Kan man ændre sin skæbne? Det håber jeg så sandelig, for i dag gik det op for mig at jeg måske kan ende med at leve livet, som min mormor gjorde, frem til hendes død i 2001. Min mormor var et kærligt og empatisk menneske, men også med temmelig særegne holdninger, som naturligvis bar præg af den måde hun havde valgt at leve sit liv. Hun var et stille, ensomt gemyt, der havde overlevet 2 verdenskrige, men som aldrig gav slip på sit knuste hjerte og aldrig gav sig selv lov eller lærte at elske igen. Fortabt et sted imellem omverdenens forventninger og hendes drømme.
Hun forelskede sig under 2. verdenskrig i en mand og selvom deres kærlighed var nyfunden, bar den så hurtigt frugt og hun ventede min mor. Mine oldeforældre var velstående folk og nægtede deres datter at gifte sig med en simpel mand af sognet, til trods for at han havde bragt hende i uføre og var villig til at stå ved både min mormor og deres kommende barn. Han blev forvist og min mormor bøjede af, som man måske gjorde dengang og sagde et endegyldigt farvel, da han rejste til Sverige i ly som frihedskæmper. Alt dette skete i 1945 hvor verden med glæde sagde farvel til historiebøgernes værste diktator og min mormor af ærefrygt, sagde farvel til kærligheden for bestandigt. Han vendte aldrig retur og hun fandt aldrig en ny. Om han lever endnu aner jeg ikke, men jeg ved at han aldrig blev en del af hverken min mormors eller min mors liv igen og efterlod et gabende hul i vores familiestamtræ og ikke mindst i hendes indre.
Jeg synes det er en frygtelig sørgmodig historie, som ikke engang Shakespeare kunne have gjort efter og jeg tænker ofte på hvorledes min mormor betragtede sit liv, da hun lå på sit dødsleje og kunne se tilbage?!
Ville hun have gjort det hele om, hvis hun kunne skrue tiden tilbage og genopleve den kærlighed, som hun kun fik forsmagen på og hvordan mon hendes liv ville have formet sig, hvis hun havde tilladt sig selv at elske igen på ny?! Hvorfor opgav hun? Sandheden er nok, at selvom jeg som barn, oplevede hende som det kærligste menneske, der altid havde overskud til sine børnebørn og chokoladefyldte bolcher i skuffen, så var hun også en bitter gammel dame, der var tynget af en hjertesorg hun aldrig kom over. Hun valgte et liv alene og blev nærmest mandefjendsk, og selv ikke hendes egen svigersøn, var god nok, præcis som hendes egne forældre engang havde sagt til hende.
Tænk hvis jeg ender som hende?! En knækket kvinde med brudstykker af hjertet efterladt bag mig, som spor for ham den rette at finde, men som ikke ligner andet end kølvandet af bitterhed og forsmåelse og hvor den eksekverede dom er et liv alene, til min sidste åndedrag. Tanken er skræmmende og selvom jeg ofte føler jeg er født flere årtier for sent, så priser jeg mig lykkelig for at ingen forsøger at tvinge mig til en tilværelse i følelsesmæssigt cølibat, og sidde som en skygge af hvad der engang var et helt menneske, amputeret af livet. Jeg vil dog samtidig heller ikke påtage mig omverdenens normer og elske af forventning, i trods eller af mangel på mod til at sige fra. Jeg er måske single af valg og er lige nu et sted i livet, hvor kærlighedens store omfavnelse lader vente på sig, men hvad gør jeg så for ikke at falde i særlingenes hul, hvor det er så svært at se og nå himlens stjerner, når de blonde lokker er tonet grå?
Som en af mine kære, forleden sagde til mig og har sagt flere gange: "Du skal komme videre med dit liv" og selvom det er lettere sagt en gjort, så har han nok ret, for kærlighed ER liv, selv i krisetider. Jeg skal måske blot sænke skjoldet, turde tage springet og omfavne min medfødte ret, at elske og blive elsket! Måske skal jeg igennem flere krige før kærligheden kommer, men jeg håber en dag at kunne se tilbage uden fortrydelse og vise mine børnebørn, at livet blev levet i kærlighed og af kærlighed!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar