Der findes ingen forsikringer her i livet, som er gratis eller på anden måde ikke har en omkostning, foruden døden, hvilket må siges at være den ultimative pris af dem alle?! Man kan dog imod betaling forsikre sig imod mange ulykker, der som en stødpude kan tage de værste slag når livet går os imod og uheldet er ude.
Vi kan forsikre bilen, så når der springer selvmordstruede mure rundt på vejene og den efterfølgende drager et sidste suk, vil der afregnes for både mursten og blik i dansk kongelig mønt. Vi kan forsikre vores allerkæreste kommunikationsmiddel, mobiltelefonen, imod smarte og fingerfærdige polakker, der på snedigste vis kan liste den op af selv den mest rodede dametaske, hvor sandsynligheden for at rage fingrene i et hygiejnebind eller en pudderdåse er langt større og igen kvitteres der med erstatning. Vi kan også forsikre os til kompensation imod lønnedgang ved arbejdsløshed, forsikre os imod ulykker, hvis vi skulle miste en finger at pille næse med og forsikre vores nærmeste med en pose penge, hvis vi skulle falde bort i en tidlig alder. Alle disse forsikringer som er nedfældet på papir med vores signatur, betaler vi dyre domme for at kunne sove trygt om natten, velvidende at der oftest også er en selvrisiko, som skal modregnes.
Vi forsøger at pakke os ind i vat, med garantier om at når vores verden står i flammer, så tages der hånd om os og vi ikke kommer brændte ud den anden side, med vores materielle goder i behold. Men hvor er den forsikring, som lover evig lykke og et liv på roser, imod en årlig præmie.... Vis mig den? Engang troede jeg det kaldtes ægteskab og at dette var kontrakten, som sort på hvidt garanterede et solidt, ligeværdigt og tillidsfuldt fællesskab og som forsikrede mig at hvis skibet gik ned, så delte man åren i redningsflåden og selvrisikoen var færre matros-trøjer i skabet, som i sig selv lyder slemt nok.
Sådan tænker jeg ikke mere, men nu har jeg også været i et skibsforlis eller har i hvert fald et forlist ægteskab bag mig, hvor vi begge overlevede og er reddet i land, dog på hver sin strandbred, til trods for ordene til borgmesteren. Ægteskabet blev underskrevet og indgået med løfter om evig tosomhed mens vi skålede i rådhusets dårligste portvin, men bundede nok nærmere i et behov for at krydsforsikre hinanden på billigste og smarteste vis og det var derfor også naturligt at genbruge tøjet fra det forgående nytår. Sort er jo altid pænt?!
Nok koster det blot 500 sølle kroner at få en ophævelse af den forsikring, men selvrisikoen havde jeg fejlvurderet og det kostede os begge langt flere tårer, søvnløse nætter og hak i selvtilliden end nogen af os havde forventet, foruden det indskrænkede tøj-budget. Men der er altid en efterregning i livet, som forsikringer og penge ikke kan råde meget bod på og livet har det med at ville indkassere selvrisikoen, når der i forvejen er lavvande i kassen. Heller ikke senere hen, for sandheden er at selvom vi såres, smertes og får knækket egoet, så har mennesket en evne til at rejse sig igen, søge lykken på ny, dog med erfaringen rigere at skibe til tider går ned og at næste gang husker vi at have to redningsflåder og en ubåd, blot for en sikkerheds skyld.... Der er jo pludselig mere bagage at bjerge!
Jeg kender ikke min fremtid og jeg aner om der venter mig stormende sø eller blikstille vand forude, men derfor har jeg stadig mine drømme og en idé om hvorledes livet en dag puster vind i mine sejl. Skal jeg nogensinde gå planken ud og giftes igen, skal jeg hverken have forsikringer imod fortidens fejltrin eller for fremtidens lykke, pakket ind i pladevat eller redningsflåder, men blot en vished om at ham, der måske en dag siger sit JA til mig (for fanden tage han fandt på at sige nej) siger det uden bagtanker om økonomi, forsikringer og selvrisiko. Men siger JA, fordi han ikke vil forlise.....alene!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar