fødsel og flere års overvægt har brændemærket på maveskindet, til evigt minde. Jeg er jo ganske almindelig skabt og trods nogle manglende centimeter i benene, så er jeg selv i nøgen tilstand, ganske okay med hvad spejlet fortæller, holdt op imod de 35 somre. Selvom jeg ikke er helt så forelsket i de to vertikale furer der er begyndt at syne imellem mine øjenbryn og som jeg truer med at fylde ud, med den moderne medicinverdens medikamenter, hvis blot jeg havde råd.
Jeg har intet ønske om at være perfekt og ligne et blankpoleret glansbillede af en kvinde, der søger den evige ungdom og ikke har mærket tidens tegn på krop og sjæl. I manges øjne er det mest skæmmende ved mig, det modersmærke jeg har på kinden og jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor jeg ikke har fået det fjernet, når nu det ligefrem sidder lige midt i ansigtet?! Dertil har jeg altid afvist enhver tanke herom, for det er jo netop mit brand, en del af mig og mit billede af Tina og jeg har aldrig så meget som overvejet hvorledes jeg ville se ud uden. Men nu er verden en anden, for sandheden er at den vokser og gør ondt, hvilket betyder jeg står på tærsklen til at skulle sige farvel til mit varemærke, sætte min lid til en plastikkirurg og måske velkommen til et ar i stedet, som jeg dog håber bliver så petit som muligt.
Men jeg skal dog indrømme at det ikke er arret der skræmmer mig mest, men nærmere årsagen til symptomerne som er kommet snigende og som nu fjerner fokus fra forfængelighedens ydre, til hvad de fleste i mit familietræ er forsvundet af og som også tog min elskede mor fra mig, nemlig kræft. Jeg skal ikke male fanden på væggen, men jeg er bange og selvom jeg forsøger at forsegle det og lægge låg på, til jeg har fakta på bordet, popper tanken jævnligt op i mit hoved.....Hvad nu hvis?! Som om det ikke skulle være nok har jeg fået, hvad lægen betegner som en vækst, på mit højre håndled, med en tiltagende smerte, som nu er blevet konstant og som jeg afventer at opklaret ved et forestående foto-shoot, af den slags der kigger igennem folk. Vækst?! Vækst er i mine ører noget der vokser og da jeg ligesom ikke længere kan kalde mig i voksealderen, foruden den tiltagende bredde på hofterne, popper førnævnte sygdom og angsten op i mit hoved igen. Sådan noget CRAP!
Min kære storesøster sagde det dog ganske enkelt, da jeg belemrede hende med mit ynk..."Tina, velkommen til reperationsalderen" og hun har sikkert ret, for jeg er de sidste 35 år blevet lykkeligt forskånet for diverse lidelser, svigtende syn og aftagende bevægelighed, hvis vi lige ser bort fra den udeblivende kondi og de små furer, til trods for et fuldt levet liv. Nu er det åbenbart min tur til at stå op om morgenen og starte dagens dont på gigtpiller, misse med øjnene i smerte, når jeg bilder mig ind at det er skab og jeg stadig kan hvad jeg vil, i min stædighed og forfængeligheds navn. Måske er det en god reminder om at se på sit liv og huske på hvilke værdier der betyder noget, få hovedet ud af skyerne og sikre sig de mål man sætter sig i livet, er indenfor rækkevidde?! De eneste træer der vokser ind i himlen er familiestamtræet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar