Klokken er slagen 23 og selvom jeg burde sove trygt i min seng i dynens varme omfavnelse, er jeg hjemsøgt af et tankespin, som ikke tillader øjnene at falde i, trods mørkets frembrud. De seneste ugers hovedbrud er begyndt at tære på kræfterne, de afblegede hjerneceller og ikke mindst følelserne, som jeg ihærdigt forsøger at tøjle og på kærlig opfordring slå hen, dog uden det store held. For med hungersnød, ulykker og krig i verden, er mine små-problemer da også blot et bump på vejen, ja nærmest en sten i skoen og alligevel kan de fylde pandeskallens indre med uro og ængstelse, som gjaldt det liv eller død. Jeg burde skamme mig!
En dejlig veninde står midt i sit livs krise og her klynker jeg om noget så hverdagsagtigt som penge, job, bil og civilstatus, som jeg ganske udemærket ved, ikke gør mig lykkelig alene, alt imens min anden underskønne veninde har måtte se sine drømme knuses og alligevel finder hun overskud til at lægge øre til mine bekymringer. Og jeg kunne blive ved, for blandt flere af mine nærmeste er der ikke blot sten i skoene, men rettere kæppe i livets hjul, alt imens de med stor interesse og indlevelse finder overskuddet til at give mig plads til at læsse af og for en stund være uden det vanlige overskud. Det er i nøden man skal kende sine venner og jeg håber aldrig de må tvivle på min hengivelse og taknemmelighed?!
For inderst inde tror jeg det hele nok skal gå, for en skytsengel hvisker det i mit øre hver eneste aften jeg lægger hovedet på puden og afventer hvad morgendagen har af udfordringer. Det burde være alle undt at have en sådan engel, der spreder sine vinger omkring dig og skærmer dig fra at haglene rammer hårdere end regndråber eller våde kys en varm sommerdag. Sådan vil jeg også være når jeg bliver stor og mine svingfjer igen når et vingefang, der kan favne og beskytte, forkæle og overøse af den overflod af kærlighed jeg ved jeg rummer.
En dag bliver det min tur til at give igen og den dag venter jeg med længsel, men indtil da må jeg vist æde min stolthed, skam og følelse af utilstrækkelige og give igen efter sparsom formåen, selvom jeg aldrig vil føle det godt nok fra min side. Lige pt. kan jeg tilbyde et gældsbevis på gengældelse i overflod, som jeg håber jeg bliver holdt op på mange år frem i tiden. En forlegen lektie af ydmyghed, er ikke nødvendigvis en dårlig linse at se sine kæreste igennem, for det er dog en ting jeg føler mig rig på. Jeg er sgu verdens heldigste kvinde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar