Savner du?

Kan man elske på afstand? Ja sikkert, men jeg synes at opleve gang på gang, at selv de smukkeste følelser afløses af frustrationer og afmagt, når savnet bliver alt for stort og man ikke kan opleve kærligheden i stereo. Dermed ikke sagt at jeg ikke tror på ægtheden af den kærlighed imellem to mennesker, der er tvunget til adskillelse, men jeg er sikker på at det kræver en enorm tillid, empati og en pokkers god hukommelse, hvis ikke man skal lade sine egne behov for nærhed, afløses af tvivl. For jeg mener skam også det kan være sundt at savne, hvis man er bekendt med adskillelsens faldgruber.

At savne er for mig måden man får vished om sine inderste følelser og mærker efter, om ens elskede efterlader et lille tomrum, som ingen andre kan udfylde. Et tomrum som kan være alt fra sporatiske tanker i hverdagens små øjeblikke, til en smertende sult, der får øjnene til at løbe i takt med sommerhimlen og som blot venter på at solen bryder igennem skydækket. At savne er også forventningens glæde om gensynet, til at få vished om at hans kærlighed endnu består, i den form man efterlod. Alene det, at man formår at savne ser jeg desuden som en indikator for, at vi ubevist mangler noget vi er dybt afhængige af og som vi ikke ønsker at miste, men det øger dog samtidig risikoen for at afstanden øges i en mere sjælelig forstand.

For hvem ønsker at have det rungende indre ekko og vores bedste forsvar imod det stikkende, smertende savn tomrummet efterlader, er at undertrykke den, mens vi overbeviser os selv om at vi har fundet den indre on/off knap, der dulmer bedre end de daglige panodiler, gurglet ned i billig rødvin. For savn kan være livsbekræftende smukt, men også enormt skræmmende, da tvivl, jalousi og usikkerhed pludselig har mulighed for de bedste livsbetingelser, hvis de gives den mindste anledning til at hægte sig fast. Ethvert forhold kræver indsats, ihærdighed og hårdt arbejde, for at det skal fungere optimalt, selvom man siger at kærligheden i sig selv er mere end nok og kan overvinde alt, men mon ikke savnet også kræver en vis behændighed, for at den kan styrke og bekræfte følelserne, frem for at nedbryde dem?! Kan man ikke føle savn, kan man i min verden heller ikke elske, da de to ting hænger sammen, med passion som fællesnævner.

Og selvom jeg måske idealiserer følelsen af savn, så har jeg i min fortid ikke håndteret den helt efter egne overbevisninger, hvis jeg nu skal smide hovedet på blokken. Måske har kærligheden til de mænd jeg har kendt, ikke slået dybe nok rødder, måske har savnet været større end minderne i tosomheden kunne bære og måske har hjertet slået fra i choktilstand, for at sindet kunne overleve og bevares i nogenlunde velfungerende stand. At savne er dog ikke nyt for for mig, for jeg savner i hvert et vågent øjeblik, hver eneste dag, og selvom det måske vil påpeges som en selvforskyldt følelse og jeg tager sorgerne på forskud, så er det nu engang bivirkningerne ved at ligge sig til at sove alene, i en seng skabt til to. Jeg savner min elskede!

Make You Feel My Love...